Nyrups bud på en EU-integrationspolitik

En sag der splitter
Gennem de seneste 5 år har indvandringen i EU tegnet sig for mere end 70 pct. af væksten i EU’s befolkningstal – og det er en andel, der er stigende. Faktisk nærmer vi os en situation, hvor det kun vil være indvandring, der får unionens indbyggertal til at forøges. I absolutte tal udgjorde netto-antallet af immigranter, der kom til EU-landene fra lande udenfor EU, i år 2000 ca. 680.000 personer.

På verdensplan er der i øjeblikket ca. 20 mio. mennesker, der enten er flygtninge eller lever i en situation, der kan sammenlignes med flygtninges, og som opholder sig udenfor deres hjemlande. Af disse opholder knap en femtedel sig i Europa. I de 10 år fra 1992 til 2001 søgte mere end 3,7 mio. mennesker asyl i EU’s nuværende 15 medlemslande. Den største enkeltgruppe kom fra det tidligere Jugoslavien.

Intet andet politisk spørgsmål har delt og splittet befolkningerne i både Danmark og i næsten alle de øvrige EU-lande indenfor de sidste 10 år som netop flygtninge- og indvandrerspørgsmålet. Indvandringen har skabt frygt og usikkerhed blandt lavtlønnede og arbejdsløse, fordi mange i disse grupper så indvandrerne som en trussel mod deres egen position på arbejdsmarkedet og dermed mod deres egne levevilkår. Men frygten og modviljen har efterhånden også fået tag i langt bredere befolkningsgrupper i hele samfundet – fra pensionister til lønmodtagerfamilier, der hver dag går på arbejde og i øvrigt ønsker at leve et liv som anstændige og ordentlige borgere.

Flygtninge- og indvandrerspørgsmålet er samtidig det emne, der er blevet mest brugt og misbrugt politisk igennem det seneste tiår – ikke mindst fordi det er et emne, der taler direkte til vores følelser, og som på godt og ondt påvirker vores hverdag meget mærkbart og synligt. Og det er et emne, som ikke alene har delt befolkningerne i de enkelte europæiske lande – det har på tilsvarende vis delt de europæiske socialdemokratiske partier ned midt igennem.

De fleste socialdemokratiske partier har haft meget svært ved at forstå og tage konsekvensen af de forandringer, der finder sted i disse år. Der har på mange områder været tale om en »accelererende« udvikling, der langsomt har taget fart for så pludselig at blive meget synlig i vores samfund – også selv om tendensen i virkeligheden har ligget lige under overfladen ganske længe. Det er i høj grad det, der er sket med integrationsproblemerne. I mange år kunne man måske godt se dem, hvis man kiggede godt efter, men de var så relativt små, at der ikke blev gjort noget ved dem. Derfor fik de lov til at vokse og vinde fart, indtil de pludselig eksploderede og kom til at fylde meget store dele af den politiske dagsorden. Og når integrationsproblemerne på den måde pludselig bliver meget synlige og kommer til at fylde meget i folks bevidsthed, opstår der grobund for det yderste politiske højre.

I dag er der ingen tvivl om, at socialdemokraterne i Europa for sent opdagede faren ved integrationsproblemerne og derfor også kom for sent i gang med at tackle dem. Der er ikke nogen rigtig god undskyldning for dette. Men en forklaring kan være, at alle lande i Den Europæiske Union i løbet af 90’erne brugte rigtig mange ressourcer på at inddæmme og stoppe konflikterne på Balkan, samtidig med at vi tog imod de millioner af flygtninge, der spredte sig fra regionen til resten af Europa. Og i den massive flygtningestrøm forsvandt noget af den nødvendige fokus nok fra de mere generelle integrationsproblemer i de europæiske samfund. Integrationsopgaverne for de mange Balkan-flygtninge blev jo de fleste steder løst rimeligt og fornuftigt – med folkelig opbakning.

Det var en rigtig prioritering, for det var helt afgørende, at Europa – sammen med USA – lagde sig imellem de stridende parter og fik stoppet de militære kampe, så den langsomme proces mod opbygningen af demokratiske og fredelige lande kunne komme i gang. Men det var som nævnt også en prioritering, der fjernede fokus fra løsningen af de mere dybtgående interne integrationsproblemer i det enkelte EU-land.

Dermed voksede flygtninge- og indvandrerspørgsmålet, uden at der for alvor blev taget hånd om det, og derfor er det endt som det enkelt- stående emne, der mest grundlæggende har ændret det politiske landkort i Europa igennem de seneste 3-4 år. Ved parlamentsvalg efter parlamentsvalg har det fyldt utroligt meget, og selv om der selvfølgelig er forskelle fra land til land, er den generelle retning ikke til at tage fejl af. Alt for mange mennesker har fået opfattelsen af, at socialdemokraterne ikke lytter til deres bekymringer, når det kommer til flygtninge- og indvandrerpolitikken. Og deres frygt og uro blev kun forstærket af begivenhederne den 11. september 2001, der sendte chokbølger igennem de ellers relativt homogene samfund og befolkninger i Europa.

