Korankrisen er en forvrænget udgave af Muhammedkrisen

Aldrig har så få fået så meget opmærksomhed for så lidt.
En parafrase af et Churchill-citat kan med lidt god vilje bruges til at beskrive de såkaldte ”Danske Patrioters” koranafbrændinger de seneste uger.
Kun få promille af danskerne sympatiserer med den højreekstremistiske gruppering, men alligevel har de formået at skabe en udenrigspolitisk krise, få regeringen til at varsle et omstridt indgreb, og oppositionen til højre og venstre til at angribe regeringen i stærke vendinger.

Muhammed-krisen i 2005-2006 var i praksis utrolig svær at håndtere for den daværende VK-regering med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) i spidsen. Men den var på den principielle plan en ”ren” konflikt: Tegningerne i Jyllands-Posten – og senere i Charlie Hebdo – skrev sig ind i en århundreder gammel europæisk tradition for religiøs satire, og islamisternes trusler mod bladtegnerne blev for mange et wake-up call.

Anderledes med den aktuelle korankrise: Afbrænding af religiøse bøger hører ikke til stolte europæiske traditioner og er med forskellige begrundelser forbudt i flere europæiske lande. Derfor ville et forbud for afbrænding af koraner, bibler og toraher isoleret set være ret uproblematisk.

Problemet er, at det netop ikke kan ses isoleret.

Islamistisk offensiv
Når protesterne mod et forbud er stærke fra partier som SF og Enhedslisten - der foragter og bekæmper Danske Patrioter og andre højreekstremister - skyldes det den internationale kontekst og frygten for glidebanen.

Som den færøske forsker Heini i Skorini for nylig har redegjort for i bogen ”Kampen om ytringsfriheden: Religion, politik og global værdikamp”, har den islamiske samarbejdsorganisation (OIC) i de sidste 30 år haft gang i en offensiv i FN. OIC dækker 57 muslimske lande, og organisationen kræver et forbud mod koranafbrændinger, men det ses kun som et allerførste skridt.

OIC vil reelt friholde islam for enhver kritik, og arbejder for et verdensomspændende blasfemiforbud. I marts måned lykkedes det tilmed organisationen at få vedtaget en årlig mærkedag helliget ”kampen mod islamofobi”, en særstatus der ikke er tildelt nogen anden religion.

Det er kendetegnende for størsteparten af de islamiske lande, at de ikke bare antydningsvis giver andre religioner samme frihed, som islam får i Vesten. Tværtimod er der flere steder forbud mod at missionere for andre religioner, forbud mod indførelse af andre religioners hellige skrifter – og dødsstraf for at konvertere væk fra islam.

OIC har med kyshånd grebet den mulighed, organisationen har fået med koranafbrændinger og er igen gået i offensiven. Når det gælder afbrænding af hellige bøger, har OIC mange allierede, og organisationen kan bruge kontroversen som murbrækker for mere vidtgående krav.

Dermed er Danske Patrioter blevet nyttige idioter for islamisterne - akkurat som da indvandrerunge og autonome før valget i 2019 optrådte som nyttige idioter for Rasmus Paludan, da de med deres voldelige angreb gav Stram Kurs ubetalelig reklame. 

Løkkes fordømmelse
SVM-regeringen er fast besluttet på at gribe ind, og et forslag til forbud mod afbrænding af hellige skrifter ventes præsenteret i september og gennemført kort efter Folketingets åbning i oktober. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er i front for et indgreb, men statsminister Mette Frederiksen (S) ligger på linje med ham.

Udenrigsministeren vakte en vis opsigt, da han i usædvanlig kraftige vendinger tog afstand fra koranafbrændingerne: "Det er jo i sig selv også forfærdeligt og noget, vi fordømmer, fordi det ikke intet godt formål tjener at miskreditere andres religion," lød det fra Løkke.

Kritikken af Løkke gik dels på, at han ligefrem brugte ordet "fordømmer", en vending som selv den radikale Christian Friis Bach fandt i overkanten, selvom han i denne sag ligger tæt på Løkkes position.

