Nu ved vi præcis, hvornår Danmark får ny konge

Efter møde i Statsrådet 14. januar klokken 14 proklameres kronprinsen som Hans Majestæt Kong Frederik 10. fra balkonen på Christiansborg Slot klokken 15.

Kongehuset har nu sat klokkeslæt på, hvornår Danmarks kommende konge udråbes.

Proklamation af H.M. Kong Frederik 10. fra balkonen på Christiansborg Slot finder sted søndag 14. januar klokken 15.

Det meddeler Hofmarskallatet i en pressemeddelelse.

Tronskiftet vil indtræffe under mødet i Statsrådet i det øjeblik, hvor dronningen har underskrevet en erklæring om sin abdikation. Statsrådet finder sted klokken 14 på Christiansborg Slot.

Kronprinsen vil dermed ankomme til Christiansborg Slot som kronprins og forlade det som konge. Tilsvarende vil kronprinsessen ankomme som kronprinsesse og tage derfra som dronning. Prins Christian forlader Christiansborg Slot som kronprins og tronfølger.

Ved tronskiftet overtager den nye regent alle de funktioner, der efter grundloven påhviler statsoverhovedet.

Klokken 17 vil der være overførsel af de kongelige faner fra Christian IX’s Palæ, hvor dronning Margrethe bor, til Frederik VIII’s Palæ, hvor kronprinsparret bor.

{{toplink}}

Forrige artikel Sophie Løhde hyrer Ellemanns tidligere særlige rådgiver Sophie Løhde hyrer Ellemanns tidligere særlige rådgiver Næste artikel Stephanie Lose vil stille op til Folketinget i Esbjerg Stephanie Lose vil stille op til Folketinget i Esbjerg