Usikkerheden er ikke ny. Den har længe været der. Men den er blevet forstærket væsentligt i de senere år på baggrund af globaliseringens konsekvenser, der som tidligere beskrevet uddyber en række skel i samfundet – ikke mindst skellet mellem de uddannede og jobsikre på den ene side og de økonomisk, socialt og beskæftigelsesmæssigt udsatte på den anden side.

Men spørgsmålet om indvandringen rækker meget bredere og optager betydelige befolkningsgrupper. Det gælder også mange ganske almindelige lønmodtagerfamilier med gode jobs og forholdsvis sikker beskæftigelse, men med en generel bekymring for velfærdssamfundets fremtid.

Det er mere end noget andet frygten for splittelse og frygten for udhuling af velfærdssamfundet, der – berettiget eller uberettiget – har skabt de store vælgervandringer ved de seneste valg til parlamenterne i Europa. Og det har sideløbende fremelsket en ny, højrefløj, der bygger på renlivet populisme og nationalisme, og som nu udfolder sig i mange forskellige afskygninger og kombinationer rundt om i Europa.

Når det er gået så galt, skyldes det ikke mindst, at socialdemokraterne rundt om i Europa åbenlyst har haft problemer med at finde fodslag i forhold til dette politiske spørgsmål. Partierne befinder sig i et overordentlig vanskeligt dilemma, hvor to hensyn – der hver især er vigtige – trækker i hver sin retning:

På den ene side står Socialdemokraternes grundlæggende værdier og tradition for solidaritet med de svageste (herunder mennesker på flugt), afstandtagen fra racediskrimination og overbevisning om, at vi alle har noget at give til hinanden og inspirere hinanden med, uanset hvilket kulturelt udgangspunkt vi har.

På den anden side mærker Socialdemokraterne også tydeligere og tydeligere, at større og større dele af befolkningen føler sig truet af indvandringen – hvad enten det handler om jobsikkerhed, lønudvikling, kriminalitet eller ghettodannelser.

Det er netop det dilemma og den balance, der gør dette spørgsmål til det vanskeligste af alle at håndtere. Og vores grundlæggende problem har langt hen ad vejen været, at forbindelsen mellem vores politik og de konkrete problemer, som mange ganske almindelige familier oplever i deres hverdag, har manglet. Socialdemokraterne i mange lande har f.eks. først sent forstået, hvor bekymrede mange af vore vælgere er for den kriminalitet og vold, som er forholdsvis højere hos nogle af de etniske grupper. Nogle gange var der folk i vore partier, som nægtede at tale om problemet af principielle grunde og i misforstået bekymring for ikke at være tolerante nok. Eller ud fra et taktisk håb om, at »problemet« ville forsvinde fra den politiske dagsorden.

At forstå menneskers bekymring er ikke det samme som at give dem ret i alt eller bare bevidstløst bekræfte dem i deres verdensbillede. Og jeg mener, at det er en forudsætning for ikke at komme til at fremstå bedrevidende og arrogant. Dermed er det også en forudsætning for at kunne påtage sig et politisk lederskab i forhold til dette afgørende spørgsmål. Vi skal selvfølgelig blive ved med at kræve anstændighed og lødighed i debatten, og vi skal blive ved med at understrege, at langt fra alle problemer i samfundet skyldes asylsøgere eller indvandrere. Men vi må samtidig også erkende, at der er grupper i samfundet, der føler deres levevilkår og livsstil truet af indvandringen og manglen på integration – og at denne frygt ikke på alle områder kan affejes som værende ubegrundet.

Det er derfor helt afgørende for Socialdemokraternes fremtidsmuligheder i Europa, at vi får mere hold på flygtninge- og indvandrerspørgsmålet. Det er et komplekst problem med mange forskellige sider og vinkler, men det skal håndteres. Og det haster.

Vi må f.eks. skride hårdt ind overfor illegal indvandring og misbrug af asyllovgivningen. Det gavner hverken danskerne eller de etniske minoriteter, at der er nogle, der forsøger at smyge sig udenom reglerne. Vi skal ikke lyde som et ekko af højrefløjen, men vi skal heller ikke ignorere den slags problemer og håbe, at de går væk af sig selv, hvis bare vi lader være med at tale om dem. Det gør de ikke.

