Nærsynet selvtilstrækkelighed hersker i toppen af det politiske kredsløb

Demokrati er besværligt og dyrt.

Det er et vilkår: Det koster enorme mængder af tid og ressourcer at gøre store beslutninger demokratisk velfunderede. For os, der arbejder i de politisk ledede forvaltninger, er det måske særligt tydeligt, hvad omkostningerne konkret er.

Politiske vinde kan slå om fra den ene dag til den anden, og de projekter, som gårsdagens minister fandt vigtige og relevante, kan hurtigt kasseres på møddingen eller blot gradvist fortabe sig i halvglemsel og ressourcemangel, hvis en ny minister ønsker at profilere sig på noget helt andet. Det har konsekvenser for kvaliteten af det produkt, som forvaltningen kan levere.  

Kontinuitet og langsigtet tænkning er akutte mangelvarer i et system, hvor beslutningstagerne er hårdt styret af logikken i en mediebåren politisk konkurrence, der oftest handler meget mere om, hvordan tingene tager sig ud end om, hvordan de faktisk forholder sig.

Man performer handlekraft for sine vælgere ved at haste nødtørftigt sammenstrikkede lovforslag igennem uden at give ordentlig tid til at relevante interessenter og fagligheder kan læse, forstå og afgive høringssvar eller uden at give tid til en grundig offentlig debat.

Presset for øget hastighed kommer selvfølgelig ikke mindst fra den aldrig-sovende offentlighed, som er realiteten i internettets tidsalder, og som holder den politiske konkurrence i live 24 timer i døgnet.

Derudover er det ofte et politisk ønske, at alting kan planlægges og eksekveres inden for horisonten af den gældende, maksimalt fire år lange valgperiode.

Men der er også et ideologisk islæt over det med, at forandringerne skal gå hurtigt. At arbejdet til enhver tid skal bære præg af "brændende platform", "agilitet", "forandringsparathed", "disruption," eller hvad det nu hedder i denne uge.  

Disse tidens businessinspirerede buzzwords dækker over begreber og idealer, der står i et mere eller mindre direkte modsætningsforhold til alt, hvad der i min optik kan og bør forstås ved god forvaltningsskik.

Det forekommer indlysende, at det at tillægge hastværk en iboende værdi er helt uforeneligt med ambitionen om at lave et grundigt gennemtænkt, videnbaseret og interessentmæssigt bredt funderet reformarbejde.

Implicit i hastværksideologien er også fortrængningen af enhver kritisk tanke, der kan risikere at forsinke et projekt med henblik på at forbedre det – eller at afsløre det som overflødigt eller dårligt tænkt i udgangspunktet.

"Der er ingenting i verden så stille som en embedsmand på vej op," er angiveligt et ordsprog blandt journalister. I hvert fald var det det, som jeg fik at vide af den første redaktør for et etableret medie, der forsøgte at hverve mig til sin kommentatorstab.

Eftersom jeg aldrig har betragtet mig selv som en embedsmand på vej i nogen bestemt retning og i øvrigt aldrig har haft vrøvl med min arbejdsgiver for at benytte mig af min ytringsfrihed var jeg nu nem nok at hverve.

Men udsagnet er måske alligevel sigende, hvis man gerne vil forstå, hvilken arbejdspladskultur der hersker visse steder i den centraladministration, der som bekendt er sat i verden for at føre demokratiske beslutninger ud i livet. I hvert fald er det påfaldende få af mine freelancekolleger i kommentariatet, der har embedsmandsbaggrund.

Formelt er der ikke noget til hindring for, at embedsfolk deltager i den offentlige debat – tværtimod nyder offentligt ansatte en vidt udstrakt ytringsfrihed, der også inkluderer retten til at kritisere egen arbejdsplads, så længe man i øvrigt eksplicit udtaler sig på egne vegne og overholder sin tavshedspligt om fortrolige oplysninger.

Alligevel er det som om, der hersker en stemning af, at hvis man ikke har noget pænt og positivt at sige, så siger man det simpelthen ikke – og da slet ikke højt eller i offentligheden.

En stemning er selvfølgelig noget, som er diffust. Det kan være svært at sige, om den kommer oppefra, eller om det er noget, som man mere eller mindre automatisk internaliserer, hvis man er menig embedsmand med ambitioner om at avancere i systemet.

Men som vi senest så det illustreret i sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks, er det et alvorligt problem, hvis embedsværket udvikler sig til et system, der kun er gearet til at møde politikernes ønske om stadigt strammere topstyring med servilt jahatteri og sammenklappede hæle.

Der synes generelt at herske en form for nærsynet selvtilstrækkelighed i toppen af det politiske kredsløb.

Det virker måske paradoksalt i en tid, hvor det meste af politikernes kommunikation med borgerne er flyttet over på sociale platforme, der skulle synes at være en mere direkte kontaktform end den, der kunne præsteres via fordums strengere redigerede medieoffentlighed.

I virkeligheden er sociale medier blot blevet et redskab, der effektivt omfordeler den redigerende magt fra de traditionelle medier til politikernes egne spinfolk.

Det giver muligvis nogle borgere illusionen af at være i kontakt med politikerne, når de meddeler verden deres uforgribelige mening om dette og hint blandt 500 andre i kommentarsporet på en politikers facebookside.

Men den politiske samtale, der føres i toppen af kredsløbet, er fortsat særdeles eksklusiv. Den er forbeholdt "de snakkende klasser".

Tag blot Altingets sommerdebat som eksempel: Fokus er på arbejdsvilkårene for politikere, embedsmænd og journalister og på, at disse skaber dårlige vilkår for at udvikle og eksekvere store "månelandingsprojekter". Det er også politikere, embedsmænd og journalister, der er budt ind for at føre ordet i debatten.

Både Sofie Carsten Nielsen og Lisbeth Knudsen efterspørger mere borgerinddragelse i de nationale politiske beslutningsprocesser. Det lyder som en glimrende idé.

Især, hvis det kan føres ud i livet på en måde, hvor det ikke blot bliver til endnu en arena, hvor halvbagte snuptagsløsninger kan bringes til torvs maskeret som politiske visioner – eller hvor man på knapt forståeligt dansk kan fremtvinge en folketingsafstemning om en rigsretssag i utide.

Det vil kræve ressourcer og tid. Men det er det, som demokratiet koster.