SU'en skal omfordeles

Koncentrat af lederen "Robin Hood" i Politiken, 5. februar 2004.

"Tag en del af SU'en fra de studerende, der bor hjemme og brug i stedet pengene på at fordoble SU'en til enlige mødre".

Sådan lyder det nu fra Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre. Og da regeringen længe har været fortaler for samme øvelse, er der meget, der tyder på, at vi står over for en omfordeling mellem grupper af studerende.

Jamen hov, skal vi nu til at tage penge fra én gruppe mindrebemidlede i samfundet og give dem til en anden? Er vi virkelig nået dertil, hvor hunden skal fodres med halen? lyder det fra kritikerne.

Men kritikken rammer skævt.(...)

Den handler om at tage et lille beløb fra hver enkelt af de mange privilegerede studerende - dem, der bor hjemme og oven i købet har vellønnede forældre - og give dem til en lille gruppe studerende, der har meget store økonomiske problemer: de enlige mødre. Det er da praktisk anvendt solidaritet, så det basker.(...)

Sandheden er - som socialforskeren Erik Jørgen Hansen har påvist - at en stor del af uddannelsesstøtten går til den privilegerede middel- og overklasses børn. Derfor er det kun rimeligt, at de privilegerede børn, i en situation, hvor der skal prioriteres hårdt i de offentlige udgifter, afleverer en lille del af 'verdens højeste SU' til mindrebemidlede og langt mere trængende medstuderende.(...)

Hvis vi skal undgå, at de svageste grupper bliver de store tabere i de kommende år, skal vi nødvendigvis prioritere og rette ydelserne mod de grupper, der har størst behov. (p) Velfærdssamfundet skal kort sagt tilbage på Robin Hood-sporet. Måske kan omfordelingen fra privilegerede til ikkeprivilegerede gymnasieelever være det første skridt i den retning?

Forrige artikel Socialt skattestop er fusk Næste artikel Sprogbarriere hindrer integration