Dels blev Løkke kritiseret for manglende proportioner, fordi han han fordømte koranafbrændinger, mens han brugte betydeligt mildere vendinger om de voldelige islamistiske optøjer i Mellemøsten. 

Regeringens argumenter
På det overordnede plan har såvel Lars Løkke Rasmussen som Mette Frederiksen og justitsminister Peter Hummelgaard (S) fremført en stribe argumenter for at indføre et forbud mod afbrænding af hellige skrifter, og det er interessant at dykke nærmere ned i dem:                          

Regeringen slår især på, at koranafbrændingerne isolerer Danmark og Sverige internationalt. Det er et af de mere substantielle argumenter, for Danmarks normale allierede er ganske rigtigt påfaldende tavse i denne sag. Det er også tilladt at afbrænde hellige bøger i lande som Norge og Holland, men det er Danmark og Sverige, der er i skudlinjen.

Mens Danmark under Muhammedkrisen fik støtte fra formanden for EU-Kommissionen Manuel Barroso, en række europæiske lande og – efter indledende fodslæben – fra amerikanerne, er der meget få, der skal have noget af at bakke op om retten til koranafbrændinger.

Meget sigende udtalte den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark, James Cain, i Berlingske, at han ”håber, USA har lagt pres på Danmark” for at indføre et forbud.

Alt tyder på, at det netop er tilfældet, selvom man i regeringstoppen ikke ønsker at bruge termen ”pres”. Set fra Udenrigsministeriet tilsiger al logik, at Danmark bringer sig på linje med andre europæiske lande.

Tvivlsomme alliancer
Det bliver straks mere suspekt, når regeringen fremhæver, at man skal bygge alliancer med islamistiske lande som Saudi-Arabien for at få dem over på Vestens side  i konflikten med Rusland.

I betragtning af at støtten til Ukraine mod Putins Rusland netop fremhæves som støtte til et demokrati mod et diktatur, er en alliance med det brutale diktatur i Saudi-Arabien en ret selvmodsigende konklusion. Saudi-Arabien er kendt for at overtræde samtlige menneskerettigheder og har med sin støtte til de ekstreme wahhabistiske moskeer i Europa været yderst skadelig for integrationen.

Regeringen peger videre på, at afbrændinger af hellige skrifter faktisk var forbudt i Danmark, indtil blasfemiparagraffen blev ophævet i 2017 – og at det stadig er forbudt i klassiske demokratier som Frankrig og Storbritannien. Ingen vil vel påstå, at der ikke er ytringsfrihed i de lande, lyder argumentet.

Blasfemiparagraffen eksisterede mere af navn end af gavn de sidste mange år (den blev sidste gang håndhævet i 1946), men regeringen har en pointe i, at ytringsfriheden har det fint i mange europæiske lande med et afbrændingsforbud. Muligheden for offentligt at destruere hellige skrifter kan ikke nødvendigvis ses som en markør for ytringsfriheden.

Frygten for glidebanen
Anderledes problematisk er det, når Lars Løkke Rasmussen bruger sikkerhedsargumentet: at trusselniveauet mod Danmark er blevet forøget som konsekvens af koranafbrændingerne, og at man derfor skal lave et forbud.

For hvis man bøjer sig for trusler fra terrorister eller islamistiske regeringer, defineres stopklodsen ikke længere af en ens egne værdier, men af "voldsmanden veto". Og – lyder det videre fra oppositionen i Folketinget – hvis vi bøjer os for OIC her, hvad bliver så det næste?

Mens korankrisen endnu ikke har ført til en hævelse af efterretningstjenestens formelle trusselstrin mod Danmark, blev truslen voldsomt forøget som følge af Muhammed-krisen - og har været det siden. Følger man Løkkes logik, skulle man også have givet efter her. 