Vi skal heller ikke anfægte, at der er en sammenhæng mellem antal- let af indvandrere, der kommer til landet, og evnen til at få integreret de nye etniske minoriteter på en velfungerende måde i samfundet. Selvfølgelig betyder antallet noget – men der var ret længe og for længe – uklarhed herom. Også fra danske socialdemokrater. Med den nye, dygtige ordfører på området er der på det seneste skabt betydelig klarhed.

Årsagerne til uklarheden var mange: Bekymringer for at virke diskriminerende eller intolerante. Stadig manglende forståelse af, at der var et problem. Angst for at puste til fremmedfjendskhed. Men uklarheden skyldtes måske også, at mange – efter min mening med rette – mente, at antallet dybest set kun kan reguleres effektivt gennem en fælles politik i EU. Det blev bare ikke sagt så tydeligt!

Det er min klare fornemmelse, at socialdemokraterne overalt i Europa nu bevæger sig til fordel for en fælles EU-politik.

Vi har desværre hidtil i høj grad manglet en fælles politik blandt de europæiske socialdemokrater på flygtninge- og indvandrerområdet. På sin vis er det forståeligt, for hvis man tackler den diskussion på en forkert måde, eller hvis den løber af sporet, kan den let flamme op og opmuntre til nye spændinger, så vi i stedet for at løse problemerne får skabt en bunke nye. Men hvis ikke vi diskuterer det – og også diskuterer det offentligt og med deltagelse af befolkningen – er der andre, der gør det. Hvis det sker, vil det være svært at bebrejde de af vores vælgere, som forlader os til fordel for andre partier, der igennem deres deltagelse i den offentlige debat har signaleret en forståelse for uroen og bekymringerne. Det kan være mennesker, der lever i almennyttigt boligbyggeri med små indtægter, hvis børn går i nedslidte skoler, og som generelt føler sig sat ud på et sidespor af globaliseringens konsekvenser. Hvis der oveni det lægges større grupper af asylansøgere, og hvis indvandringen bliver ved med at skabe nye og større ghettoproblemer, så er det ikke vanskeligt at forstå bekymringen.

Det er ikke de velstillede i samfundet, der mærker de negative følger af indvandringen – det er de underprivilegerede. Det er afgørende, at vi som socialdemokrater forstår det og handler derefter. Det er en grundlæggende værdi for os, at vi skal gøre alt for at undgå splittelse og opdeling i samfundet. Vi mener fortsat, at alle mennesker fortjener en fair chance i deres liv. Og vi tror på, at solidaritet mellem de underprivilegerede fortsat er et afgørende redskab i fremtidige reformer af vores samfund. Derfor er det helt afgørende, at vi er i stand til at formulere et sammenhængende svar på de udfordringer, som indvandringen stiller vores samfund overfor.

Efter de seneste års valg i Europa, hvor højrefløjen generelt har vundet stærkt frem pga. indvandrerspørgsmålet, er de europæiske lande på trods af visse nuancer næsten alle gået i den samme retning: Stramninger af regler for asyl og specielt familiesammenføringer samt andre generelle forsøg på at begrænse indvandringen. Ingen af landene har imidlertid endnu fundet frem til den rigtige formel på området. Enten er reglerne på kanten af menneskerettighederne, eller også er der store problemer med nationale statsborgeres mulighed for at få familiesammenføring. Enten diskrimineres der i praksis, eller også fungerer de nationale systemer ikke.

På integrationsområdet er der også lang vej igen, før det fungerer bare nogenlunde tilfredsstillende, og det giver store problemer i forhold til beskæftigelse, uddannelse, kriminalitet mv. Det er på det område værd at bemærke, at problemerne også eksisterer i de lande, der kalder sig multi-kulturelle – f.eks. Storbritannien. Ghettodannelser er et udbredt problem, der er særlig synligt i Tyskland og Frankrig, mens man andre steder – i misforstået tolerance – har gemt problemerne væk og lader være med at tale om dem. Men uanset om de er synlige eller ej, er problemerne sammenfaldende fra land til land. Og derfor er de også en fælles udfordring for hele Europa.

Vi svigtede i både Danmark og resten af Europa, da vi ikke iværksatte en ordentlig og konsekvent integration i kølvandet på indvandringen fra især Tyrkiet i 60’erne. I begyndelsen henviste vi vores nye indbyggere til at bo i vaskekældre, udhuse og særlige kvarterer, og efterfølgende henviste vi dem til bestemte, almennyttige boligområder med en betydelig koncentration og dermed med en stor overvægt i enkelte kommuner. Og det blev ved op igennem 1970’erne og 1980’erne, hvor indvandrerstoppet godt nok var trådt i kraft, men hvor familiesammenføringerne fortsat fik antallet til at stige både i Danmark og i resten af Europa.

