Lykketoft og Auken burde gå helt

Koncentrat af lederen "Lykketoft og Auken burde gå helt" i dagbladet Børsen 14/3 2005.

Hverken Mogens Lykketoft eller Svend Auken har helt forstået, at Socialdemokraterne ikke har brug for dem mere.

Som tidligere partiformænd tror de begge, at de kan bidrage med råd og vejledning til den nye generation, som omsider får plads i partiets top. Måske skyldes denne fejlopfattelse, at hverken Lykketoft eller Auken blev statsministre - som de eneste socialdemokratiske formænd i historien. Logikken må være, at hvis man bare går som socialdemokratisk partiformand, er arbejdet ikke fuldført, og man kan tillade sig at spøge videre i kulissen.

Uanset om Frank Jensen eller Helle Thorning-Schmidt vinder opgøret om formandsposten den 12. april, er det synd, at den nye formand skal trækkes med eksformændenes klub. Lykketoft og Auken burde skele til den statsminister, som Danmark aldrig fik, nemlig Venstres Uffe Ellemann-Jensen. Han viste sin efterfølger Anders Fogh Rasmussen den respekt, at trække sig tilbage og kun vise sig i Folketinget ved festlige lejligheder. Selv om mange savnede Ellemann-Jensen - og stadig gør - fik Anders Fogh Rasmussen plads til sit eget politiske projekt, som indtil videre har givet to valgperioder i Statsministeriet. Den luksus får den nye socialdemokratiske leder ikke, han eller hun vil konstant være tvunget til at spilde kræfter på at bevise sit værd over for Lykketoft og Auken, selv om ingen af de to kunne levere statsministerposten. (...) En rigtig opposition kommer først, når den 59-årige Mogens Lykketoft og 61-årige Svend Auken går på efterløn. De har selv skabt ordningen - for en gang skyld kunne den bruges fornuftigt.

Forrige artikel Sundhed i centrum Næste artikel Prioritér fattige pensionister