SVM-regeringen mangler i den grad at overbevise vælgerne

Det var de bedste tider, det var de værste tider. Sådan indleder Charles Dickens sin berømte roman, En fortælling om to byer, om tiden i Europa op til den franske revolution. Den smukke sætning indfanger præcist, hvordan tingene er i overgangsperioder – modsætningsfyldte og uklare.

Det er også stemningen i dansk politik i disse dage, uger og måneder. Blokpolitikken afgik ved døden med FV22 og den efterfølgende SVM-regering. Men om midterregeringer er den nye normal, om flertalsregeringer bliver comme il faut, eller det hele er en undtagelse fra reglen, ved ingen. Hverken politikere eller vælgere.

Og spørger man sidstnævnte, er reaktionen to måneder inde i den nye SVM-tid en tiltagende længsel efter fortidens blokpolitik. Flertallet bag regeringen er væk, og politikområde for politikområde søger vælgerne tilbage til de gode gamle blokke. 

Det er konklusionen af den seneste vælgerundersøgelse, som Epinion har lavet for Altinget og DR. Og den understreger, at sundhed bliver den helt afgørende test for SVM-regeringen.

Sundhedsemnet er gledet regeringen af hænde

Da Epinion spurgte vælgerne, umiddelbart efter SVM-regeringen var blevet dannet, var det de bedste tider. Den havde et flertal af vælgerne bag sig, og når de opgjorde deres dagsorden over deres politiske ønsker, mente de fleste, at SVM-regeringen var bedst til at løse og håndtere dem.

Nu er det de værste tider. Mens rækkefølgen over de emner, vælgerne finder, er vigtigst, er den samme, mener de ikke længere, at de emner ligger bedst i hænderne på SVM-regeringen.

De store, afgørende emner er – og har i en årrække været – sundhed og klima. Og på grund af den stigende inflation er styring af dansk økonomi nu også blevet fast inventar i top fem. Men det er samtidig bemærkelsesværdigt, hvor meget sundhed faktisk fylder.

For et år siden var det 19 procent af vælgerne, der mente, sundhed var vigtigst. I dag er det hele 30 procent. Stigningen skete frem mod valget 1/11 sidste år, og på den måde er vælgerne stadig meget farvet af valgkampen.

Til gengæld mener vælgerne ikke længere, at SVM-regeringen er bedst til sundhed. Her vil 34 procent helst have en regering bestående af rød blok ført an af Socialdemokratiet til at stå for sundhedspolitikken, mens 21 og 22 procent ønsker henholdsvis en blå regering (uden Moderaterne) eller SVM-regeringen. I december stod 34 procent af vælgerne ellers bag SVM på sundhed. 

Klima har et flertal hele tiden ment, var bedst håndteret af en Socialdemokratisk-ledet regering udgjort af rød blok. Det cementeres nu med 38 procent, mens blot 17 og 18 procent vil have en blå regering eller SVM til at styre klima- og miljøpolitikken. I december var 28 procent af vælgerne ellers klar til at lade SVM-regeringen styre den grønne omstilling.

Omvendt sidder den gamle blå blok stadig på emneejerskabet til den økonomiske politik (36 procent), mens 18 procent vil have den gamle røde blok, og 20 procent mener, SVM-regeringen er bedst. Her mente 32 procent af vælgerne i december, at SVM-regeringen var bedst til økonomi.

{{toplink}}

Regeringen tror resultaterne vil redde den

Regeringen befinder sig med andre ord ved foden af et svært bestigeligt bjerg. Vælgerne købte umiddelbart idéen om, at midterregeringen samlede danskerne flest, og at den havde den politiske kompetence til at løse de vigtigste politiske problemer.

Nu er vælgerne i tvivl, og de er også nostalgiske og længes tilbage til en mere overskuelig tid med rene konfliktlinjer og distinkte alternativer.

Det er åbenlyst, at hele opgøret og konfrontationen i forbindelse med afskaffelsen af store bededag spiller en rolle. Selvfølgelig fordi udbudsreformer generelt er upopulære, og fjernelse af en fridag er det i ekstraordinær grad. Men nok også fordi den form for flertalsvælde og "take it or leave it"-tilgang, man havde til bededagsafskaffelsen støder an mod den demokratiske kultur og forventning hos vælgerne. 

