I Mette Frederiksens verden er intet normalt og alt er krise

Der findes ikke problemer længere. Der findes ikke udfordringer. Der findes kun kriser.

Klimakrise, rekrutteringskrise, velfærdskrise, inflationskrise, biodiversitetskrise, migrationskrise, energikrise, trivselskrise, forsyningskrise.

Efter corona(-krisen) holdt politikerne op med at have en almindelige dagligdag med almindelige problemer og opgaver. Krise blev et andet ord for politik. Og statsminister Mette Frederiksen er ikke længere bare statsminister, men landets krisemanager.

Krisen er med andre ord blevet forudsætningen for politisk handling. Og dermed er evnen til at erklære og definere en krise blevet den arena, hvor kampen om politisk magt finder sted.

Her agerer ingen med mere tæft end Mette Frederiksen, og mens forhandlingerne om en fremtidig regering er gået ind i den fase, hvor tavshed og dybe snakke under radaren hersker, står det klart, at dansk politik står foran en historisk forandring.

For det er med forestillingen om politik som krisestyring, kriseledelse og krisebekæmpelse, at Mette Frederiksen lige nu forsøger at drage Venstre ind i et regeringssamarbejde og dermed ophæve de historiske, grundlæggende skillelinjer i dansk politik.

Til sin egen og Socialdemokratiets fordel.

Enhedslisten føler sig forrådt

Alternativet og Enhedslisten vånder sig i de her dage, efter begge blev afskibet i det videre forhandlingsforløb om den kommende regering.

Især Enhedslisten føler sig åbenlyst forrådt og er nærmest gået i valgkampsmodus igen med en hård kampagne mod Socialdemokratiet, selvom krydserne for længst er sat.

Enhedslisten har da også optrådt usædvanligt pragmatisk og loyalt i de seneste tre år. Håbet var, at loyalitet vandt partiet stigende indflydelse henad vejen. Men håb er ikke en strategi, som amerikanerne – og Barbara Bertelsen – siger.

Det, Enhedslisten byggede sit håb på, var selvfølgelig Mette Frederiksens egne ord. I Enhedslisten forstod man dem på den måde, at der ikke længere, som i dagene med Helle Thorning og Bjarne Corydon, var et brud mellem Ø og S.

Man stod på en fælles grund med Mette Frederiksens socialdemokrati med fælles sandheder og enslydende analyser. Analyser som netop havde forståelsen af samtiden som en krisetid i centrum.

Var det ikke hende, der sagde, at ”kapitalismen er blevet syg” og talte om den ”galoperende ulighed”? Var det ikke hende, der retorisk spurgte, om ”den største trussel mod demokratiet er en endnu ukontrollerbar globalisering og ikke som før fascisme, kommunisme eller nazisme?”

Og lød det ikke som noget, der kunne være kommet ud af munden på en fra Enhedslisten?

Jo. Det var det.

Men lyttede man lidt nærmere efter, kunne man høre, at selvom noget af venstrefløjens vokabularium var det samme, er Mette Frederiksens forståelse af, hvad en krise er, egentlig langt mere konservativ.

Mette Frederiksens jordbærbod

Krise er et særligt begreb på venstrefløjen. Gående helt tilbage til Marx er idéen, at samfundsudviklingen er defineret ved kriser, der bliver værre og værre, for til sidst at havne i den helt store krise, revolutionen, hvorfra samfundet genfødes på nye, mere humane præmisser.

Kriseforståelsen på venstrefløjen - selv efter den ikke er så marxistisk længere - er på den måde progressiv: krisen er en tilstand, hvor strukturelle forandringer bliver politisk mulige. Fremskridt gennem krisebekæmpelse, det er sådan, man ser på tingene verden på venstrefløjen.

For Mette Frederiksen er krisen også fuld af handlemuligheder, og den udgør åbenlyst et særligt politisk rum for hende. Men for hende er krisen ikke progressiv. Krisen er et tegn på, at noget værdifuldt er truet på sin eksistens og ved at forsvinde i afgrunden.

Det bedste eksempel på det er hendes tale til Folketingets åbning tilbage i 2019. Den med billedet af Danmark som den ubevogtede jordbærbod i vejkanten og det sovende barnevognsbarn foran Brugsen i tillidssamfundet.

