Godhedens intolerance

Koncentrat af lederen "Godhedens intolerance" i Jyllands-Posten 30. august 2003 om kulturministerens evne til at sætte venstrefløjens meningsmonopol på plads.

KULTURMINISTER Brian Mikkelsen avancerer stille og roligt til at være en af regeringens vigtigste ministre. Sammen med statsministeren tager han tørnen på den ideologiske front mod vanetænkning, 68'er-forstenethed og politisk korrekt (venstreorienteret) smagsdommeri.

Senest har han efter Gyldendals efterårsreception torsdag fået anledning til at sige et par sandheder om en tidsånd, der er blevet en anden. Forlagets litterære direktør, Johannes Riis, skældte voldsomt ud på regeringen og beskyldte den for at læne sig op ad "ekstremisme" (Dansk Folkeparti) og have indført en tone i den politiske debat, der åbenbart ikke er acceptabel i det dannede selskab.

Det må igen og igen forbavse, hvor intolerant og snæversynet resterne af det kulturradikale åndsparnas rent faktisk er. Man vil ikke høre andet, end hvad man selv mener. Man ønsker ikke at lade sig udfordre. Man forlanger, at debatten holdes strengt inden for de rammer, man selv udstikker.

Hér ligger regeringens - og kulturministerens - sande triumf. Det er lykkedes at bryde venstrefløjens meningsmonopol, og tillige er man godt i gang med også at udfordre den dyne af selvgodhed, der i årtier har ligget i, at venstrefløjen skulle være moralsk bedre end mere dødelige borgere. (...)

Forrige artikel S-fembanden rykker Næste artikel Pittelkow om værdikampen