Da vi overtog regeringsmagten i 1993, stod Indenrigsministeriets kontorer så godt som tomme – i mere end én forstand. Ikke mindst i den forstand, at der reelt ikke eksisterede noget, der bare lignede en sammenhængende integrationspolitik. Vi startede så at sige på bar bund efter 10 års borgerligt styre, og det var først, da vi fik vedtaget den første integrationslov i 1998, at Danmark fik en egentlig og sammenhængende politik på området.

Tid til handling og en ny forbindelse
Socialdemokraterne skal genetablere forbindelsen til den brede befolkning ved at tage fat på de økonomiske og sociale opgaver, der sikrer muligheder i samfundet til alle – også de dårligst stillede. Arbejdsløshed, nedslidning af boligområder, nedslidning af folkeskoler og kriminalitet har det med at klumpe sig sammen de samme steder. Det er selvfølgelig ikke indvandringen alene, der er årsag til disse problemer og den bekymring, de vækker – langt fra. Men indvandringen har tydeliggjort problemerne og er i mange menneskers opfattelse blevet bundet tæt sammen med dem. Og det må vi tage bestik af i vores politik.

Samtidig må Europas socialdemokrater tale tydeligere om indvandrernes problemer. Man var langt fra tydelige nok, når man skulle anerkende den vigtige indsats, som mange, mange flygtninge og indvandrere gør i samfundene over hele Europa. Det er en uvurderlig og værdifuld indsats, som vores samfund kun dårligt kan klare sig uden. Det gælder transportområdet, det gælder den offentlige trafik, det gælder restauranter, det gælder forsyningen af grønt og frugt, det gælder betydelige dele af serviceområdet, det gælder dagligvarehandelen, der gælder i stigende omfang bilreparationer, og det gælder mange andre områder. Kendsgerningen er den enkle, at vores samfund ville have været betydeligt fattigere, hvis ikke det var for indsatsen fra de flygtninge og indvandrere, der er kommet hertil igennem de sidste 40 år.

Men indvandrerne har også manglet – og mange af dem har også direkte efterlyst – at vi talte klart om rettigheder og pligter. Lige rettigheder og pligter vel at mærke for både gamle og nye borgere. Kombineret med konkrete krav som er til at forstå og til at forholde sig til. Tilsvarende er der også flere og flere indvandrergrupper, der selv har taget en åben diskussion om problemer med integration, kriminalitet, sprog osv. Og i mange af disse grupper er der en helt klar erkendelse af, at lige muligheder og lige behandling også indebærer pligter på linie med samfundets øvrige borgere.

For at skabe ny forståelse og sammenhæng i en tiltrængt stærkere indsats skal vi starte med vores værdier. Engang imellem sker det, at nogle farer vild i socialdemokraters egne værdier. Og derfor har der været en tendens til, at vi engang imellem har forvekslet det at stille krav med det at være negativ overfor flygtninge og indvandrere. Det er imidlertid en fuldstændig forkert opfattelse. For mig er det helt afgørende, at vi stiller krav til hinanden i vores samfund – det er en simpel men helt nødvendig forudsætning for at vise, at vi respekterer hinanden, og at vi grundlæggende tror på, at der er brug for alle i fællesskabet.

Der er i dag dybt alvorlige integrationsproblemer og indvandringspres i de fleste af de europæiske lande. Det kalder på en fælles indsats.

Men hvordan bevæger vi os ud af den eksisterende krise og kommer tilbage til en situation, hvor vi igen kan tale bredt sammen om at finde løsninger i stedet for kun at fokusere på problemerne?

For det første må vi drage en klar skillelinie mellem flygtninge og indvandrere. Det er to helt forskellige grupper med forskellige behov og forskellige problemer.

Og for det andet må vi sige klart og tydeligt, at naturligvis betyder antallet af nye indvandrere, der kommer til landet hvert år, noget i forhold til samfundets muligheder for at gennemføre en ordentlig integration, der kan skabe den nødvendige tryghed – både for de etniske minoriteter og for de indfødte danskere. Socialdemokraterne må stille sig i spidsen for en sammenhængende og gennemtænkt politik, der både tager fat på at regulere antallet, og som samtidig gennemfører en konsekvent og human integration af de mennesker, der allerede lever iblandt os.

Vores udgangspunkt er på dette som på så mange andre områder, at vi aldrig vil medvirke til at splitte vores samfund. Vi vil tværtimod fremme sammenholdet og sammenhængskraften. Det kræver en afbalanceret politik. På den ene side skal vi stille krav og forvente noget af de mennesker, der gerne vil dele vores land med os. Men på den anden side skal vi også lægge afstand til indadvendte og uholdbare nationalistiske forslag, der alligevel hurtigt vil vise sig at være helt urealistiske, når fremtidige konflikter rundt om i verden sender nye millioner på flugt. Og hvor sørgeligt det end er, så er der ikke megen tvivl om, at det også vil være en del af den globale udfordring i årene frem over. Vi skal føre en konsekvent udlændingepolitik – men vi skal gøre det på en ordentlig og menneskelig måde.

