Flertallet ønsker diskrimination
Minoritetspartiets Signe A. E. Larsen skriver om den aktuelle udlændingedebat. Hun mener, at regeringen, DF og S bevidst går efter "hvordan man - uden at få menneskerettighedsforkæmpere på nakken - kan holde muslimske familiesammenføringer for døren, men tage imod folk fra vestlige lande med åbne arme."
Politiken har i denne forbindelse lanceret en omfattende kampagne bl.a. med fokus på danskere, der rammes af reglen om, at de skal have "størst tilknytning til Danmark", når de efter længerevarende ophold i udlandet forsøger at få deres udenlandske ægtefælle til landet.
De velfungerende familier kan ikke se rimeligheden i, at netop de rammes af regeringens stramninger, og eksemplerne er da også gruopvækkende.
Tag historien om den danske kvinde, der har solgt hus og biler i Israel og fundet sig selv og sin israelske mand et arbejde og et hjem i Danmark. Efter 13 års ægteskab finder hun det forståeligt nok besynderligt at skulle svare på et 20 siders langt spørgeskema, hvori hun bl.a. skal redegøre for, hvor mange gange hun har set sin mand siden ægteskabets indgåelse. Og ikke nok med det - hendes mand har alligevel fået afslag om opholdstilladelse i Danmark, fordi man har vurderet, at familiens tilknytning til Israel er større end til Danmark.
Disse vurderinger af tilknytningen foretages af embedsmænd og funderes således i realiteten på subjektive skøn i hver enkelt sag. Hvor stor en familie man har i Danmark, sammenlignet med hvor stor en familie man har i ægtefællens hjemland, kan i denne forbindelse være med til at afgøre en beslutning om at ødelægge en ellers velfungerende familie.
Loven emmer i det hele taget af denne selvbestaltede logik, der kynisk besegler de involverede skæbner ved at lade vilkårlige skøn og besynderlige "snusfornuftige" værdier bestemme i hvilket land, et ægtepar hører til. Basal medmenneskelighed taler for, at det burde være parrets egen vurdering, der vægtede mest i sådanne afgørelser, men dette anses åbenbart for aldeles irrelevant.
Denne konsekvens har forståeligt nok skabt forargelse blandt udenlandsdanskere, der føler sig diskriminerede, fordi et udenlandsophold og et kærlighedsforhold på denne måde faktisk medfører landflygtighed.
Kan se problemet
Bertel Haarder og co. kan godt se problemet. Det har naturligvis aldrig været meningen, at "normale" og "pæredanske" danskere skulle rammes af regeringens politik. I hvert fald havde man skønnet, at det kun ville være en meget lille del af "de rigtige danskere", der ville komme i klemme.
Hvor mange, der er tale om, er da også svært at sige, men faktummet er, at udenlandsdanskerne råber højt. I al fald højere end de mennesker, som alle er enige om, at vi gerne må forskelsbehandle, nemlig flygtninge og indvandrere - særligt dem med en ikke-vestlig kulturbaggrund.
Rigid regering
Regeringens politik er omsider blevet så rigid, at den er begyndt at ramme selv "de gamle danskere", hvilket er kommet bag på de fleste og har fået kritikken til at blusse op.
Faren ved denne massive opmærksomhed omkring danskere, der kommer i klemme i det unuancerede bureaukratiske system, er naturligvis, at regeringen, DF og Socialdemokratiet ikke erkender lovens grundlæggende urimelighed, men i stedet blot er ved at lægge hovederne i blød for at finde en måde, hvorpå man kan skille fårene fra bukkene.
Altså udtænke hvordan man - uden at få menneskerettighedsforkæmpere på nakken - kan holde muslimske familiesammenføringer for døren, men tage imod folk fra vestlige lande med åbne arme.
Det er det, man vil både i Venstre, DF og Socialdemokratiet. Det lægger ingen af partierne skjul på. Og hvorfor skulle de egentlig? Massive værdiskred har desværre gjort den slags diskriminerende målsætninger ganske legitime og endda prisværdige i dansk poltik.
Når Bertel Haarder således ytrer: "...Vi må jo desværre ikke diskriminere. Vi skal stille samme krav til alle. Og jeg mener desværre." (Jyllands-Posten d. 17/4), tænker de fleste åbenbart, at det da også er ærgerligt, at vi ikke må forskelsbehandle bare en lille smule.
Egne fanget i krydsilden
At danskere pludselig råber op om den himmelråbende uretfærdighed, der rammer dem, og om de nedværdigende spørgsmål og fordomsfulde antydninger man, må stå model til for at få sin ægtefælle til landet, gør nemlig ikke, at politikerne pludselig erkender hvilken inhuman sammenføringspolitik, landet fører i det hele taget.
Nej, erkendelsen går udelukkende på, at den er en bragende succes, fordi den er effektiv. Det eneste problem er altså, at vi i ny og næ rammer de forkerte. Vi sigtede efter "fjenden", og et par af vore egne blev uheldigvis fanget i krydsilden.
Dvæler man lidt ved, hvor svært det er blevet for selv en "gammeldansker" at få sin ægtefælle med til landet, ser det unægteligt sort ud for folk, der har boet her i "bare" ti, syv eller to år.
Disse mennesker har i dagens Danmark ingen ret til kærlighed, hvilket kan lyde voldsomt, men ikke desto mindre er tilfældet. Vi lever i år 2003, og alligevel tillader et demokratisk valgt styre sig at bestemme over noget så privat som menneskers kærlighedsliv. Det lugter fælt af totalitarisme og er følgelig en skamplet på demokratiet.
Det kan naturligvis ikke være rigtigt, at man skal forelske sig i en mand eller en kvinde fra et vestligt land for at have en rimelig chance for at leve sammen med vedkommende. Der findes vel næppe smukkere eller bedre integration, end når mødet mellem to kulturer udmønter sig i kærlighed.
Og det nytter ikke, at man i et demokratisk land skelner mellem første- og andenrangsmennesker. Der findes kun mennesker, og mennesker har ret til leve sammen med deres livs kærlighed, uanset hvilken nationalitet og kulturbaggrund denne kærlighed favner.
Det ville være fantastisk, om udenlandsdanskerne erkendte uretfærdigheden ikke bare i deres egen situation, men slog sig sammen med alle dem, der lider under regeringens nedværdigende udlændingepolitik.
Dermed kunne de bruge den styrke, de besidder og har demonstreret på det seneste, til at slå et slag for medmenneskelighed og humanisme i mødet med ALLE nye borgere. Desværre må man i lyset af de seneste års udlændingepolitik nok forvente, at regeringens næste skridt blot vil være endnu en spidsfindig måde, hvorpå man kan camouflere den tiltagende diskrimination af indvandrere. Og så vil der nok desværre igen være tavshed omkring udlændingeloven.
