Nedrivning fjerner fysisk getto...

Koncentrat af lederen "Symptombehandling" i Jyllands-Posten 26/4 2005.

NÅR FORSLAG om at jævne hele bydele med jorden vinder gehør hos politikere af ret forskellig observans, vidner det om, at man i afmagt er villig til at overveje selv ekstreme løsninger i kampen mod ghettoer.

Det er formanden for regeringens såkaldte ghettoudvalg, Jørgen Nue Møller, der har foreslået, at nogle af de såkaldte ghettoer rives ned og evt. erstattes med byggeri, der inkluderer erhverv og appellerer til danskere. Det kontroversielle forslag er dog ikke mere eksotisk, end at det er inspireret af faktiske forhold i Storbritannien, hvor man bl.a. i Manchester bekæmper ghettoer på denne måde.

Selv om forslaget lidt lyder af hurtig og nem løsning, er det næppe ment sådan, og forslagsstilleren gør da også behørigt opmærksom på en række forhold, som man skal være opmærksom på.

At fjerne hele boligblokke vidner muligvis om politisk handlekraft, men vidner det også om omtanke?(...)

Fjernelse af mursten og beton er naturligvis et anslag mod selve den fysiske ghetto, men fjerner ikke med et trylleslag parallelsamfundene.(...)

Der kan være gode grunde til at rive boligblokke ned. Er de nedslidte og dyre at renovere, er nedrivning en overvejelse værd. Man skal blot være opmærksom på, at nedrivning i sig selv hverken løser sociale problemer eller fremmer integrationen blandt indvandrere.

Mange mennesker bor i områder, der kan kaldes ghettoer, men det væsentlige er, at man lever i ét samfund og kun ét.

Integration via boligpolitik er en langsom og langsigtet metode, men bestemt anvendelig, og den kræver tålmodighed.

Dog var det langt at foretrække, at der skete en frivillig udslusning fra ghettoerne til det almindelige samfund.

Forrige artikel Skejby uden stordriftsfordele Næste artikel Dommere bør ikke have bijobs