Rekordhøj mistillid kan bane vej for nej'et

”Hvis man giver fanden en lillefinger ...”

Retfærdigt eller ej synes det velkendte ordsprog at forklare en pæn del af nej-sidens fremdrift de seneste måneder, så det nu er fuldstændig åbent, hvordan folkeafstemningen om retsforbeholdet ender. Debatten er foregået på nej-sidens præmisser.

Til regeringens frustration koncentrerer nej-siden nemlig ikke argumentationen om de 22 retsakter, der formelt skal stemmes om på torsdag. Og det er heller ikke deltagelse i det europæiske politisamarbejde Europol, der møder kritik fra nej-siden. Tværtimod.

Det er formodentlig under en promille af vælgerne, der kender alle de 22 retsakter, og med et så komplekst afstemningstema vil de fleste tage stilling ud fra deres generelle holdning til EU. Og ud fra tilliden til de danske politikere.
I begge tilfælde kommer afstemningen på et meget dårligt tidspunkt for ja-siden.

Historisk bund
Tilliden til de hjemlige politikere har de sidste to-tre år været katastrofalt ringe. Dykket kom efter den konstante diskussion om Thorning-regeringens løftebrud – men interessant nok fortsatte nedturen yderligere efter valget og Løkke-regeringens tiltræden. Senest har en troværdighedsanalyse foretaget af Epinion for Radius Kommunikation vist denne tendens.

Mistilliden svækker den politiske garanti for, at Danmark ikke vil tilslutte sig en fælles asylpolitik i EU uden en ny folkeafstemning. En garanti, som Venstre-regeringen har givet sammen med Socialdemokrater og Konservative – og som SF og Radikale nu erklærer, de vil respektere.

Men vælgerne vurderer garantien nogenlunde på linje med løfterne om tog til tiden. De tror ikke på den. Ifølge en Megafon for TV 2 forventer et klart flertal af vælgere, at et ja på torsdag med tiden vil føre til, at Danmark alligevel deltager i den fælles asyl- og indvandringspolitik i EU.

Manden bag garantien
Vælgernes skepsis hænger ikke alene sammen med den generelle mistillid til de hjemlige politikere. Den forstærkes af den specifikke mistillid til statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) person.

En garanti fra ham er ikke i meget højere kurs end garantier fra Poul Nyrup Rasmussen (S) efter efterlønsindgrebet i 1998. Omvendt vurderes nej-sidens frontfigurer, DF's Kristian Thulesen Dahl og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, meget højt i diverse vælgerundersøgelser.

Det har ikke gjort tiltroen til Løkkes garanti større, at SF's europaparlamentariker Margrete Auken - der er glødende ja-siger - helt afviser Løkkes udtalelser om, at afstemningen intet har med asylsamarbejdet at gøre. Til Altinget udtalte den bramfri SF'er:

"Det er meget dumt af Løkke at blive ved med at påstå, afstemningen intet har med asylsamarbejdet at gøre. Man behøver ikke være særlig intelligent for at opdage, at det er fup."

Omvendt er det ikke lykkedes ja-siden at udnytte, at det mildt sagt er en utraditionel alliance – bestående af Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU – der anbefaler et nej.

Det nationale, det liberalistiske, det socialistiske og det demokratiske nej har ellers delvis modsatrettede argumenter, men indtil videre har de mange udgaver af nejet suppleret hinanden og formået at appellere til meget forskellige og indbyrdes uenige vælgergrupper.

Parallel til 1993 
Garantien om en ny folkeafstemning som betingelse for at deltagelse i asylsamarbejdet virker realpolitisk ret solid. Måske ikke en garanti "til solen brænder ud”, som Løkke formulerede det, men så langt øjet rækker. De politiske omkostninger ved at bryde garantien vil være enorme, og forbeholdene fra 1993 er blevet respekteret, selvom der hele tiden har været flertal i Folketinget for at gå videre.

Men problemerne for ja-siden stopper ikke ved mistilliden til de hjemlige politikere. Det er nærliggende at antage, at mange vælgere også føler en vis frygt for, at man bliver bundet af mere end det, man ved, man siger ja til. Det er ikke en frygt, der er helt ubegrundet.

Jurakrati
De senere år har givet flere eksempler på, at EU-domstolen med sin aktivistiske fremfærd har tilranet sig magt på bekostning af de folkevalgte.

