En blodtud til det samlede establishment

De var der alle sammen: de fem regeringsbærende partier, de centrale organisationer på arbejdsmarkedet med LO, FTF, Metal og DI i spidsen plus en syndflod af jurister og EU-eksperter. Alle gjorde det klart, at et ja til afskaffelse af retsforholdet var det eneste ansvarlige valg. Men befolkningens flertal var fløjtende ligeglad.

De 53 procent nej er så meget desto mere opsigtsvækkende, fordi der er bred enighed om dansk deltagelse i Europol. Og selv nej-sidens repræsentanter havde svært ved at finde hår i suppen, når det gjaldt de 22 retsakter, der formelt blev stemt om. Heller ikke det spillede nogen rolle.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) opsummerede meget præcist situationen, da han efter nederlaget sagde, at ”at nej'et ikke så meget handler om, hvad der er stemt om, men snarere det, der ikke er stemt om … og en frygt for, hvad der kunne følge med en tilvalgsordning.”

”Bindegale vælgere”
Det var en helt overordnet modvilje mod at overgive mere suverænitet til EU, der drev nej'et frem. Kombineret med en så grundlæggende mangel på tillid til eliten, at det snarere har skaffet flere nej-stemmer, da DI-formand Karsten Dybvad og Metal-formand Claus Jensen figurerede i en fælles ja-annonce sammen med Lars Løkke og S-formand Mette Frederiksen.

På samme måde blev tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensens kronik onsdag set som et stjerneeksempel på den elitære arrogance, der fremprovokerer spandevis af nej-stemmer: Ellemann gav udtryk for, at vælgerne var blevet ”bindegale”, hvis de stemte nej. Den udtalelse pandede Liberal Alliances leder Anders Samuelsen med stor konsekvens ned på valgaftenen.

Nej'et kom i en situation med en enestående lille tillid til statsministerens person, til politikere generelt og manglende tro på eksperter og organisationer. Vælgerne har simpelthen ikke troet på alle de negative konsekvenser af et nej. Resultatet er en forsinket afregning for den useriøse skræmmekampagne op til euro-afstemningen i år 2000.

Vild begejstring
På nej-fronten fik Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, sine vælgere med sig i en vellykket, uhellig alliance med Enhedslisten, Liberal Alliance og Folkebevægelsen mod EU. Torsdag aften kunne Thulesen så lade sig hylde som en nordkoreansk leder hos sine partifæller på Christiansborg, der begyndte på taktfaste klapsalver lang tid før, de var i stand til at se deres formand.

DF nedtonede i valgkampagnen den nationalistiske side af nej'et, Enhedslisten nedtonede den socialistiske vinkel, og LA holdt igen med de liberalistiske argumenter. I stedet koncentrerede hele nej-siden sig om det demokratiske argument. Det var klogt gjort.

Demokratisk problem
Nej-sidens mest slagkraftige argument var entydigt, at det mindsker demokratiet, når man overdrager kompetence til EU. Fordi et nyt flertal i Folketinget så ikke længere vil kunne ændre på tingene.

Det kunne vælgerne måske affinde sig med, hvis EU var en velfungerende demokratisk mekanisme med en levende, folkelig debat. Men sådan fungerer det som bekendt ikke: Uden et fælles sprog og fælles medier kan der aldrig komme en fælles folkelig debat inden for unionen. Derfor vil der stort set aldrig komme et samlet pres på EU-kommissionen eller Europa-Parlamentet – i modsætning til de nationale regeringer, der ofte bliver presset af sager, der bringes op i medierne.

Så længe mange vælgere føler sig sat helt uden for indflydelse, når det gælder Unionens beslutninger, så længe vil mange vælgere stritte imod at overlade mere magt til EU. Det er logik for perlehøns: De færreste mennesker har lyst til at minimere deres egen indflydelse.

