Bravo Bornholm

KLUMME: I år svigtede borgerne ikke Folkemødet - men hvor blev politikernes udspil af, spørger Altinget.dks chefredaktør.

Af Rasmus Nielsen
Chefredaktør 

FOLKEMØDET I ALLINGE på Bornholm er på bare to år blevet en klassiker. Hér mødes demokratiets fire søjler: Aktører, politikere, borgere og medier. I nævnte rækkefølge.

Rækkefølgen af de fire ben er ikke tilfældig: Folkemødet er først og fremmest særinteressernes fest – det er også de store organisationer og kommunikationsbureauerne, der betaler for de såkaldte ”garden parties” på havnebryggen, hvor de professionelle mødes til fætter-kusine-stævner med fri bar, når folket er taget hjem.

POLITIKERNE HAR TAGET Folkemødet til sig – og dog: Hvor blev de politiske udspil af? Hvad blev der af substansen i Thornings og Søvndals taler? Hvor blev de store Allinge-taler af, hvor strategiskift eller ideologi-moderniseringer lanceres? Fremover må partilederne gemme noget krudt og fyre det af hér på Bornholm.

En mulighed, som blev fostret i år, kunne være at flytte Folkemødet til august, så partiernes sommergruppemøder kunne holdes hér, hvor de nye udspil så kunne præsenteres. Men vil partierne svigte de andre landsdele og deres lokale foreninger ved hvert år at lægge deres højprofilerede sommergruppemøder det samme sted? Næppe. Og turistindustrien er træt hen i august - modsat nu, hvor Bornholm stadig er lysegrønt hér midt i juni.

STÆVNET BLEV AFVIKLET med stort set pletfri logistik. Den stribe kyststrækning med åbne arealer og byens tilbud i ryggen er som skabt til formålet.  Og de mange udstillere har virkelig afsat budget og fostret ideer til at gøre vandringer ned igennem teltstræderne til en oplevelse. Der gemmer sig også klædelig humor mange steder. Hvad har de nu fundet på henne om hjørnet? De mange debatmøder var (modsat sidste år) ofte fyldt med lyttende og spørgende borgere. Herligt, du.

Mediernes rolle er – modsat til hverdag – reduceret til en mere refererende rolle. Da vi for et par år siden var med til at drøfte de første skitser til Folkemødet, blev det tydeligt, at magthaverne ville gøre arrangementet af Folkemødet til mediefri zone. Så når medierne ikke er involveret på anden vis, er det i hvert fald så også afgørende for at kunne fastholde det store journalist-fremmøde, at Folkemødet i fremtiden bliver central for lanceringer af reelle politiske nyheder. Det er trods alt også den rolle, medierne er bedst tjent med: At skildre virkeligheden – ikke være med til at iscenesætte den.

Så er der dem, der i sidste ende sidder for demokratiets bordende: Vælgerne. Dem var der rigtig mange af i år. Og der var tid og vilje til, at politikerne, aktørerne og borgerne kunne mødes til samtale. Alle var i Allinge for at snakke. Herligt.

DE TO STORE partier havde arrangeret medlemsture fra andre landsdele, og når og hvis Folkemødet skal forblive i Allinge, er det afgørende, at jyder, fynboer og sjællændere også får let adgang til at møde den politiske festival på Solskinsøen.

Bornholm selv har finansieret beskedne ca. ti procent af Folkemødets direkte budget på omkring seks mio. kr. - og Christiansborg kunne vel godt presse den finansiering op på noget mere under trussel om at flytte Folkemødet til Ebeltoft, Svendborg, eller hvor der ellers at velegnede lokaliteter. Den bornholmske turisme har både på kort og lang sigt enorm glæde af Folkemødet. 

BornholmsTrafikken kunne indsætte hurtige folkemøde-færger fra f.eks. Århus og Nyborg til Rønne. I betragtning af, hvor mange ressourcer, der til sammen anvendes på at afvikle Folkemødet, vil det være godt givet ud at gøre det nemmere for vælgerne i Midt- og vestdanmark at komme østover.

HVEM HAVDE NU troet, at en sådan ny politisk tradition kunne opstå efter inspiration fra det svenske forbillede? Har vi Folkemøde i Allinge om ti år? Ja, det har vi, tror jeg. Folkemødet har allerede stort set fundet sin form. Det er rigeligt stort allerede i længde og dybde med de tre nettodøgn fra torsdag kl. 15 til søndag kl. 14 - altså nu henover weekenden. Partier, organisationer og medier i det øvrige Danmark skal bare i endnu højere grad sende deres aktive afsted.

Der er ingen tvivl om, at Allinge-dagene bidrager til befolkningens forståelse for folkestyret og opbakning til demokratiet. Det direkte møde mellem borgeren og samfundsmagten i forskellige afskygninger er vigtigt for at afmystificere magtens processer. Tak for det – det trænger vi til.






Forrige artikel Tre svar mod vælgerbedrag og politikerlede Tre svar mod vælgerbedrag og politikerlede Næste artikel Hvepsen Facebook