Lykketofts kurs mod hængekøjen

Koncentrat af lederen "Lykketofts kurs mod hængekøjen" i Berlingske 13. december 2003 om S-nej til Nordsøaftalen.

Socialdemokraterne siger nej til nogen form for ansvar på denne side af et valg.

Socialdemokraternes nej til en del af aftalen mellem regeringen og A.P. Møller om olieudvindingen i Nordsøen er beklagelig, men også forudsigelig. For Socialdemokraterne er ramt af indre modsætninger og frygt for næste valg i et omfang, som får partiet til at hoppe i den politiske hængekøje, når det stilles over for et krav om at tage medansvar for en væsentlig sag.

Da aftalen blev indgået i oktober, var partiformand Mogens Lykketoft i første omgang positivt afventende. Men siden er det lykkedes partiets gamle energi- og skattefrontfigurer Svend Auken og Ole Stavad at ryste formanden. Rystelserne skyldes den del af aftalen, som har til formål at fastholde den økonomiske balance mellem A.P. Møller på den ene side og samfundet på den anden med en voldgift til at afgøre stridsspørgsmål.

(...)

Heldigvis er regeringen og A.P. Møller nået til en aftale, som er til fordel for begge parter. Samfundets andel af værdierne fra Nordsøen vokser væsentligt, fra 40 til 60 pct. af overskuddet. Staten bliver desuden medejer af Dansk Undergrunds Consortium fra 2012. Omvendt opnår A.P. Møller væsentlige økonomiske muligheder og herunder naturligvis forlængelsen af retten til at udnytte undergrunden. Og altså også en beskyttelse mod fremtidig skatteplyndring af kulbrinteproduktion i Nordsøen. Den beskyttelse har formentlig været afgørende for, at aftalen kunne indgås.

Interessant nok har Socialdemokraterne samtidig med nej'et til kompensationsaftalen også erklæret, at partiet ikke vil forsøge at ændre den, selv om partiet måtte få flertal for det. En aftale er en aftale, lyder forklaringen. Helt rigtigt. Så burde partiet vel heller ikke være bange for at vedgå en aftale på skrift.

Forrige artikel En forfatning fødes Næste artikel EUs time-out