Interessant nok adskiller Lars Løkkes og Mette Frederiksens argumentation sig her fra justitsminister Peter Hummelgaards indfaldsvinkel. Således anerkendte justitsministeren relevansen af diskussionen om glidebanen:

"Jeg har noteret mig som argument, at man er bange for, om OIC vil bevæge sig videre til andre sfærer, og det anerkender jeg som en legitim diskussion. For jeg er heller ikke interesseret i, at vi skal lade være med at diskutere religiøse dogmer og deres indflydelse på vores samfund«, sagde Hummelgaard til Politiken. 

Svær sag for flere partier
I Folketinget er korankrisen en gave til partier som Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige, der alle benytter lejligheden til at skose regeringen for at give efter for islamisterne. Sagen er også uproblematisk for Moderaterne, hvor Løkke kan cruise sig igennem.

For de to andre regeringspartier - S og V - rummer sagen derimod strategiske faremomenter.

Venstre bliver udfordret af DD-leder Inger Støjberg, der igen og igen fremstiller Anders Fogh Rasmussen som stilsikker under Muhammed-krisen i modsætning til den nuværende regering.  

I Socialdemokratiet har der været interne diskussioner, og det er langt fra alle, der er helhjertede tilhængere af et forbud mod koranafbrændinger. Det afgørende bliver her, hvordan de vælgere, der befinder sig i grænselandet mellem S og DF/DD reagerer på et forbud. 

Sagen er heller ikke let for partier som SF og Enhedslisten, der begge klart har afvist et forbud.

Her er det frem for alt modstanden mod at give efter for reaktionære, islamistiske diktaturer, der er drivende. Begge venstrefløjspartier står dermed et andet sted end under Muhammed-krisen, og såvel SF som Enhedslisten er nu vendt tilbage til de klassiske venstrefløjssynspunkter om absolut frihed til alle former for religionskritik.

Indtil videre har der været bemærkelsesværdig enighed i de to partiers folketingsgrupper. I SF har Karsten Hønge ligeledes markeret sig klart, mens Enhedsliste-profiler som Mai Villadsen, Pelle Dragsted og Trine Pertou Mach alle har afvist et forbud. Men venstrefløjens vælgerne vil være mere splittede, og det kan på kort sigt koste opbakning.   

Flertal for forbud
De første målinger tyder på et flertal for et forbud mod koranafbrændinger. Senest har en Megafon-måling for Politiken og TV 2 vist, at 51 procent af danskerne støtter et "forbud mod afbrænding af hellige skrifter", mens 39 procent er imod. Det har opmuntret regeringspartierne, der ligefrem er begyndt at se korankrisen som "en god sag" rent indenrigspolitisk, en sag hvor "en flertalsregering af ansvarlige partier kan vise sig som de voksne i klassen".

Men i samme Megafon-måling svarer 84 procent af danskerne ja til, at "det er vigtigt at leve i et samfund med ytringsfrihed til alle, også dem med ubehagelige og ekstreme synspunkter." Det er altså denne helt specifikke provokation - koranafbrændinger primært udført af højreekstremister - et flertal af danskerne accepterer et forbud imod. Det bliver en meget smal vej, regeringen skal balancere på, når den skal formulere et forbud.

Skal man eksempelvis også gribe ind over for den dansk-iranske provo-kunster, Firozeeh Bazrafkan, når hun river stykker af koranen med rivehjem i protest mod den iranske præstestyres brug af islam som middel til at undertrykke landets kvinder?

Og hvad skal man gøre, hvis Morten Messerschmidt (DF) en dag får lyst til at stille sig op foran Saudi-Arabiens ambassade med en fem meter høj gengivelse af Kurt Westergaards Muhammed-tegning?

Sagen slutter ikke med vedtagelsen af et forbud. Modstanderne af et forbud vil forsøge at teste det, og de islamiske lande vil komme med nye krav. Om korankrisen ender som en vindersag eller tabersag for regeringen, er alt for at tidligt at konkludere på.

erik@altinget.dk