Huller i veje er hul i hovedet

Koncentrat af lederen "Hullede veje" i Jyllands-Posten, 26. august 2003

Den danske trafikpolitik er kontrastfyldt. Samtidig med at der til stadighed bygges nye motorveje, der sikrer hurtig forbindelse landsdelene imellem og til vore naboer, forfalder de lokale veje mange steder landet over.

De hullede kommunale veje betegnes af Kommunernes Landsforening som "en tikkende bombe" under kommunernes budgetter.

Kommunerne har ansvaret for 84 pct. af det danske vejnet, og ifølge Vejdirektoratet vil det kræve udgifter på 10 mia. kr. blot at bringe vejnettet i forsvarlig stand.

Det ligner om ikke en skandale, så i hvert fald noget, der tenderer skandaløs ansvarsløshed hos dele af landets kommunalpolitikere. Der er muligvis ikke så megen vælgerappel i at love lapning af hullede veje som i at love bedre børnepasning og forsvarlig ældrepleje, men ved ikke at afsætte midler nok til løbende vedligeholdelse af vejnettet, både fordyres vedligeholdelsen og, måske vigtigst af alt, man lader hånt om trafiksikkerheden.(...)

Vel er de kommunale budgetter mere end stramme, og lykkeligvis er den herskende holdning, at øgede skatter ikke er nogen hverken klog eller farbar vej.

Derfor er der kun hård prioritering tilbage, og den er politikerne valgt til at udøve, uanset om det giver popularitet og stemmer eller ej.(...)

Huller i vejene er på enhver måde også hul i hovedet.

Forrige artikel Problematisk ledighed Næste artikel Garanti for uafhængige nyheder