Fortællinger fra fremtidens Danmark

Til begravelse i dansk moské
Så snart hun trådte ind i det store rum, blev hun mødt af den samme duft som hundrede gange før. Duften af luven på de tykke tæpper, der dækkede gulvet i flere lag. Det plejede at være en glædelig begivenhed at komme i moskeen, men ikke i dag. Selma skulle begrave sin onkel. Den onkel, der så mange gange havde taget hende med i moskeen, da hun var en lille pige, hvor hun på en og samme tid var imponeret og lidt misfornøjet. Imponeret over det flotte tag, som man skulle læne nakken helt tilbage for at se toppen af, og lidt misfornøjet over de kolde tæer, når man skulle hjem igen.

De seneste år havde hun besøgt ham på kvarterets plejehjem, især til de muslimske højtider, hvor der var pyntet op, og alle deltog i festlighederne. Hendes onkel var blevet mere troende de senere år og tilbragte flere timer i bøn i plejehjemmets særlige rum. Rummet var en oase for alle, som havde behov for at bede, meditere eller bare tænke i fred.

Sidst, hun var her, var til sit eget bryllup, hvor rummet var fyldt med glade gæster, men i dag var moskeen stille, og glæden var væk. Han havde været hendes yndlingsonkel og hun hans yndlingsniece. Mens hun hilste på de fjernere slægtninge, hørte hun kaldet til aftenbønnen fra minareten. Og hun vidste, at han også hørte den. Han ville også kunne høre den liggende i sin grav på den muslimske gravplads bag moskeen. Sådan som han havde ønsket det. Hun vidste, at han døde med fred i sjælen og nærhed til Allah. Hun ville ønske, at hun også havde den.

"Velkommen som ny borger-samtale"
Han stod spændt sammen med sin kone og sine forældre og lyttede. De lyttede intenst til borgmesteren, som bød de nye borgere velkommen i deres nye land, i deres nye hjemby. Vijays forældre havde sluttet sig til ham i Danmark for to måneder siden, og de var blevet vel modtaget af alle.

Alligevel var det rart med denne gestus fra det officielle Danmark, og Vijay huskede tydeligt, da han selv stod i samme situation. Det var nu tre år siden. Han var blevet glædeligt overrasket, da han allerede syv dage efter ankomsten blev inviteret til en såkaldt "velkommen som ny borger-samtale" hos kommunens vejleder. Her havde de to i fællesskab og gennem grundige samtaler fundet ud af, lige præcis hvad Vijay var god til og kunne gå i gang med i Danmark, faktisk allerede mens han var på sprogkursus. Han kunne nemlig trække på sin erfaring med it fra Indien.

Allerede for ti år siden, da han var blevet ansat som lærer på en landsbyskole, mærkede han elevernes interesse for verden udenfor. Eleverne havde vakt hans nysgerrighed, og med tiltagende iver og begejstring gik han i gang med at få landsbyen koblet op på verden. Vijay brugte sin uddannelse som lærer til at få børn og unge til at bruge internettet og de lokale netværk i deres dagligdag og i deres skolegang. Det havde været en stor omvæltning og havde forandret børnenes syn på både sig selv, Indien og verden.

Han havde også selv koblet sig på verden og i særdeleshed Danmark, da han en aften kom til at chatte med en pige fra et lille land højt mod nord. Og da de havde chattet med hinanden hver dag i to måneder, måtte de se hinanden. Her var han så, fire år senere. Gift med Mai Lin, far til Sarah, dansk statsborger og udvikler af lokalnetværk til fjernundervisning af skoleelever i de mindste landsbyer herhjemme.

Nu stod han så her med sine egne forældre. De forstod godt nok kun borgmesterens tale, fordi der var hindi-tolk på, men de var allerede begyndt på danskkursus. De var ivrige efter at lære sproget i deres nye hjemland, så de kunne tale med alle de rare mennesker, de mødte og var sammen med.

Et samfund der kigger ud istedet for indad
Fortællinger fra Danmark, et fremtidens Danmark. Et samfund, hvor Vijay bliver behandlet lige så godt som Viggo, og hvor Selma kan gå ind i en moske og opleve den samme ro og nærhed til sin afdøde onkel som Susan, der begraver sin tante fra en kirke. Et samfund der kigger frem og ud i stedet for indad og bagud.