Og her har vi altså også et ansvar for selv at bidrage positivt i Danmark. Et dårligt eksempel mødte jeg på et møde i Vestjylland, hvor en pige rejste sig og sagde:

Jeg er fra Sri Lanka. Jeg er født og opvokset i Danmark. Jeg går i gymnasiet i 2. g. Jeg ville så forfærdelig gerne have et lille job ved siden af, og jeg har ringet rundt til alle virksomhedsejerne her i byen og spurgt, om jeg kunne få sådan et deltidsjob. Og de sagde alle sammen: »Det kan du da sagtens. Hvad er for resten navnet?«. Og når jeg så sagde det, blev der tavst i telefonen, og så ringede de ikke tilbage.

Jeg gav hende øjeblikkeligt min personlige anbefaling. Jeg håber, at den lille historie også illustrerer, hvor vigtigt det er, at vi får alle i arbejde. Vi har brug for dem i samfundet. De kan gøre en indsats. Og de har brug for at komme i arbejde. Det er det, jeg også forstår ved solidaritet – uden går det slet ikke!

Én ting står fuldstændig klart for mig, efter at jeg i efterhånden en del år har beskæftiget mig intensivt med disse problemer. Intet land kan finde effektive, holdbare og anstændige løsninger på disse problemer på egen hånd. Vi kan kun formulere og gennemføre en holdbar og anstændig flygtninge- og indvandrerpolitik igennem et tæt og forpligtende samarbejde på europæisk plan, der på en række centrale områder nødvendigvis må supplere den nationale indsats. Og kun herigennem kan vi håndtere indvandringspresset mod Europa og kontrollere indvandringen og asylansøgerne på en holdbar og menneskeligt forsvarlig måde.

De reelle problemer
De reelle problemer udfolder sig på tre niveauer samtidig. Det drejer sig om det nationale niveau i det enkelte land, det europæiske niveau i den europæiske region som helhed og det globale niveau på verdensplan. Problemerne og udfordringerne i forhold til folkevandringer er tæt bundet sammen på de tre niveauer. Derfor kan holdbare løsninger kun findes ved en sammenhængende, gennemtænkt og samtidig politisk indsats alle tre steder: I det enkelte land, i Europa og globalt.

I de enkelte europæiske lande er der en række tydelige fællestræk i de problemstillinger, vi står overfor: Der sker ofte en sammenblanding af begreberne flygtninge og indvandrere. Det giver masser af problemer – både i den politiske debat og så sandelig også for de forfulgte og ofte traumatiserede flygtninges muligheder for at få en ordentlig og anstændig modtagelse.
• Der er betydelige kriminalitetsproblemer forbundet med indvandringen, der især knytter sig til menneskesmugling og andre former for illegal indvandring.
• Der anvendes i stigende omfang professionelle og meget rå metoder af de grupper, der tjener penge på at smugle mennesker. Det er en form for professionel og organiseret kriminalitet, som vi ikke tidligere har oplevet i Europa.
• Mange af de europæiske lande mangler fortsat en egentlig integrationspolitik, hvilket bl.a. kan medføre, at man forsøger at assimilere i stedet for integrere indvandrergrupperne.
• Der er stor forskel på arbejdsløsheden hos indvandrere og andre, hvilket i sig selv udgør en meget væsentlig barriere for en vellykket integration.
• En række af minoritetssamfundene oplever meget store og tunge problemer – f.eks. i forhold til uddannelse, boligsituation, ghettodannelse mv.
• Der diskrimineres fortsat – og det sker fra alle sider. Der mangler ofte en ordentlig dialog – både mellem de oprindelige indbyggere og indvandrerne og internt mellem de forskellige grupper af indvandrere.
• Spørgsmålene er blevet endnu mere komplicerede og diffuse gennem en ny debat om nødvendigheden af import af arbejdskraft for at løse vores demografiske problemer i Europa. Det skaber ny usikkerhed og uklarhed.

Men selv om problemerne er mange og alvorlige, er det alligevel fraværet af politik, der skinner i øjnene, når man ser på, hvad der er sat i værk for at løse dem:
• Der mangler en fælles indvandrings- og asylpolitik i EU med det resultat, at mange ulykkelige mennesker fortsat sendes rundt mellem de europæiske lande.
• Der er afsat helt utilstrækkelige ressourcer til at skabe en bedre tilværelse for indvandrergrupperne – specielt fra Nordafrika og de øvrige Middelhavslande.
• Konflikten i Mellemøsten er stadig langt fra en permanent løsning, og det betyder fortsatte flygtninge- og indvandrerstrømme til Europa fra dette område.
• Den europæiske hjælp til udvikling og økonomisk stabilisering i vores nærområder er fortsat utilstrækkelig. Det medvirker til at øge presset mod vore grænser.

