Martin Lidegaard vil tilbage til midten: Men kan han få lov af sit parti?

De første ti minutter af pressemødet gik helt perfekt. Radikale fremstod igen som et samlet parti, efter at folketingsgruppen énstemmigt havde valgt favoritten Martin Lidegaard som ny leder. Selv Zenia Stampe forsøgte at smile.

Martin Lidegaard gik straks i gang med at flytte partiet i den retning, han har forsøgt de sidste mange år: Tilbage mod midten og væk fra de ultimative krav. Ultimatummer er ikke lige ham, understregede Lidegaard. 

Da der blev stillet spørgsmål om socialdemokraternes planer om et asylcenter i Rwanda, svarede Lidegaard, at "den model kan Radikale ikke se sig selv i".  {{toplink}}

En meget mild formulering sammenlignet med truslen om at vælte enhver regering, der forsøger at virkeliggøre Rwanda-planerne. I forhold til det ultimative var Lidegaard meget tvetydig. Man begyndte at ane en ny og smidigere kurs.

Men så brød Lidegaards nye "wingwoman", næstformand Samira Nawa, ind. Hun slog fast, at det er "fuldstændig udelukket", Radikale kan støtte en regering, der bare arbejder videre med de planer. Altså, tilbage til Zenia Stampes ultimative krav, der – taget bogstaveligt – udelukker Radikale fra både en rød og en blå regering. 

Det minder stilmæssigt om det ejendommelige pressemøde hos Venstre i august, hvor Troels Lund Poulsen (V) "klargjorde", at hans formand Jakob Ellemann-Jensen (V) skam godt kunne acceptere Inger Støjberg (DD) som minister. Mens Ellemann så forbløffet til.

En ildevarslende start for Lidegaard.

Radikaliserede Radikale

Hvis der er nogen, der kan give Radikale en ny start efter valgnattens halloween-gyser, er det ellers Martin Lidegaard, der er kompetent og vellidt på Borgen. Lidegaard har længe kæmpet for at få sit parti tilbage i den gamle pragmatiske rolle i en verden af i går, hvor der ikke fandtes ultimative krav, og hvor Radikale var en attraktiv partner for både røde og blå.

For de mere pragmatiske radikale har det været deprimerende at se, at Lars Løkke Rasmussen har fået held til at placere Moderaterne præcis der, hvor Radikale traditionelt har stået. Men det har også bestyrket dem i, at der er et stort potentiale, hvis bare Radikale kommer tilbage på midtersporet igen.   

Men opgaven er blevet sværere og sværere. For såvel partiets vælgerskare som medlemsskare er blevet mere "radikale" de senere år.  

Som et af partiets daværende folketingsmedlemmer udtrykte det efter Zenia Stampes ultimatum om Rwanda tilbage i september:

"Det er næsten som årringe i et træ. Man kan se, at der ved valgkampen i 2019 kom mange medlemmer, der var rekrutteret på grund af Morten Østergaards bastante retorik om udlændingepolitikken. Og nu vil der igen komme medlemmer, der er tiltalt af Zenias ultimatum. Hver eneste gang bliver det sværere for os andre at få partiet tilbage til en midterposition."

Stampe-linjen

Zenia Stampe personificerer for mange den isolation, partiet har bevæget sig ind i de sidste 20 år. Stampe er et retorisk talent, hun er idealist, hun har en betydelig gennemslagskraft, og på de sociale medier er hun en decideret stjerne. Stampe står stærkt i en del af den radikale medlemsskare, specielt dem der har meldt sig ind de senere år. 

Men Stampes personlige stemmetal er bestemt ikke imponerende, hun fik kun 2.836 stemmer ved valget i tirsdags, og hendes værdipolitiske holdninger appellerer kun til et mindretal af vælgerne.

Stampes ultimatum om Rwanda er klassisk for den position, hun har fået i partiet. Den nu tidligere leder, Sofie Carsten Nielsen, havde egentlig lagt sig på en ret fleksibel kurs, hvor hun først ville trække støtten til en regering, der i praksis sender asylansøgere til Rwanda. For mange er stadig i tvivl om, hvorvidt projektet overhovedet kan gennemføres.

Men Stampe skærpede drastisk kursen med en facebookopdatering, hvor hun markerede, at Radikale vil vælte enhver regering, der "arbejder videre" med Rwanda-planerne. Stampe er ikke en del af partiets ledelse, og hun gik langt over sine beføjelser. Men det var ikke hende, der blev kaldt til orden af ledelsen. Det var Sofie Carsten Nielsen, der rettede ind og gjorde Stampes linje til sin egen.