Jeg har en drøm om et samfund, hvor mine døtres muligheder for at få job ikke forringes af deres fremmedklingende navn. Et samfund, hvor deres far kan begraves i det land, som han er statsborger i, og ikke som nu, hvor deres bedstefar ligger begravet i Pakistan, selv om han var dansk statsborger og arbejdede og levede sit liv her. Et samfund, hvor deres lillebror kan gå rundt sammen med sine venner, uden at de bliver opfattet som en bande, der skaber frygt.

Jeg har en drøm om at give den fødselsgave til alle børn i det danske samfund, at de skal kunne vokse op og leve deres liv uden at blive behandlet ringere hverken på grund af deres køn, seksuelle orientering, etnicitet eller religion. Et sted, hvor der er respekt for og plads til, at de kan udfolde deres talenter og ønsker til livet. Jeg drømmer om et Danmark, hvor fællesskabet er bredere, og hvor vi sammen kæmper for grundlæggende værdier som frisind, ligestilling, demokrati, international ansvarlighed og solidaritet.

De brune danskere udstilles og diskrimineres
Desværre er det i dag sådan, at to ud af fem brune danskere har oplevet diskrimination i forbindelse med jobsøgning, og to ud af tre er blevet råbt eller spyttet efter af hvide danskere på gaden. Mange bider det i sig, men en del vil ikke finde sig i det. Nogle af dem vælgere at forlade Danmark til fordel for et land, hvor de føler sig mere ligeværdigt behandlet, eksempelvis Storbritannien, Canada eller USA.

Danskere med somalisk baggrund har i særdeleshed oplevet en hetzagtig stemning særlig pisket op af politikere og andre meningsdannere med behov for eksponering i medierne. Og med succes.

Danskere med somalisk baggrund er i dag den gruppe, som oplever mest diskrimination i hverdagen og i særdeleshed ved jobsøgning. Næsten halvdelen af dem har oplevet chikane fra personale, når de bruger busser og tog. Somaliske foreninger anslår da også, at i nærheden af 3.000 veluddannede danske borgere med somalisk baggrund har forladt Danmark inden for bare det seneste år. De er ligesom jeg bekymrede for deres børns fremtid i Danmark. Og deres bekymring er velbegrundet. Kun hver femte dansker med somalisk baggrund i Danmark er i arbejde.

Den massive marginalisering har skabt en ny gruppe af fattige i Danmark, som er karakteriseret ved deres mørke hudfarve. Fire gange så mange brune børn som hvide har oplevet, at deres forældre har manglet penge til mad, otte gange så mange at forældrene ikke har kunnet betale husleje.

Fra sygeplejerske til syg
En sygeplejerske, som er flygtet fra forfølgelse og krig, sidder nu på et asylcenter i Danmark og venter. Hun må ikke bruge sin uddannelse, selv om der er mangel på sundhedspersonale i Danmark. I stedet for at hjælpe de syge, der har brug for hende, ender hun som én med behov for lægehjælp og piller til at klare ventetiden. Ingeniøren ved siden af drømmer om at bygge broer og veje som dem, krigen ødelagde i hans hjemland, men ser sine drømme smuldre foran sig. For gruppen af nyankomne er dét konsekvensen af, at sagsbehandlingstiden i Danmark ligger på gennemsnitligt syv måneder - for nogle grupper helt op til et år. De nye borgere venter og venter, og venter.

Af de første 5.000 indvandrere, der i 1999 begyndte på det treårige introduktionsprogram, var i 2001 70 procent helt uden tilknytning til arbejdsmarkedet (DA-analyse). Integrationsminister Bertel Haarder har selv sagt om den danske integrationsindsats, at "Danmark på dette område er det dårligste land i verden", på trods af at han i den samme artikel udtaler: "Jeg er minister for at få flere udlændinge i arbejde".

Regeringens fejldiagnose
Den nuværende regerings fejldiagnose er den samme som den tidligere regerings var, og dens vej til integration og bedre beskæftigelse er brolagt med markante stramninger. Så markante, at vi nu ved, at de fører til, at forfulgte flygtninge dør, fordi de ikke fra udlandet kan søge beskyttelse i Danmark. Samtidig kan ægtefæller og kærester til danske borgere ikke komme hertil, fordi vi har de strammeste familiesammenføringsregler blandt de lande, vi normalt sammenligner os med. Det er pisk, pisk og pisk, uanset hvad Bertel Haarder forsøger at klæde det ud som. Ingen nyankommen har brug for at møde en knytnæve, men derimod en fremstrakt hånd. Ofte har de nyankomne mere brug for en fremstrakt hånd end en knytnæve.

