Fatale følger for anbragte børn
SFs Anne Baastrup mener, at samfundet svigter børn, der anbringes uden for hjemmet.
Der vil temmelig sikkert være mange tanker, der går gennem dit hoved. Tanker om, at det er din skyld, du skal væk, og hvad der nu skal ske?
Hvem skal passe på dine forældre, mens du er væk? Hvem skal du tale med, hvis du ikke kan lide det sted, du kommer hen?
Den vigtigste begivenhed siden din fødsel har din sagsbehandler nu ansvaret for.
Anbringelse er som at få klippet navlestrengen anden gang. Vi skal tage børn alvorligt, især udsatte børn, for deres fremtid står på spil, og lige præcis derfor må udgangspunktet for en anbringelsesreform aldrig være færre og billigere anbringelser, men bedre. Udgangspunktet skal i stedet være det rigtige tilbud på det rigtige tidspunkt.
Barnet i centrum
En vellykket anbringelse kræver, at barnet er i centrum. At barnet
skal være det betyder imidlertid ikke, at man noterer det på et stykke
papir, eller at forskellige voksne taler om barnet - eller at man
anbringer et barn uden at tale med det og lytte til det. At tage
udgangspunkt i barnet skal betyde, at hvert enkelt barn opfattes som
et menneske.
Det skal betyde, at barnets forståelse af dets situation er meget centralt, og at den voksne derfor skal sørge for, at barnet er informeret og vidende om, hvorfor det skal anbringes hvor længe og hvor. Det kan lyde banalt, men ikke desto mindre sker det alt for ofte, at voksne glemmer, at forudsætningen for, at en anbringelse kan blive en succes er, at barnet selv oplever, at de beslutninger, der træffes, er de rigtige.
Men hvad er en succesfuld anbringelse? Den sikres kun ved at respektere og tage udgangspunkt i barnets tanker og oplevelser. Det betyder naturligvis også, at man i forhold til børn ikke kan sætte sin lid til universalmidler, hvad enten det er familierådslagning, MST (Multi Systemisk Terapi) og netværksanbringelser, som foreslået af socialministeren.
Hermed ikke sagt, at det ikke kan være brugbare værktøjer, hvis det er det, barnet har brug for. Alfa og omega er, at man i hvert enkelt tilfælde nøje og med den pædagogiske faglighed i top vurderer, hvad der vil være bedst for barnets udvikling. Og derfor duer det heller ikke, at beslutningen om, hvorvidt et barn skal anbringes eller ej, suverænt skal træffes af mennesker, der aldrig har mødt barnet.
Fatale følger
Fra tidligere anbragte børn hører vi, at børnene i forbindelse med
anbringelsen og senere ændringer, har oplevet ikke at blive
informeret, hørt og inddraget. Det giver fatale følger.
Manglende information og dialog er medvirkende til, at børnene fastholdes i mange og urigtige forestillinger om, at de selv er skyld i anbringelsen.
Dette kan afgørende blokere for børnenes udvikling, læring og deres mulighed for at kunne etablere relationer til mennesker omkring dem. Og så gør samfundet dem en alvorlig og smertefuld bjørnetjeneste.