Hele den eksplosive debat om velfærdsturisme er et godt eksempel: Ikke engang den danske minister, der skrev under på forordningen om velfærdsydelser, havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det kunne føre til, at udenlandske arbejdstagere kunne sende en dansk børnecheck hjem til Rumænien eller Bulgarien. Men det blev som bekendt resultatet, ikke mindst på grund af EU-domstolens tolkning.

Den såkaldte Metock-dom fra 2008 er et andet markant eksempel: Dommen omhandlede så udpræget udlændingepolitik, hvor Danmark er undtaget på grund af retsforbeholdet. Men alligevel måtte Danmark indrette sig efter dommen, fordi domstolens afgørelse så i stedet blev relateret til det indre marked. Her blev forbeholdet altså sat ud kraft som følge af en juridisk spidsfindighed.

Så selvom den hjemlige politiske asylgaranti virker stærk, gives der ingen garanti mod EU-domstolens kreative fortolkninger. Og ingen danske regeringer har hidtil vist mod til at gå op mod domstolen.

Flygtningefallit
Den aktuelle flygtningekrise har heller ikke ligefrem hjulpet på ja-sidens odds. Hvis EU havde vist overbevisende handlekraft og effektivt fået asylstrømmen under kontrol, havde EU lige nu stået i et positivt skær. Men det har ikke ligefrem været tilfældet.

EU har overhovedet ikke fået kontrol med de ydre grænser, og man har ikke engang kunnet effektuere den aftalte fordeling af de 160.000 asylansøgere, der kun udgør en brøkdel af problemet. Tilmed har EU's førende statsleder, kansler Angela Merkel, valgt en kurs, der møder større og større modstand såvel i Tyskland som i resten af EU. Ikke just en stjernestund for EU-projektet.

Men måske kan det hjælpe ja-siden en smule, at EU søndag fik lukket en aftale med Tyrkiet, der lover at begrænse flygtningestrømmen til gengæld for en enorm EU-donation. I hvilket omfang tyrkerne vil leve op til aftalen er et åbent spørgsmål, men det er første gang under flygtningekrisen, EU har formået at tage et skridt med strategiske perspektiver.

Alle elsker Europol
Torsdagens folkeafstemning afgøres af, om ja-sidens stærkeste kort – Europol – er i stand til at overtrumfe den udbredte mistillid til EU-systemet og politikerne.

Alt andet lige vil islamisternes terror i Paris understrege behovet for et stærkt europæisk politi-og efterretningssamarbejde, men indtil videre har det ikke sat sig i meningsmålingerne. I den nyeste Norstat-måling er der således klart nej-flertal, men målingerne svinger meget, og professor Kasper Møller Hansens vægtede gennemsnit af meningsmålinger viser et spinkelt ja. 

Styrken i Europol-kortet afhænger blandt andet af, om man tror, Danmark efter et nej hurtigt vil kunne få en såkaldt parallelaftale, så vi alligevel kan deltage i Europol. Sådan som nej-siden ønsker. Det forventer nej-partierne, men der kan ikke gives nogen garanti for en parallelaftale.  

Styrken af en trumf
Den bureaukratiske mølle maler langsomt i Bruxelles, og ingen ved, hvor længe danske Europol-forhandlinger vil trække ud. Foreløbig har Danmark formodentlig frem til midten af 2017 til at få en ny aftale på plads.

Velvilligheden i EU-institutionerne og de andre EU-lande vil være begrænset efter et dansk nej, og nogle vil måske statuere et eksempel med et mindre EU-kritisk land for at sende et signal inden briternes folkeafstemning.

På den anden side plejer man altid at nå et resultat i politik, når begge parter har en interesse i det. Det er tilfældet her. I en tid med akutte terrortrusler og ukontrollable asylstrømme, har resten af EU ikke det mindste behov for en hvid plet på kortet mellem Tyskland og Skandinavien.

Selv hvis en parallelaftale ikke lykkes, kan man satse på en tilvalgsordning, der kun gælder Europol. Det er derfor usandsynligt, at Danmark i længden vil blive udelukket fra Europol.  

Europol-kortet er ja-sidens ubetinget største trumf, men selv den trumf kan vise sig utilstrækkelig.

erik@altinget.dk