De lande, som også Bertel Haarder fremhæver som bedre til at inddrage de nyankomne, er blandt andre Canada og Norge. Disse lande har en helt anden indgang til inddragelsespolitikken, og de er alle mere åbne og har ikke så svært tilgængelige opholdstilladelser til landets egne statsborgeres familier som Danmark. Blandt flygtninge og indvandrere, som har opholdt sig i Canada i et til fem år, ligger arbejdsløsheden på 12,7 procent. For fødte canadiere er den 7,4 procent. Norge har indført en kursusløn, som ligger 800 kroner over den norske kontanthjælp, til alle nyankomne, som deltager i de individuelt udarbejdede introduktionsprogrammer. De bedste resultater herfra viser, at 70 procent er i arbejde eller under uddannelse efter endt forløb. Både Canada og Norge har betydeligt mere effektive regler mod diskrimination, end vi har i Danmark.

Canadisk forbillede
Hele vores tilgang til de nye borgere ligger milevidt fra eksempelvis den canadiske, som Hans Skov Christensen (administrerende direktør i DI) udtalte i en Kronik i Politiken: "... de udlændinge, der kommer til landet i dag, betragtes som mennesker, der har udnyttet nogle "huller" i lovgivningen - ikke som mennesker, der har ressourcer at tilbyde os". Det var i år 2000, og tonen i debatten og løsningsmodeller til bedre inddragelse af de nyankomne er ikke blevet bedre - tværtimod. Hele den danske tilgang bygger på økonomisk afstraffelse, strenge krav og mistænkeliggørelse, mens eksempelvis canadiernes er centreret om belønning og positive forventninger.

Udlændingene skal quickstartes
Det gælder om fra første færd at sige til de nye borgere: "Velkommen til Danmark. Vi forventer noget af dig, og her er, hvad vi tilbyder dig". Den politik, jeg som SF's ordfører på området vil advokere for, kalder jeg Quickstart. Her skal sygeplejersken og ingeniøren allerede efter to uger i gang med et introduktionsprogram. Den torturramte unge mand skal i behandling med det samme. Vi skal give dem det, de har brug for som nyankomne i et nyt land: sprogkundskaber, nære kontakter, viden om deres nye land.

Sygeplejersken skal skærpe sine evner på en hospitalsafdeling, mens ingeniøren skal i gang med at bygge broer, så vi og de selv kan bruge de ressourcer, de kommer til landet med. At nogle af dem sendes ud af landet igen, betyder ikke, at indsatsen er spildt. Så sender vi bedre kvalificerede mennesker tilbage dertil, hvor de kom fra, og samtidig har vi fået dem, der bliver, i gang fra begyndelsen. Deltagelse i introduktionsprogrammet skal give individuel kursusløn på niveau med dagpenge til hver enkelt deltager. Desuden skal gratis børnepasning være en del af introduktionsprogrammet, så også børnene kommer i gang.

Danske statsborgere skal altid kunne vende hjem til Danmark med deres familiemedlemmer, men de skal selv kunne forsørge dem de første tre år. Familiemedlemmerne skal ligesom flygtningene have mulighed for at deltage i individuelt tilrettelagte introduktionsprogrammer - så får de kursusløn som alle andre deltagere. Sagsbehandlingstiden for alle nye borgere skal sættes væsentligt ned, fra de nuværende syv-tolv måneder til to måneder, og det skal være muligt at søge om statsborgerskab allerede efter tre år, hvis man lever op til krav om sprogfærdigheder, viden om det danske samfund og støtter demokratiet.

Ombudsmand for etnisk ligestilling
Alle borgeres ligestilling fra vugge til grav skal sikres af en Ligestillingsombudsmand, som skal have ressourcer til at undersøge områder for direkte eller indirekte forskelsbehandling, sikre, at en effektiv lovgivning bliver overholdt, og at lovovertrædelser fører til domsafsigelser ved domstolene.

De sidste ti års integrationspolitik har handlet om at lukke de danske grænser og fjerne rettigheder. Det er på tide, at vi holder op med at kigge indad og bagud og i stedet retter blikket frem og ud i verden. Da jeg som 18-årig rejste rundt i Europa på interrail, var jeg stolt af at have det danske flag på min rygsæk. Den stolthed vil jeg have tilbage.

debat@altinget.dk