Fra kilder i regeringen lyder det, at man stadig venter på at få rullet den politiske maskine, som flertalsregeringen også udgør, i gang, så vælgerne kan se, hvad de får med det nye flertal. Håbet er, at når resultaterne begynder at tikke ind i et hurtigt tempo, vil vælgerne omfavne SVM-projektet på ny.

{{toplink}}

Altså det der, man også kender som "output legitimitet".

I oppositionen – eller oppositionerne – er afvejningen, om man skal blive en del af den "output legitimitet" via forlig og aftaler og dermed bakke op om regeringen og dens strategi. Eller blive væk for at vise, at den folkelige opbakning til "løsningerne" og regeringen er vigende eller manglende. Altså vise, at der lav og faldende "input legitimitet".

At Radikale hurtigt brød med den øvrige opposition og kravet om at udskyde afskaffelsen af bededag til efter et valg – og i denne uge besluttede sig for at stemme for afskaffelsen – er udtryk for, at partiet nu går den første vej.

På samme måde kan man se Konservative, LA og SF's beslutning om ikke at bakke op om en decideret folkeafstemning om bededag som et tegn på, at indflydelsen har fået mere og mere tiltrækningskraft. Det har en mærkbar disciplinerende effekt.

Omvendt er Enhedslisten, Alternativet, Danmarksdemokratierne og Nye Borgerlige i ren opposition.

Løkke tilbage i blå blok?

Det er selvfølgelig stadig meget tidligt i valgperioden. Meget kan ske i politik, som klichéen lyder. Men med vælgernes dagsorden i hånden står det klart, at regeringen er under hårdt pres på især sundhedsområdet, hvis det er resultaterne, som skal sikre opbakning til arbejdsfællesskabets partier. Her er sidste uges akutpakke kun et indledende og mindre skridt.

Fra regeringstoppen lyder det, at man arbejder på en stor sundhedsreform i den fælles regeringsledelse, altså mellem Mette Frederiksen (S), Lars Løkke Rasmussen (M) og Troels Lund Poulsen (V), der er stedfortrædende for Jakob Ellemann-Jensen (V).

Omvendt kan regeringen lune sig ved, at udlændingeemnet med blot fire procent af vælgerne bag sig efterhånden er forsvundet helt ud af dansk politik. Hvilket for alle tre partier i SVM-regeringen har været et eksplicit mål på grund af emnets historiske eksplosionskraft.

Ikke sådan at forstå, at der nu er opbakning til en meget mindre stram udlændingepolitik. Men i den forstand, at SVM-regeringen udgør et mere eller mindre formelt nationalt kompromis om udlændingepolitik, og at vælgerne har forstået det på den måde.

Det vil tage luften ud af DF, DD og Nye Borgerliges kampagne, og af hver deres grunde er det vigtigt for partierne i SVM-regeringen. Socialdemokratiet kan stadig huske trængslerne i nullerne på det område, Venstre følte sig pressede ud over egne røde linjer i 10'erne, hvilket ultimativt fik Løkke Rasmussen til at forkaste blå blok og danne sit eget parti. 

Det er omvendt ildevarslende for DF, DD og Nye Borgerlige. Hvad skal nu udgøre vinden i sejlene, især når man er tre partier om at dele stemmerne på det yderste af den danske højrefløj?

Et hurtigt blik på meningsmålingerne viser, at der lige nu er hverken flertal for regeringen eller nogle af blokkene. Om end den gamle rød blok er tættest på med det interessante perspektiv, at hvis Lars Løkke Rasmussen besluttede sig for at knytte sine mandater til blå blok igen – eller blev tilbudt en aftale om det – så ville den faktisk have flertal.

Om vi vender tilbage til blokkene efter SVM-perioden, er med andre ord et åbent spørgsmål. Og svaret på det afhænger ikke mindst af, om regeringen opnår sine resultater og opnår dem på en måde, som vælgerne bryder sig om.

Det handler både om indhold og om stil.

es@altinget.dk