SF i regering med Løkke kan blive 2014-katastrofen om igen

SF-formand Pia Olsen Dyhr har længe bygget op til det.

Hun er opsat på at vise, at SF's forlis i Thorning-regeringen i januar 2014 var begyndervanskeligheder, og at partiet otte år senere er helt anderledes klædt på til regeringsdeltagelse.

Med en fremgang i bagagen og et spinkelt rødt flertal er chancerne ikke utopiske. Men det gør en verden til forskel, hvilken regering SF i givet fald ender i. Især et bud er giftigt, men det vender vi tilbage til.

For de mulige regeringskonstellationer er efter valget talrige som stjernerne på himlen. En af de mindst usandsynlige er en trepartiregering mellem Socialdemokratiet, Radikale og SF. Det er det mest realistiske scenarium, hvis Mette Frederiksen efter flere ugers bestræbelser må opgive tanken om en regering over midten. {{toplink}}

Nyt styrkeforhold

I den situation må statsministeren vende tilbage til sit eget parlamentariske grundlag.

Radikale vil forsøge at blokere for en ny socialdemokratisk etpartiregering, og Mette Frederiksen vil ikke sidde alene i en regering med Radikale. Derfor kan en S-SF-R-regering være den eneste farbare vej. De tre partier bør på de fleste områder kunne enes om et regeringsgrundlag, om end den radikale krigsdans om Rwanda-projektet kan blokere vejen. 

Lykkes det at lave en ny version af trepartiregeringen fra 2011-2014, har SF en vis grund til optimisme. I modsætning til 2011 er det S og SF, der kom styrket ud af valget, mens R var gennem en massakre. Radikale kommer ikke til at diktere linjen denne gang.

SF kan forsøge at sætte sig på ministerier som Klimaministeriet, Miljøministeriet, Undervisningsministeriet og Socialministeriet, og med de grønne emner langt højere på vælgernes dagsorden end i 2011, har SF en bedre bane at spille på denne gang. Samtidig har Pia Olsen Dyhr den fordel, at S-formand Mette Frederiksen i den økonomiske politik ligger betydelig tættere på SF's positioner, end forgængeren Helle Thorning-Schmidt (S) gjorde. 

Mislykkes det at nå overens med Radikale, kan SF håbe på en S-SF-regering, men en sådan regering vil næppe blive accepteret af Radikale, der tørster efter ministerposter. For Mette Frederiksen vil det i den situation være mere tillokkende med en ren S-regering, der er anderledes manøvredygtig.

Det giftige dilemma

Her og nu er det dog en anden mulig regeringskonstellation, der volder SF'erne hovedbrud. Og den er langt mere giftig.

For hvad nu hvis tilbuddet til SF ikke bliver en ren centrum-venstre regering, men derimod en S-SF-R-M-regering?

Kan SF holde til at være i regering med Lars Løkke Rasmussen (M) – en tidligere borgerlig statsminister, der især på det økonomiske område stadig er kongeblå?

Og kan SF i det hele taget holde til at deltage i en regering over midten?

"Vi vil ikke overleve det, hvis man ser helt partiegoistisk på det. Det kan godt være, at vi er søde og gode at forhandle med og går meget efter resultater, men den vil vi ikke overleve," lød den barske analyse fra SF-veteran og EP-medlem Margrete Auken i Jyllands-Posten fredag, der også citerer tidligere SF-formand Villy Søvndal for stærke betænkeligheder.

De meldinger blev taget meget unådigt op af Pia Olsen Dyhr, der klart lod forstå, at det var utidig indblanding i forhandlingsprocessen. Det er tydeligt, at SF-formanden ikke ønsker at lukke døren til Løkke helt. Pia Olsen Dyhr er skeptisk, men også opsat på at komme i regering.    

Corydon i ny udgave

Margrete Aukens dystre prognose kan dog vise sig at være klinisk korrekt. For SF's mareridt er Løkkes drøm.

For SF står årene fra 2011-2015, hvor Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon styrede Socialdemokratiet, som et vildspor. Så har SF'erne været anderledes glade for Mette Frederiksens venstresocialdemokratiske – og langt mere ideologiske – linje.

Lars Løkke Rasmussen har det lige omvendt.

Løkke har gang på gang fremhævet "det reformorienterede socialdemokrati, man kunne lave aftaler med", fra 2011-15. Og Løkke har eksplicit fremhævet venstrefløjens hadeobjekt, Bjarne Corydon, som hans drøm om en socialdemokrat. Løkke vil tilbage til den politik, der allerede én gang var tæt på at tage livet af SF. 

Løkke – og det erhvervsbagland, der støtter Moderaterne – er stærkt optaget af reformer, der øger arbejdsudbuddet. Det kan både være øget udenlandsk arbejdskraft og arbejdsmarkedsreformer af den type, Løkke selv har excelleret i, som bestod af halvering af dagpengeperioden, en hurtigere hævelse af pensionsalderen og en forringelse af efterlønsordningen.

Det var præcis den dagsorden, SF blev tvunget til at implementere i Thorning-regeringen – og som flåede partiet fra hinanden. {{toplink}}

Et fjendebillede

Selv hvis man ser bort fra de store politiske forskelle, kan en regering med Løkke give SF et uløseligt forklaringsproblem. Som en SF-kilde udtrykker det:

"Løkke har været selve symbolet på borgerlig politik i mere end et årti. Selv hvis miraklet skulle ske, og det politiske grundlag bliver OK, vil vi have rigtig svært ved at forklare vores vælgere, at vi sidder i regering med den mand."

Flere SF'ere frygter ligefrem, at en S-SF-R-M-regering vil føre til en en accelereret udgave af forløbet fra 2011-2014.

Dels fordi Løkke er en listigere taktiker og en hårdere magtpolitiker end selv Margrethe Vestager (R).  

Dels fordi der i den situation kan åbne sig en motorvej for Enhedslisten, der vil skovle utilfredse S og SF-vælgere ind. SF'erne husker med en vis gysen, hvordan Enhedslisten i 2013-14 voksede til en vælgeropbakning på 13-14 procent, mens SF krympede ned til fire procent. Og Enhedslisten er sultne efter partiets skuffende valgresultat. 

Tragedie og farce

Pia Olsen Dyhr har både offentligt og internt understreget, at SF ikke går i regering for enhver pris. Men ikke alle er overbeviste om, hun mener det. Som transportminister under Thorning opnåede Pia Olsen Dyhr flere gode resultater, og hun var på linje med de andre SF-ministre lodret imod partiets udtræden af regeringen i 2014. Tanken om endnu engang at sidde for bordenden og forhandle grønne resultater hjem er tillokkende.

Det er ikke sikkert, at SF's deltagelse i en midterregering fører ned i afgrunden. Men det er i bedste fald meget risikabelt.

Ender endnu en SF-regeringsdeltagelse med forlis, bliver det tid til at genlæse et citat fra en af partiets tidlige inspirationskilder, Karl Marx, der for præcis 170 år siden udtrykte det således: 

"Historien gentager sig altid af to omgange, første gang som tragedie, anden gang som farce."

SF-formandens beslutning i de næste uger kan blive definerende for partiet mange år frem. {{toplink}}

erik@altinget.dk