Svensk uvished efter Anna Lindh
Koncentrat af lederen "Svensk uvished" i Jyllands-Posten 21. september om Sverige efter mordet på Anna Lindh.
I denne fase trænger mange ubehagelige spørgsmål sig ubønhørligt på, men man skal være varsom med at dømme Sverige. Det mest påtrængende står fortsat ubesvaret, fordi offentligheden endnu ikke har fået blot et fingerpeg om motivet til det tragiske mord. Med selvransagelsen følger alligevel en uundgåelig analyse af det splittede konsensussamfund, som kræver stillingtagen.
Myterne er mange, og begivenhederne har vist, at der lige under den svenske dagligdags polerede overflade ligger store problemer, som bare venter på at komme frem i lyset til diskussion og debat.
Euroafstemningen og den forudgående valgkamp, som til tider var overophedet og usædvanlig aggressiv, afslørede et dybt splittet land, hvor politikerne og det øvrige establishment taler hen over hovedet på resten af befolkningen, og hvor der holdningsmæssigt er dybe kløfter mellem rige og fattige, mellem by og land og mellem mænd og kvinder.
Det kompliceres desværre yderligere af, at man udadtil kun udtrykker de politisk "rigtige meninger", mens folks ærlige meninger kommer frem bag lukkede døre og for nedrullede gardiner, ligesom de tabuemner pressen undlader at omtale.
Når man som beskrevet i Jyllands-Posten heller ikke taler om eller vedkender sig volden, kriminaliteten og de sociale problemer, synes hykleri og dobbeltmoral uhyggeligt stor.
Kun få dage efter det tragiske drab kunne man ved almindelig avislæsning forvisse sig om, at ikke blot nynazismen, men at også andre voldelige, sekteriske og racistiske grupper trives i Sverige. Når psykisk syge samtidig er overladt til gaden og sig selv, tegner der sig et billede af et samfund uden den nødvendige sikkerhedsventil, som en åben og fri debat er.
Bliver trykket for stort, får det ubehagelige følger.
Man kan gisne om de særligt følsomme emner, men f.eks. er det velkendt, at indvandrerdebatten har haft ringe kår i Sverige.
Officielt ville man ikke vedkende sig et eksisterende problem i modsætning til i Danmark, hvor det efterhånden har vist sig fordelagtigt at tale lige ud om tingene. (...)
Konklusionen synes oplagt. Samfundet er ikke åbent nok, debatten er ikke tilstrækkeligt åben og fri, og så længe der ikke ændres afgørende på dette forhold, risikerer landet at avle outsidere og ekstremister. Her ligger den største udfordring efter Anna Lindhs død. (...)
Ingen kan være i tvivl om, at hele politi- og sikkerhedsapparatet må underkastes en stærkt kritisk revurdering som en første forudsætning for, at trygheden kan genskabes i det svenske samfund.