På det globale niveau er der ikke megen tvivl om, at vandringen mellem landene, der for øjeblikket udgør ca. 150 mio. mennesker, fortsat vil stige i de kommende år. Det er en enorm folkevandring, der er i gang, og den skyldes en række meget grundlæggende mangler i tilværelsen for mange mennesker ud over kloden: Fattigdom, mangel på demokrati, undertrykkelse af menneskerettighederne osv. Det er ikke årsager, som vi kan udrydde ved snuptagsløsninger – det kræver en lang og koncentreret indsats fra hele verdenssamfundet.

Indvandringen til Europa har en ekstra dimension, som skader oprindelseslandene: Vi ved, at den interne vandring i ulandene – fra land til byernes slumområder – er mange gange større end indvandringen til Europa og USA. Vi ved også, at det er de forholdsvis bedre uddannede, der forlader landene med deraf følgende »brain-drain«.

Samtidig ved vi, at verdens befolkning vil vokse med yderligere 2 mia. mennesker i løbet af en generation – og at denne vækst i al væsentlighed vil finde sted i de fattige dele af verden. Hvis ikke vi skaber udvikling og økonomisk fremgang i disse områder, vil desperationen og trangen til at søge mod den rige del af verden kun blive større og større. Det er sammenhænge, som også Kofi Annan klart har påpeget i FN’s årtusinde-erklæring.

Der er derfor et akut og voksende behov for at formulere en ny, langt mere effektiv og omfattende fælles, international politik, der kan regulere og styre folkevandringerne på tværs af verdens grænser. Og en sådan politik må nødvendigvis kobles tæt til bl.a. Europas udviklingspolitik, som jeg kommer nærmere ind på i næste kapitel.

Skal vi importere arbejdskraft igen?
I alle de europæiske lande raser der i disse år en debat om, hvordan vi kan sikre både velstand og velfærd i fremtiden i takt med, at der bliver flere og flere ældre udenfor arbejdsmarkedet, og at der samtidig bliver færre og færre i den arbejdsdygtige alder til at tjene pengene. Det er en udvikling, der først lige er startet, og som vil accelerere over de næste 10-20 år.

På mindre end 15 år vil antallet af borgere i EU i aldersgruppen 20- 29 år være faldet med ca. 20 pct. Og samtidig vil befolkningsgruppen over 80 år blive forøget med ca. 50 pct. Det er bl.a. disse tal, der har givet anledning til, at der fra nogle sider har været forslag fremme om, at vi skulle forsøge at kompensere for dette »demografiske underskud« gennem øget indvandring af arbejdsdygtige personer.

Jeg vil imidlertid gerne advare mod hurtige beslutninger på dette område og mod, at vi hovedløst følger disse forslag. Jeg er langt fra overbevist om, at det er en holdbar løsning på problemerne – hverken for udviklingslandene, der vil miste deres dygtigste og mest initiativrige indbyggere, eller for Europa. Det kan meget vel vise sig at blive en sovepude for virksomhederne, så de lader være med at påtage sig det medansvar for den sociale integration i samfundet, som ellers burde være en naturlig opgave for dem. Jeg foretrækker i høj grad, at vi i stedet i et samarbejde mellem det offentlige og virksomhederne får formuleret en holdbar seniorpolitik og får skabt øget beskæftigelse til de etniske minoriteter, der i forvejen lever i Europa.

Samtidig bør vi også gøre en koncentreret indsats for at øge beskæftigelsesgraden i en række europæiske lande – ikke mindst for kvinderne. Jeg minder om, at beskæftigelsesgraden for kvinder i Tyskland, Frankrig og Italien stadig er markant under mændenes – og meget langt fra den høje beskæftigelse vi kender i Danmark og Norden. Den europæiske strategi og politik må også på dette område være klar og sammenhængende: Vi skal bruge vores gensidige økonomiske afhængighed indenfor Europa offensivt gennem en proaktiv beskæftigelsespolitik, så vi i fællesskab skaber flere jobs og en højere beskæftigelsesgrad. Det er også essensen i de beslutninger, som jeg selv var med til at træffe ved Det Europæiske Råds topmøde i Lissabon år 2000. Jeg påviser også i bogens kapitel 9, at vi ad denne vej faktisk kan skabe 11 millioner nye jobs alene i de 15 »gamle« EU-medlemslande frem til år 2010.

Nye medlemslande – ny indvandring?
Det er et historisk skridt vi tager, når de 10 nye medlemslande bliver optaget i EU i maj 2004. 15 år efter murens fald bygger vi endeligt og uigenkaldeligt bro over jerntæppet, og Europa vokser sammen på en måde, som vores krigshærgede kontinent aldrig tidligere har oplevet.

