Hovedstaden glemt

Koncentrat af lederen "Nytænkning for alle" i Jyllands-Posten 9. januar 2004.

Strukturkommissionens rapport er et oplæg til debat og nytænkning og ikke allerede lov, som man næsten kunne tro efter nogle dages massiv presseomtale.(...)

Man ikke skal tage rapporten for mere, end den er:

Nogle interessegruppers og eksperters bud på, hvor man kan sikre, at de basale administrative og politiske strukturer følger med tiden og udviklingen.

Meget tyder på, at de uafhængige eksperter nok er de bedste inspiratorer i denne sammenhæng, da de øvrige medlemmer - repræsentanter for amter, kommuner samt de to særstatusområder i hovedstaden - Københavns og Frederiksberg kommuner - med deres organisationsmæssige baggrund næppe har kunnet manøvrere helt frit og utvungent.(...)

Nogle mener allerede at vide, at et forslag til kommunalreform skal ligge klar til beslutning inden Folketingets sommerferie.

Et sådant hastværk ville være det rene vanvid med et stykke lovgivning, som skal sikre landet en langtidsholdbar kommunalstruktur. På den anden side må det ikke trække ud så længe, at interessen forsvinder. Da emnet heller ikke er særlig velegnet til en valgkamp, er det lidt af et kunststykke, som statsminister Anders Fogh Rasmussen skal præstere.(...)

Hovedstaden synes ikke særligt i fokus i konklusionerne, men så meget mere er det relevant at få emnet diskuteret efterfølgende, da den kommende lovgivning jo gælder hele landet, og nytænkningen dér har været forsømt i mange år.(...)

Modet har tilsyneladende altid svigtet, når politiske magtbastioner risikerede at stå for fald, og noget lignende skete, da det hidtil bedste bud på nytænkning for Københavns Kommune med opdeling i bydelsråd blev skrinlagt. (...)

De grundlæggende demokratiske strukturer i København stammer fra første halvdel af det foregående århundrede på nær ændringen til udvalgsstyre, så det må efterhånden være tid til forandring.

Venstres folketingsgruppe har tidligere foreslået København opdelt i et passende antal mindre kommuner. Da de overordnede, udadvendte hovedstadsopgaver også bør styrkes, kunne det fortsat være en god aflastningsmulighed, når man nu forpassede muligheden med bydelsråd, til genoprettelse af de demokratiske underskud.

Forrige artikel Anna Lindhs morder tilstår Næste artikel Tre hjørnesten i ny struktur