Fogh slår plat på besættelsestiden

Koncentrat af lederen "Historieløs - Fogh slår plat på besættelsestiden" i Politiken 30. august 2003.

SEJRHERRERNE skriver historien, siges det. Men som modstandsmanden Frode Jakobsen skrev i en af sine erindringsbøger, så gælder det ikke besættelsen. Her er det taberne, det vil sige politikerne, der fører historiens pen.

I går var det så igen en politiker, statsminister Anders Fogh Rasmussen, som førte pennen i anledning af 60-året for samarbejdspolitikkens ophør. Statsministerens dom over sine forgængere var hård: Samarbejdspolitikken var moralsk forkastelig og naiv: for tænk, hvis alle lande havde gjort det samme, så havde vi alle levet under det nazistiske rædselsregime i dag.

Fogh har ret i at påpege, at samarbejdspolitikken blev drevet for vidt af hans forgængere i 1940'erne. For vidt i forhold til de tyske krav og for længe. Det kan diskuteres længe, hvilke alternativer de danske politikere havde, men heroisk var det ikke. Og slet ikke, når det sammenholdes med det valg, som modstandsfolk og danskere i allieret tjeneste traf.

Skønt Fogh altså har en pointe, må det siges, at han fremfører den historieløst og presser det komplicerede forløb ind i en demagogisk ramme uden nuancer. Der var mange valg og afvejninger, som datidens politikere måtte foretage. Og det var valg, som dengang ikke var gratis politisk plat, men handlede om befolkningens fysiske sikkerhed og landets overlevelse som stat.

SAMTIDIG MÅ det siges at være en historisk anakronisme af den anden verden, at formanden for det parti, der nok stod modstandsbevægelsen fjernest, Venstre, med rødder i det erhverv, der tjente mest på besættelsen, nu 60 år efter hylder en folkerejsning mod den daværende regering iværksat ikke mindst af kommunister. (...)

Værst er det dog, at landets statsminister misbruger et historisk omdiskuteret forløb til at begrunde nutidens udenrigspolitik. Dels i talen - i forsigtige vendinger - og dels i undervisningsmateriale, sendt ud til landets skoler, hvor det direkte siges, at læren fra samarbejdspolitikken og besættelsen er, at vi i dag skal sende soldater til Irak. Så letkøbte forklaringer imponerer ikke nogen, som kan huske eller blot har sat sig overfladisk ind i besættelsestidens historie.

Forrige artikel Det moralske valg i 1943 Næste artikel S-fembanden rykker