Sjæl i flammer

Koncentrat af lederen "Sjæl i flammer" i Information 14/3 2005.

En undersøgelse blandt medarbejdere i seks it-virksomheder afslørede blandt meget andet, at halvdelen havde deres mobiltelefon tændt, når de gik i biografen, og for flertallets vedkommende besvarede den, hvis den ringede. Det kunne jo være arbejdet.

I den nye vidensøkonomi, eller hvad man nu ønsker at kalde fænomenet, holder man aldrig fri. Kravene om produktivitet er steget enormt. Ganske vist er arbejdstiden sat ned, men man arbejder langt mere og mere koncentreret, når man er der. (...)

Der stilles krav om effektivitet, kreativitet, selvstændig planlægning og innovation, så vores mentale ressourcer udnyttes stadig mere. Det skal jo give stress, og det gør det også. 41 millioner EU-borger lider af stress og stressrelaterede sygdomme som udbrændthed og depression. Stress er blevet den nye andenstørste folkesygdom efter ryglidelser, og et stigende antal kommer i behandling. Det kunne man læse i Information i lørdags. (...)

Det vurderes, at godt halvdelen af alle stress-sygdomme er arbejdsrelaterede. En forklaring herpå er, at i den nye kreative økonomi er arbejdet individualiseret og arbejdskraften personaliseret. Med andre ord er den hierarkiske og centraliserede styring af arbejdsmarkedet trængt i baggrunden af en langt mere decentraliseret og selvledende form, hvor presset i langt højere grad hviler på det enkelte in-divid. De faglige kvalifikationer er ikke længere nok, nu gælder det også kompetencer, værdier og holdninger.(...)

Iden situation bliver stress vor tids protestform. Hvor tidligere tiders arbejdsmarked havde strejken, demonstrationen og kollektivet som protestform, kan stress ses som vor tids stille oprør. Den bæres af den enkelte, erfares individuelt og løses psykologisk.

Stress-problematikken bør i langt højere grad betragtes som et problem, det er arbejdsmarkedets opgave at løse. Det er også så småt ved at være tilfældet med øget fokus på arbejdsmiljø og psykisk nedslidning, men tallene fortæller en historie om, at der lang vej endnu. (...)

Det kan den blandt andet, fordi så stor en del af den moderne identitet og selvrealisering knyttes til arbejde, men det dækker også over et perverteret forhold til tid, perfektion og ressourcer.

Succesen på arbejdsmarkedet kombineres med ambitionerne om det perfekte liv, den perfekte partner, den perfekte bolig, de perfekte børn, den perfekte ferie – og optimale rammer om det hele. Når skellene mellem arbejdsliv og privatliv samtidig er blevet langt mere glidende, udløser den latente utilstrækkelighedsfølelse nemt stress. (...)

Forrige artikel Også porno er omfattet af ytringsfriheden Næste artikel Lige for loven