Public service i et privat TV 2

Hvor vigtig er public service? Præcis hvordan ser denne størrelse ud? Præcis hvordan sikres den under privatiseringen af landets stærkeste og mest populære medie, TV 2? Sådan spørger B.T.s lederskribent Erik Meier Carlsten 6. december 2003.

Det har der været hvisket om længe, men kulturministeren og regeringen har med større eller mindre troværdighed søgt at bortmane det åbenbart så skræmmende perspektiv.

Sagen er nemlig, at Murdochs News Media er en meget dygtigt udviklet og styret medie-industri - der i bund og grund er afvisende overfor public service - et »samfundsmæssigt ansvar« for medie-virksomhed.

Ved købet af Sky Radio måtte Murdoch-koncernen udover en rundhåndet betaling også love at opfylde visse »public service-forpligtelser«. Men det valgte koncernen at gøre på den mest provokerende måde man næsten kan forestille sig. Nyhedsudsendelserne er næsten ubearbejdet telegram-stof, og et lovet journalistisk nyheds-magasin har vist sig at være en sex- og samlivsbrevkasse.

Brian siger skuffet, at »det var ikke liiiige det«, han havde tænkt sig, men tøver stadig med at kalde public serviceforpligtelsen tilsidesat.

På den baggrund må det vel være utænkeligt, at regeringen og dens flertal sælger TV2 til Murdoch - eller hvad?

Problemet med Murdoch er, at han er dygtig, at han ikke er alene og at hans kommercielle aktivitet fremstår som en dominerende trend, som det politiske system i Europa står temmelig magtesløst og rådvildt overfor.

Murdoch og hans fæller giver lyttere, seere og læsere nøjagtig, hvad de vil have. Og tjener penge på det.

Politikerne har - selv i Skandinavien, hvor den håndfaste politiske styring af medierne ellers holdt næsten lige så længe ud som i Sovjetunionen - indset, at markedet fremover kommer til at dominere medierne. (...)

Hidtil har regeringens svar været alt for valne og uklare. Murdoch bør nok nærmest takkes for, at han udfordrer den danske regering så håndfast, som han gør. Nu er det Brian Mikkelsen og Fogh der må melde tilbage: Hvor vigtig er public service? Præcis hvordan ser denne størrelse ud? Præcis hvordan sikres den under privatiseringen af landets stærkeste og mest populære medie, TV 2?

Forrige artikel Hvad med lidt debat før Velfærdskommisionen Næste artikel Kysten er ikke klar