Sådan ser det nye Folketing ud
FOLKETINGSVALG: Næsten 40 pct. af Folketinget blev udskiftet ved valget i torsdags. Se både køns- og aldersfordelingen her - og læs alt om både de nyvalgte og de genvalgte folketingsmedlemmer.
Af de 179 folketingsmedlemmer i det gamle folketing genopstillede 149. Af disse blev 110 genvalgt, mens 39 ikke overlevede vælgernes dom. Derimod skal der 69 nye ansigter i Folketinget.
Læs om samtlige 179 medlemmer via linkboksen til højre.
Lidt flere kvinder
Der er blevet valgt 70 kvinder til det nye folketing, svarende til 39,1 pct. Det er en lille stigning i forhold til valget i 2007, hvor kvindeprocenten var på 37,7.
SF's folketingsgruppe har den højeste kvindeandel på 56,25 pct., mens Dansk Folkeparti har den laveste på 31,81 pct.
Både SF og Radikale har flere kvinder end mænd i de nye folketingsgrupper, de nordatlantiske mandater fordeler sig med to af hver, mens alle andre grupper har flere mænd end kvinder.
R yngst, K ældst
Den radikale folketingsgruppe er den yngste med en gennemsnitsalder på 39 år, mens den konservative er den ældste med en gennemsnitsalder på 47,75 år.