Men selv om udvidelsen ubetinget er en god ting, skal man ikke være blind for, at den også medfører problemer og udfordringer. Det er mange lande og mange indbyggere, vi pludselig skal have med i vores fællesskab. Og det er generelt samfund, der er væsentligt længere tilbage økonomisk end resten af Europa. Jeg er ikke i tvivl om, at de nok skal komme med – også økonomisk – i løbet af nogle årtier, men det kommer til at kræve solidaritet og politisk vilje i hele Europa.

Danskerne har generelt været en af de befolkninger i det eksisterende EU, der har været mest positive overfor udvidelsen, men på ét punkt har man kunnet mærke et vist forbehold eller en vis frygt. Og det er i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt udvidelsen vil føre til en øget indvandring, der igen risikerer at føre til et øget pres mod ikke mindst de ufaglærte på vores arbejdsmarked. Det er en frygt, der især er blevet drevet stærkt frem af den generelt EU-negative højrefløj i Danmark.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lavede i 2001 en analyse sammen med en række andre europæiske forskningsinstitutioner om forventningen til indvandringen fra de nye medlemslande til resten af EU. I analysen kunne man bl.a. læse, at ca. 15.000 personer fra de østeuropæiske ansøgerlande boede i Danmark i 1998, og at dette tal forventedes at stige til ca. 70.000 i 2030 – altså en stigning på ca. 55.000 personer over en periode på mere end 30 år. Det er naturligvis et samlet skøn, men det peger også på en begrænset tilgang.

Vi skal også huske, at det ikke er første gang, at EU optager lande med et væsentligt lavere lønniveau. Da Spanien og Portugal blev optaget i 1980’erne, eksisterede der også en udbredt frygt for, at det daværende EU ville blive »oversvømmet« af arbejdere fra disse lande. Frygten viste sig imidlertid at være fuldstændig ubegrundet, og i dag er der kommet så meget gang i økonomien i disse to lande – ikke mindst på grund af deres EU-medlemskab – at strømmen af lønmodtagere nærmest går den modsatte vej.

Påstande om en massiv østeuropæisk indvandring som konsekvens af EU-udvidelsen er derfor ikke begrundet. Det er endnu et af de områder, hvor populistiske og nationalistiske politiske kræfter spiller på en frygt i dele af befolkningen. Men uanset at frygten er mindre begrundet i virkeligheden, så er den der, og det må vi tage bestik af.

Derfor tror jeg, at det er både klogt og tryghedsskabende, at Danmark og de øvrige »gamle« medlemslande opbygger et informationssystem på arbejdsmarkedet, så man rimeligt hurtigt kan gribe ind, hvis udviklingen former sig anderledes end forventet. Det er der også adgang til efter traktataftalerne med de nye lande.

Vores sociale lovgivning betyder, at borgere fra de øvrige EU-lande, der rejser til Danmark, ikke automatisk får adgang til danske ydelser. Det gælder derimod, hvis man får arbejde i Danmark. Der kan imidlertid i en overgangsperiode måske opstå sårbarhed med hensyn til brug af kontanthjælp, børnepasningsorlovsydelse og sygedagpenge mm. Jeg tror, det vil være klogt også her at få tingene håndteret på en ordentlig og anstændig måde.

Endelig er der løn- og arbejdsvilkårene. Her må danske arbejdsgivere virkelig udvise ansvar sammen med fagbevægelsen og medvirke til at sikre overenskomster mod udhuling fra spekulationsfirmaer eller illegal arbejdskraft.

I alle tilfælde er der tale om beredskaber for en overgangsperiode, indtil de nye lande for alvor kommer ind i en langvarig vækstperiode. Men grundlæggende er udvidelsen af EU ikke en trussel mod de lavtlønnede eller andre dårligt stillede – hverken i de eksisterende eller de kommende EU-lande. Den giver tværtimod helt nye muligheder for økonomisk vækst, som kommer alle til gode. Og det er den udvikling, vi skal sikre politisk.

Hvad kan vi gøre? – en holdbar europæisk politik
Problemerne i forbindelse med vores flygtninge- og indvandrerpolitik Kan ikke negligeres. Det er også utopisk at forestille sig, at de alene kan løses på nationalt plan. Vi må formulere og gennemføre en indsats, der både tager sit udgangspunkt i nationalstaterne og i EU, og som samlet set kan blive afsæt for en positiv udvikling i verdenssamfundet. Sammen med en ny, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er det måske i virkeligheden det allervigtigste spørgsmål, som den europæiske union står overfor at skulle tackle. Det er i hvert fald helt afgørende for samarbejdets troværdighed og videre udvikling, at det lykkes at finde fælles løsninger på dette område.