Det var et billede af fortidens lykke, ikke af nutidens vilkår, fortalte Mette Frederiksen.

”For selvom rammen om billedet holder. Så er maleriet falmet,” som hun sagde og derefter opregnede, hvordan danskerne var splittede som aldrig før og havde tabt troen på en bedre fremtid, og at velfærdssamfundet var der for dem.

Billede af krise med andre ord.

”Historien går ikke kun fremad. Den kan også gå tilbage,” konkluderede hun dengang.

Det er lige her, Mette Frederiksen afviger fra venstrefløjens krisebegreb, hvor krisen er vejen til fremskridt, og drejer ind på et konservativt spor.

Her har vi tabt, eller står lige foran at tabe det, der gør samfundet værd at leve i, og Socialdemokratiets rolle er at værne om det, der værner om danskerne.

”Trygt gennem usikre tider,” som partiets slogan lød under valgkampen.

Den forskydning er ikke bare forskelle i politisk filosofi. Det fører også Mette Frederiksen ind på et andet spor, når det kommer til at opnå og fastholde politisk magt.

Den, der definerer krisen, bestemmer

Den tyske retsfilosof Carl Schmitt sagde engang, at suverænen er den, der hersker over – og i – undtagelsestilstanden. I krisen finder vi med andre ord ud af, hvem der bestemmer.

Krisen er alt andet end et magtfrit rum, men det der i første omgang definerer og viser, hvem der har magten.

Det er også derfor, at krisediskursen er så appellerende for politikerne over en bred kam. Er der krise, kan der handles, og store beslutninger kan træffes hurtigt. Er man den, der udpeger krisen, har man en privilegeret ret til at komme med løsningen på den. Og når det er samfundet som sådan, der er i krise, får man magten i samfundet ved at udpege og styre den.

Det gælder om nogen for Mette Frederiksen.

For Mette Frederiksen handler krisen også om magt, og hvem der har den. Da hun tilbage i 2018 i en kronik i Politiken retorisk spurgte, om ikke globaliseringen var den største trussel mod demokratiet siden fascismen, handlede det netop om forholdet mellem krise og magt.

For globaliseringen betød:

”En verden, hvor beslutninger med væsentlig betydning for samfund og mennesker træffes af personer uden skyggen af et demokratisk mandat.”

Og hendes analyse af, hvorfor Statsministeriet skulle styrkes med et politisk-økonomisk sekretariat og en stabschef, handlede om det sidste: at erobre det demokratiske mandat og sætte sig igennem. For ligesom globaliseringen tog embedsmændene magten fra politikerne.

Begge dele var en krise.

”Det er den politiske ledelse, der i mine øjne afgør, om jeg kan komme til at flytte tingene og dermed bidrage til at løse den tillidskrise, vi står med,” som hun sagde dengang til Berlingske.

”Rækkefølgen her er, at danskerne har givet mig et mandat til at lede landet, og forudsætningen for, at jeg kan det, er, at vi har den nødvendige muskelmasse;” fortsatte hun.

Styrkelsen af den politiske handlekraft koblede hun endda til en anden krise, som hun kaldte ”afmagtskrisen”, hvor folk opgav troen på, at politik kunne forandre noget:

”Jeg mener faktisk, at vi ser den afmagtskrise allerede nu. Mange har en oplevelse af, at tingene ruller, men jeg er ikke en del af det,” sagde hun.

Krisen handler for Mette Frederiksen om politisk handlekraft og om magt. Og hun har allerede vist sin enorme vilje og evne til at via italesættelsen af samfundet som kriseramt at indrette magtens rum – udøvelsen og forvaltningen af magten – på nye måder.

Det er både historien bag ved Arne-pensionen og minkskandalen. Det sidste var endda tæt på at koste hende statsministerposten.

Men det er også kampen om magten via krisefortællingerne, der udspiller sig i de ellers tavshedsbelagte regeringsforhandlinger.

Kringsat af kriser

Egentlig har Mette Frederiksen sagt det selv.

”Krisehåndtering kræver bredde.” Sådan lød ordene til Politiken lige før valgudskrivelsen. En bred regering ”vil kunne træffe de nødvendige beslutninger om langsigtede løsninger.”

