EU skuffer forventninger

Koncentrat af lederen "Euro-slaphed svækker unionen" i Berlingske 26. november 2003

Sagen er forbløffende enkel: Der er sket en overtrædelse af reglerne, beviserne er ikke til at skyde igennem, og juraen er klar i sin strafudmåling, nemlig en klækkelig bøde.

I de fleste andre foreninger ville en sådan sag være ligetil. Men ikke i EU, hvor finansministrene med åbne øjne lader unionens to bøller - Tyskland og Frankrig - slippe for at blive straffet for deres store budgetunderskud på en måde, der kun kan forklares med den særlige blanding af magtpolitik og pragmatisme, der hyppigt giver udslaget i internationale organisationer.(...)

De to store EU-lande går fri af videre tiltale, fordi de - ja, fordi de er store.

Det er EUs vækst- og stabilitetspagt, der er blevet overtrådt. Den opstiller de rammer, der skal sikre, at der ikke opstår økonomiske ubalancer i euro-området.(...)

Det er naturligvis aldeles afgørende, at reglerne overholdes, og at der gælder samme målestok for store og små medlemslande.(...)

Men hvorfor overhovedet holde fast i stabilitetspagten, når det indtil videre ser ud til at gå meget godt for euroen - trods to store eurolandes udskejelser?

For det første er det svært at se, hvordan euroen på længere sigt skal overleve, hvis der gives frit løb for alle medlemslandes forsøg på at bøde på konjunkturerne ved at udstede ufinansierede skattelettelser og andre økonomisk set uhyre kortsigtede påfund.

For det andet - og værre - har valutamarkederne formentlig allerede noteret sig, at stabilitetspagten de facto er afskaffet. Når det ikke prompte udløser en krise for euroen, skyldes det sandsynligvis, at dollaren for tiden er endnu mere svækket, og så selvfølgelig at EU-landene som helhed, trods Tyskland og Frankrigs indsats, stadig har styr på budgetterne. Statsminister Anders Fogh Rasmussen siger, at balladen om stabilitetspagten ikke kommer til at få betydning for den danske diskussion for eller imod euroen. Det kunne være interessant at høre, hvad han bygger den tro på.

Mange havde nok ventet sig noget mere anstændigt af EU. De må være blevet skuffet.

Forrige artikel Flere må gennemføre ungdomsuddannelser Næste artikel Luk europæisk racismecenter