Konkret mener jeg, at der er behov for en fælles indsats på ti områder:

1. Vi skal formulere et sæt fælles værdier i EU, der bl.a. bygger på charteret om grundlæggende rettigheder. Et sæt universelle værdier. Værdierne skal bl.a. omfatte menneskerettigheder, ligestilling mellem mænd og kvinder, retten til at vælge sin egen ægtefælle samt lige rettigheder og pligter for alle. Samtidig skal værdierne afspejle og respektere adskillelsen mellem stat og religion samt mellem retssystem og religion. Ingen skal kunne undskylde manglende respekt overfor gældende lov med religiøse hensyn. Alle lande, befolkningsgrupper, individer og religiøse samfund skal respektere disse fundamentale, universielle værdier.

2. Vi skal skabe en fælles flygtningepolitik, der skal være ikke-diskriminerende og respektere FN’s konvention.

3. Vi skal skelne klart og præcist mellem flygtninge og indvandrere.

4. Vi skal skabe en sammenlignelig fælles information og statistik om indvandringen og flygtningestrømmen til Europa. Og vi skal systematisere udvekslingen af informationer om »bedste praksis« for integrationspolitikken i medlemslandene.

5. Vi skal sætte hårdt ind mod svindel, menneskesmugling, illegal indvandring og international kriminalitet.

6. Vi skal formulere et sæt fælles, grundlæggende principper for integration, hvor udfordringen består i at skabe et samlet frem for et opdelt samfund. Integrationen skal bl.a. bygge på de samme rettigheder og pligter for alle, indsats mod ghettoer, fremme af sprogundervisning og skabelse af uddannelsesmuligheder og jobs. For at opnå dette må vi fjerne de eksisterende barrierer, der forhindrer ligebehandling – særligt på arbejdsmarkedet – ved at gennemføre EU’s direktiv om antiracisme effektivt. Kulturel forståelse, gensidig anerkendelse og dialog skal opmuntres og understøttes på både lokalt og nationalt niveau.

7. Vi skal give mere fælles hjælp til områder, der producerer »økonomiske flygtninge« og indvandrere til Europa. Der skal iværksættes en langt stærkere indsats i nærområderne, som kan sikre tryghed og en ny fremtid for de berørte. I forhold til veluddannede emigranter må vi skabe holdbare partnerskaber med lande udenfor EU, så det undgås, at disse lande bliver ramt af et »brain-drain« på grund af massiv udvandring.

8. Vi skal styrke repatrieringen gennem bedre og mere omfattende hjælp til genopbygning i de lande, hvor de store grupper af flygtninge er kommet fra. Hjemsendelse er tæt forbundet med, hvad der er at vende hjem til. Hvis der er en god nærområdestrategi, og landet derfor er sikkert og ved at blive genopbygget, så kan hjemsendelse og repatriering fungere på en acceptabel og perspektivfyldt måde.

9. Vi skal gennem en ny Europæisk Regional Partnerskabs-organisation – specielt i forhold til den arabiske region – udvikle en sammenhængende regional udviklingspolitik, der også omfatter en fælles indsats i forhold til at mindske indvandringspresset mod de europæiske lande.

10. Vi skal skabe en aktiv og sammenhængende udviklingspolitik for landene i den 3. verden. Vi kan ikke løse verdens fattigdomsproblemer gennem indvandring til Europa, så i stedet må vi sikre en rimelig social og økonomisk fremtid for befolkningerne i verdens fattige lande.

De europæiske socialdemokrater, PES, har nu taget fat på en konstruktiv debat herom. Det er mit indtryk, at der er gode muligheder for, at vi kan samles om denne hovedtegning.

På EU’s topmøde i den finske by Tampere i 1999 tog vi for første gang fat på en reel diskussion om flygtninge- og indvandrerspørgsmål på europæisk plan. Debatten og beslutningerne herfra har skabt et godt udgangspunkt for det videre arbejde. Men det gælder om at blive ved med at følge op og drive beslutningerne fremad – det er det, som min 10- punkts plan er et bidrag til. Den samlede virkning af alle ti indsatsområder vil kunne skabe grundlag for en mere kontrolleret indvandring.

Både vores befolkninger og de flygtninge og indvandrere, der lever i Europa, har krav på, at vi kommer videre i forhold til at finde løsninger på de åbenlyse problemer, der præger vore samfund på dette område. Og de fattige befolkninger i resten af verden, der ikke ser andre positive fremtidsmuligheder end at søge mod de rige samfund i bl.a. Europa, har et tilsvarende krav på, at vi effektiviserer og styrker vores udviklingspolitik, så de får muligheden for et værdigt og anstændigt liv i deres eget hjemland.

debat@altinget.dk