Argumentet for, at hun ikke bare opgav den oprindelige mission med at videreføre den socialdemokratiske et-partiregering, men søgte et regeringssamarbejde med et eller flere af de borgerlige partier – og dermed ikke længere vil basere sig på venstrefløjens stemmer – ja, det var kriserne og håndteringen af dem.

Og fornemmelsen af krise, som altså allerede var der ved begyndelsen af hendes tid som statsminister, den er kun blevet intensiveret.

”Dengang forholdt vi os reelt kun til én krise – klimakrisen. I dag er der krig på vores kontinent, og der er reel bekymring for, om vi kan varme og lyse Europa op. Du har en pandemi, der ikke er overstået, og du har en forsyningskrise og en inflationskrise,” analyserede hun videre i Politiken.

Forskellen på hendes forslag om et SV-samarbejde og Lars Løkke Rasmussens ditto tilbage i 2019, er, at han motiverede det med en frustration over at være fanget i højrefløjens kviksand af særkrav og kamp med hinanden.

For Mette Frederiksen er det, fordi vi er kringsat af kriser, at der er brug for et SV-samarbejde. Det er derfor, hun mener det med en bred regering over midten alvorligt; fordi hun helt alvorligt mener, at landet befinder sig i en tilstand af polykrise.

Problemet for Enhedslisten og venstrefløjen generelt er, at man ved at have talt med om samfundet som dybt kriseramt har understøttet og styrket Mette Frederiksens position som krisemanager. Og dermed udvidet hendes aktionsradius, når det kommer til at konsolidere Socialdemokratiets greb om magten.

Krisefortællingen var rød frem mod 2019. Nu iblandes der langt flere blå toner med skattelettelser og reformer af udbuddet af arbejdskraft.

I det lys er det langt fra et tilfælde, at Pelle Dragsted (EL) er begyndt at imødegå fortællingen om, at der skulle være en stor samfundsøkonomisk krise, der nødvendiggør reformer af udbuddet af arbejdskraft.

Men krisefortællingen er helt evident også et rum, Mette Frederiksen udpeger, og en fortælling, hun er forfatter til. Det handler stadig om politisk handlekraft, hendes og Socialdemokratiets. Det handler om magt og om få og beholde den.

Og for Mette Frederiksen er det øverste strategiske mål det om at erobre midten i dansk politik. Det var det, hun henviste til, da hun på valgnatten beskrev sit parti som ”det eneste folkeparti i Danmark”.

I krisesamfundet spiller de borgerlige andenviolin

Det havde hun faktisk allerede sagt før valgudskrivelsen i ovennævnte interview med Politiken, ligesom beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) sagde det til Altinget på samme tidspunkt.

Det er og var ikke bare en nøgtern analyse af størrelsesforholdene mellem partierne i Folketinget. Det er på én gang beskrivelsen af en strategi og en selvopfattelse.

Pointen er, at som det eneste folkeparti er midten ikke længere det sted mellem uenige parter. Det er Socialdemokratiet, der er midten. Det store uundgåelige parti, hvor alle andre, frænder og fjender, er så små, at alle de store aftaler skal laves med S.

Selv de historiske rivaler i Venstre går nu til forhandlinger for at finde ud af, om man kan levere ministre til en regering med Mette Frederiksen for bordenden. Altså en konstellation, hvor det borgerlige Danmark ikke længere har en relevant, konkurrencedygtig politisk overbygning.

Alt det prøver man at tone en del ned i S-toppen i de her dage.

Man henviser hellere til de nødvendige reformer, hvis der skal være penge til ny politik og uforudsete udskrivninger de kommende ti år. Og til at det har slidt på Mette Frederiksen at være så meget i modvind, som hun har været under minkskandalen. Man taler om, hvad der er det bedste for landet, og om en folkelig fællesmængde man skulle have sammen med Venstre.

Der er der ingen grund til at betvivle, at S-toppen også mener det helt alvorligt.

Men det er lige så åbenbart, at det er ved at udpege og definere samfundskriserne, at Socialdemokratiet og Mette Frederiksen vandt folketingsvalget på en måde, så selv Venstre formand erklærer, at der ikke længere er et alternativ til hende som statsminister.

Det er den store historie.

es@altinget.dk