Vil udfordre domstolen
En anden del af EU-skepsissen baserer sig på EU-domstolens rolle. Eller rettere: utrygheden ved pludselig at måtte acceptere ting, man aldrig har sagt god for. Som det skete med den såkaldte Metock-dom om udlændingepolitik, og som det senest skete ved debatten om velfærdsturisme.

Problemet forstærkes af, at de danske politikere har vist sig utroligt tilbageholdende med at anfægte EU-domstolen. Men den dukseagtige optræden kan snart få en ende.

Regeringskilder åbner nu for, at Danmark ikke længere skal vige skræmt tilbage, blot fordi der er risiko for en sag ved EU-domstolen:

”Det kan være, vi skal tage nogle sager ved domstolen. Hvis vi taber dem, har vi det mindste vist, at vi kæmpede for de danske synspunkter,” som en kilde udtrykker det.

En ”procesrisiko” i forhold til EU-domstolen vil være en ganske ny dansk linje.

Fodslag med befolkningen
Meget tyder på, at de centrale EU-positive partier denne gang vil drage strategiske konsekvenser af nederlaget. Klarest udtrykt hos Socialdemokraterne, hvor Mette Frederiksen erklærede, at Folketinget skal være mere i sync med vælgerne på EU-området:

”Vi har behov for et større fodslag politikere og befolkning imellem,” lød det fra S-formanden, der samtidig kritiserede EU for manglende lederskab i asylkrisen. Flere af hendes partifæller lægger op til både selvransagelse og revision af partiets linje.

Der kan snart blive lagt yderligere luft til Helle Thorning-Schmidts (S) EU-begejstring.

Respekt for vælgerne
Signalerne er mere blandede fra Venstre, hvor man kan finde centrale ministre, der helt afviser at ændre kurs. Men både Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Kristan Jensen (V) anlægger en imødekommende attitude over for nej-sigerne.

Løkke erkendte, at nej'et bunder i EU-skepsis, han lovede, regeringen ikke vil ”overimplementere” EU-lovgivning – og for første gang siden valgkampen udtrykte han klar støtte til premierminister David Camerons EU-skeptiske kurs.

Kristian Jensen afviste helt præmissen om, at det blev et nej, fordi vælgerne ikke forstod ”den komplekse problemstilling”:
”Jeg tror, danskerne udmærket har forstået, hvad vi stemte om. Og jeg siger ikke, at vi havde vundet, bare valgkampen havde varet en dag mere,” sagde udenrigsministeren.

Kristian Jensens udtalelser er interessante. De har direkte brod mod den tidligere radikale leder Marianne Jelved, der efter euro-nej'et i år 2000 fremstillede det, som om at det nok var blevet et ja, hvis hun haft mere tid til at ”forklare danskerne”, hvordan tingene hang sammen. Den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) lå på samme linje.

Efter torsdagens nej omtaler de ledende ja-politikere deres modstandere anderledes respektfuldt, og nederlaget bortforklares ikke som et udslag af ”manglende oplysning af befolkningen”.

SF og Konservative lægger ligeledes op til en evaluering af nederlaget, mens Radikale står uanfægtet – men mere og mere isoleret – som Folketingets mest EU-begejstrede parti.

Mølædte EU-sokker
Regeringen vil nu gå i gang med at forhandle om en såkaldt parallelaftale om Europol, men hverken Venstre eller Socialdemokraterne tror, det vil føre til noget. I stedet kan man på sigt ende med en ny folkeafstemning – blot om Europol – eller måske en samarbejdsaftale med Europol i stil med den norske.

Uanset hvilken model det ender med, er den samlede ja-front død.

Regeringen bliver nødt til at lægge snittet et andet sted, så man favner den del af befolkningen, der er tilhængere af EU-medlemskabet, men ikke ønsker at afgive mere magt til Bruxelles.

Uffe Ellemanns blå EU-sokker er på vej til også at være fortid i Venstre.

erik@altinget.dk