Frp: Send samfundsomstyrterne hjem

"Det er bydende nødvendigt, at vi sender disse samfundsomvæltende personer ud af Danmark" skriver Fremskridtspartiets formand og kræver statistik offentliggjort, der viser, hvor stor en andel af den samlede kriminalitet, muslimske indvandrere står for herhjemme.

Af Aase Heskjær
Formand for Fremskridtspartiet

Jeg har tidligere gjort opmærksom på, at flygtninge/indvandrere og deres efterkommere er voldsomt overrepræsenteret i kriminalstatistikken. Den slags oplysninger er ikke velsete blandt "de politisk korrekte". Derfor kunne vi den anden dag i pressen se, at politiet ikke må oplyse om de fremmedes overkriminalitet.

Dette forbud skyldes en frygt for, at tallene kan misbruges, siges det. Jeg undrer mig over, hvad dette misbrug kan være. Kan det også misbruges, når politiet fortæller, at der blandt en rockerklubs medlemmer er en overrepræsentation af folk, der har fået en narkodom?

Nej, selvfølgelig ikke. Det, man er bange for, er absolut ikke misbrug - det er sandheden, man er bange for! Det gamle ordsprog om at sandheden er ilde hørt passer stadig utrolig godt.

Men det er klart, at alle de politikere, der har ønsket den store tilstrømning af fremmede, vi har fået igennem de sidste årtier, så sandelig ikke er interesserede i, at befolkningen får kendskab til, den svøbe de har påført Danmark.

Tal på bordet
Fremskridtspartiet ønsker tallene frem i lyset. Og det er ikke nok, at vi kan finde ud af, at der ud af de 1440 unge, der sidste år i København blev sigtet for forbrydelser, var 42% af udenlandsk herkomst. Vi må meget nøjere indkredse, hvilke grupper af udlændinge - inklusive efterkommere af udlændinge - der er skyld i, at de fremmede er overrepræsenterede i kriminalstatistikken.

Jeg besidder ikke tallene, men jeg er fuldstændig overbevist om, at hvis tallene blev offentliggjort, ville vi se, at den primære gruppe af udlændinge, der optræder i kriminalstatistikken, ikke er svenskere, tyskere, japanere, kinesere, vietnamesere m.fl.

Jeg er ret sikker på, at vi vil se, at langt den overvejende del af de fremmede er folk fra lande eller områder med en muslimsk kultur. Men den slags tal må sandelig ikke offentliggøres. For de tal giver Fremskridtspartiet ret.

De giver Fremskridtspartiet ret i, at de fremmede, der giver de fleste og største problemer her i landet, er dem, der har en muslimsk kulturbaggrund. Dermed ville tallene også give Fremskridtspartiet ret i, at vi, for at beskytte Danmark og dansk kultur, er nødt til at stoppe tilstrømningen af folk fra disse områder.

Herefter må vi nødvendigvis sende de, der allerede er kommet ind i landet, ud igen. Og dette er på igen måde et brud på FN's flygtningekonvention, som flere har påstået. Flygtningekonventionen fastslår netop, at man er i sin gode ret til at afvise personer, der udgør eller vil udgøre en trussel for landet.

Danmark trues
Og Danmark er ikke kun truet af kriminelle handlinger. Vi er så sandelig også truet af, at folk, der ikke respekterer de samme frihedsværdier, som vi gør, under påberåbelse af netop vore frihedsværdier, kræver, at samfundet ændres til et samfund uden frihed.

Dette hverken kan eller må vi acceptere. Vi må og skal sige fra. Vi er nødt til at handle. Og vi må handle nu. "

Forrige artikel Stil krav til indvandrer-ungdom Næste artikel Flertallet ønsker diskrimination