Skæbnetime i Bruxelles
Koncentrat af lederen "Skæbnetime i Rom" i Jyllands-Posten 11. december 2003. Topmødet foregår i øvrigt i Bruxelles - ikke i Rom.
For det storslåede projekt er problematisk, selv om det italienske formandskab har forsøgt at dele godbidder ud til enkeltlande for at få det hele til at glide bare nogenlunde.
Den store hindring er den manglende enighed om den fremtidige magtfordeling i ministerrådet ved overgang til flertalsafgørelser, fordi Polen og Spanien ikke vil acceptere svækket indflydelse i forhold til i dag. Men sideløbende med konvent og regeringskonference har EU imidlertid også pådraget sig et troværdighedsproblem, som nogle bagatelliserer, men som det alligevel vil være klogt at forholde sig til på topmødet, da følgerne ellers kan blive uoverskuelige.
Frankrig og Tysklands bevidste brud på reglerne for stabilitetspagten i eurosamarbejdet har ligefrem kunnet måles. EU-populariteten er faldet med 6 procent siden sidste EU-måling i oktober. (...)
Det er uacceptabelt, at store lande nægter at følge EU's regler, og man kan derfor ikke fortænke borgerne i en skarp reaktion, som kan forstærkes af utryghed ved selve forfatningstraktaten ved kommende folkeafstemninger.
Intentioner og ambitioner er vidt forskellige fra syd til nord i EU. Mens konventformanden Valery Giscard d'Estaing trækker direkte linjer fra traktatforslaget til den amerikanske forbundsstatforfatning, kan man høre en Tony Blair tale om et oprydningsarbejde i EU med nogle rent kosmetiske ændringer.
Spændet i vurderingen af forfatningstraktatens konsekvenser er så voldsomt, at der er brug for en stor portion sund fornuft, for med mindre kosmetik og unionssymbolik har et langsigtet formål, har en ny forfatningstraktat vel heller ikke den store hast.
Nogle landes krav om at få den kristne kulturarv nævnt som grundlag i præamblen til traktaten afspejler også EU-landenes vidt forskellige ambitioner.
Det er ikke tilfældigt, at EU står over for optagelse af 12 nye lande, og heller ikke tilfældigt at andre europæiske lande fortsat banker på for at komme ind. (...)
I dag er der mere brug for effektivisering, afskaffelse af misbrug og afbureaukratisering end for politisk kosmetik og unionssymboler, som skaber utryghed i dele af fællesskabet.
Derfor bør statsminister Anders Fogh Rasmussen på topmødet i Rom bidrage til en europæisk mellemproportional, som sikrer de mindre og små medlemslande mod de store landes politiske nedtromling.
De stores sololøb har skabt udbredt mistillid, og det er forståeligt, at nogle lande forbeholder sig ret til at trække i nødbremsen i tilfælde af gentagelse.
