Mikkelsen til kamp om idræt

Koncentrat af lederen "Kulturkamp II" i Jyllands-Posten, 5. januar 2004

SOM IDRÆTTENS minister har kulturminister Brian Mikkelsen aldrig lagt skjul på, at han fra første dag i embedet har ønsket at forbedre idrættens vilkår og bekæmpe bureaukratiet.

Men ministeren havde næppe forestillet sig, at dette forholdsvis fredelige område skulle komme ud i så mange konflikter både internt og i forholdet til omverdenen, at man med rette kan tale om idrættens egen kultur- og værdikamp.

I idrættens verden er der delte meninger om resultaterne hidtil, men indiskutabelt er det, at Brian Mikkelsen har haft modet til at placere sig centralt på øretævernes holdeplads, som mange af hans forgængere bevidst har forsøgt at undgå.

Efter revisionen af tipsloven for et år siden skal Folketinget tidligt i det nye år vedtage revisionen af lovgivningen for eliteidrætten. Den førte i hele 2003 til den interne strid mellem Team Danmark og Danmarks Idræts-Forbund, der ønskede elitens støtteorganisation lagt ind under DIF.

Ministeren så sig pludselig placeret midt i ringen som en anden kampleder, der dog formåede at holde balancen ved at forsvare TD's eksistens og give DIF mere magt i den nye bestyrelse, hvorefter alle kunne erklære sig tilfredse med udfaldet. (...)

På positivlisten kan ministeren (..) tælle sejre med fjernelsen af det forhadte og overflødige såkaldte pølsecirkulære, der tvang frivillige idrætsledere på hygiejnekurser, afskaffelse af foreningslivets momspligt og oprettelsen af et tæskehold for at gøre livet lettere for foreningsledere.(...)

Flest tæsk på området har ministeren fået for regeringens fjernelse af portostøtten til klub- og foreningsblade. En støttepulje på 34 mio. kr. rækker slet ikke som kompensation.

Alle de gode hensigter til trods viser det billedet af en velmenende minister, der dog flere gange er kommet til kort i det interne spil mellem de tungeste drenge i regeringen.

Forrige artikel Kunststøtte til debat Næste artikel Direkte valg til amterne