Dermed lagde Radikale sig på en mere yderliggående linje end Enhedslisten. Det var præcis på det tidspunkt, socialdemokraterne definitivt opgav en SR-regering. 

Usikkert flertal

Ser man på de syv overlevende i den radikale folketingsgruppe, har Lidegaard ikke et sikkert flertal for sin pragmatiske linje:

Lotte Rod ligger på linje med Lidegaard og stemte også på ham i kampvalget mod Sofie Carsten Nielsen for to år siden. Over for dem står Zenia Stampe og Christian Friis Bach for den mere ultimative linje. 

Den nye gruppenæstformand Samira Nawa har teamet op med Lidegaard, men som optrinet på pressemødet viste, ligger hun ikke helt på linje med ham rent politisk. Tilbage er Katrine Robsøe og den nu tidligere leder Sofie Carsten Nielsen, der har indtaget forskellige positioner. Alt tyder dermed på, at flertallet kan skifte fra sag til sag. 

Det kan gøre det meget svært for Lidegaard at manøvrere, ganske som det var for Sofie Carsten Nielsen. For også den tidligere radikale leder startede sit formandskab med at slå fast, at det var slut med ultimative krav. Som en kender af Radikale udtrykker det:

"Sofie holdt Radikale fri af ultimative krav i nogle måneder. For Martin lykkedes det kun nogle minutter."

Arvefjendernes nedtur

For første gang i over 20 år var der ellers en lille åbning for Radikale.

I alle de år Dansk Folkeparti var større end Radikale, var det et fatamorgana, at Radikale kunne skifte side. For Dansk Folkeparti ville aldrig nogensinde acceptere ministerposter til Radikale.

Men efter nedsmeltningen af DF er Morten Messerschmidts decimerede parti nu endnu mindre end arvefjenderne i Radikale, og Nye Borgerliges Pernille Vermund har ligefrem sendt en åben invitation ud til Radikale. Det på trods af at Vermunds "ufravigelige krav" på udlændingeområdet aldrig nogensinde vil blive opfyldt af en regering med radikale ministre. Men for Vermund er alternativet – Mette Frederiksen (S) – endnu værre.    

I DF er afvisningen af Radikale ikke helt så entydig som før, mens Danmarksdemokraterne har "meget svært" ved at se en situation med accept af radikale ministre. Men for første gang siden 2001 kan en blå regering med radikal deltagelse ikke totalt udelukkes. På den yderste dag kan de højrenationale partier måske overtales til at stemme blankt og dermed lade en sådan regering overleve. Det er absolut ikke et sandsynligt scenarium, men bare det, at muligheden ikke helt kan afvises, er noget nyt.

Lidegaard er dog ikke tiltalt af den model, og dermed ser Radikale igen ud til at blive afhængige af en kombination, der indeholder Socialdemokratiet.

Sidste udkald

Fredag skal Lidegaard til Marienborg og prøve at få held med det, der mislykkedes i 2019: At få Radikale i regering.

Radikale har hidtil blankt afvist at støtte en fortsat socialdemokratisk etpartiregering, ja, det var selve grundlaget for valget. Men på pressemødet var Lidegaard ikke helt så stålsat på det spørgsmål – og her blev han ikke irettesat af sin næstformand.

Martin Lidegaard vil dog kæmpe som en løve for at få sit parti i regering. Det er kun en ren SR-regering, Mette Frederiksen helt har afvist, hun har en dør på klem for en S-SF-R-regering, og hun har ikke problemer med Radikale i kombination med borgerlige partier. For i den situation er Radikales udlændingepolitik pakket godt og grundigt ind.

Lidegaard er kendt som en grøn, internationalt orienteret politiker, og det er områder, hvor Radikale sagtens kan få meget politik igennem. Der er her, Lidegaard først og fremmest vil lægge kræfterne.

Men – og så er vi tilbage ved pressemødet – det hele kan falde på gulvet, hvis Radikale fortsat insisterer på, at Mette Frederiksen skal droppe Rwanda-projektet. For det gør hun ikke.

Martin Lidegaard er Radikales bedste bud på en genstart, men det er langtfra sikkert, at han har styrken til det. 

erik@altinget.dk