Nej, det er ikke synd for Hækkerup – men udbrændte politikere er stadig et problem

En klassisk Poul Schlüter-anekdote fortæller om, hvordan udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og skatteminister Anders Fogh Rasmussen en dag i slut-80erne kom til deres regeringschef med et forslag, de havde arbejdet på i et stykke tid: viceministre.

Deres argument var, at sagerne var så mange og embedsværket stærkt – og at viceministre og politisk kabinetter ville skaffe ministeren og regeringen et stærkere ledelsesrum.

Schlüter skal have taget et hiv eller to af sin cigaret og pustet et par røgringe ud frem for sig og siddet og nikket. Jo, havde svaret været, det kunne da være en god idé – hvis man ikke kunne klare jobbet selv.

Av.

Temmelig slukøret skulle de to Venstreløver have taget retræten med uforettet sag.

Men det problem, de beskrev, og den løsning, de foreslog, har hjemsøgt dansk politik lige siden. Og selvom Schlüters bemærkning er både cool og elegant, er den også for hård og stivnakket. I hvert fald hvad angår nutiden.

Det blev man påmindet, da Nick Hækkerup, nu forhenværende justitsminister, holdt sin afskedstale ved ministeroverdragelsen i går. Her fremdrog han en nødtørftigt sammenklipset rapport med statistikker over, hvor slidsomt og omfattende arbejdet som justitsminister havde været for ham. Så mange paragraf 20-spørgsmål, så mange samråd, så mange lovforslag. Justitsministeriet lå enten nummer ét eller helt i top over de mest belastede ressorts.

Hækkerups uudtalte budskab var med Schlüters ord, at han ikke længere kunne klare ministerjobbet. Selv talte han om at mangle den ”ærgerrighed ”, det politiske arbejde kræver.

Men pointen er den samme. Arbejdet som toppolitiker æder folk op.

Spørgsmålet er, hvad vi andre så gør nu, mens Hækkerup indretter sig i direktørkontoret i Bryggeriforeningen.

Politisk ledelse i konkurrencestaten

Den konklusion skal ikke føre til at se politikere som stakler. Omvendt er det svært ikke at se Hækkerups afskedssalut – og med den alle de andre vidnesbyrd fra en overbebyrdet hverdag fra for eksempel Rasmus Jarlov og Karsten Lauritzen, eller for den sags skyld den stresssygdom, der nu har holdt SFs Jakob Mark væk fra folketingsarbejdet siden november sidste år – som symptomer på en betænkelig tilstand.

I sin bog Konkurrencestaten analyserer professor Ove Kaj Pedersen, hvordan politisk ledelse stadigt mere intenst blev accelereret i takt med, at man fra Christiansborg fra midten af 1980erne prøvede at få styr på velfærdsstatens økonomi.

”Gennem en periode på 30 år har reform på reform bestræbt sig på at lægge det offentlige forbrug under politisk ledelse – alle niveauer, alle enheder, alle sektorer og alle interesser er søgt lagt under ledelse,” konkluderer han.

Det er baggrunden for de mange sager, der i dag løber over en ministers bord og som folketingsmedlemmerne forudsættes at sætte sig ind, hvis de vil udøve deres magt ordentligt.

Det var ikke – sådan som hun måske selv troede – i modsætning til den udvikling, at Mette Frederiksen indledte sit statsministerskab i 2019 med motivet, om at politik og ministre skulle betyde mere og have større vægt på hendes vagt. Det var i fuldstændig samklang med den.

Mængden af lovgivning er i den samme periode – som den borgerligt-liberale tænketank Cepos har vist – eksploderet. Målt på ord er den danske lovgivning gået fra at fylde 7.6 millioner ord i 1989 til i 2017 at være på 22,7 millioner ord. En tredobling med andre ord.

Signalerer handling – løser ikke problemer

Prisen for samfundet er for hurtig og uigennemarbejdet lovgvning, der med statskundskabsprofessor Michael Baggesen Klitgaards ord ofte ikke handler ”om at løse problemer, men om at få noget vedtaget, så man kan signalere handling over for vælgerne”.

Herunder kan man regne såvel Inger Støjbergs rigsretsdom som minkskandalen. Det samme gælder statsministerens annoncering i nytårstalen af den totale skrotning af lovgivningen på ældreområdet, som på én gang signalerer handlekraft og forkaster års politiske arbejde og reformer ud af det blå.

Og prisen for politikerne – i hvert fald nogle af dem, heriblandt de mest prominente – er, at de brænder hurtigt ud, eller hurtigere end de ellers ville have gjort.

Vi får med andre ord dårlig politik og dårlige vilkår for politikerne i det nuværende paradigme, og som følgesvend: kritisk høj mistillid til politikerne og det politiske system.

Er svaret så viceministre og politiske kabinetter, sådan som Ellemann Den Ældre og Fogh Rasmussen foreslog tilbage i 1980erne? Det er en debat, der ellers har trængt sig på i andre sammenhænge; ikke mindst i debatten om vægtningen mellem politisk rådgivning og fagliglighed i ministerierne i kølvandet på de seneste års mange skandalesager, hvor ministre har måttet gå af på grund af fejlagtig eller manglende faglig rådgivning.

Med Hækkerups exit i almindelighed og hans afskedssalut i særdeleshed har vi endnu en grund til at tage den debat åbent og fordomsfrit.

es@altinget.dk