Et politisk digt til 65 mio. kr.

Man skulle næsten tro, at det var eventyrdigteren Hans Christian Andersen, der forleden dag var på besøg i Helsingør. Men desværre. Det var kun et folketingsmedlem fra partiet Venstre ved navn Hans Andersen.

Han annoncerede sin ankomst i den lokale presse med, at han ville spadsere frem og tilbage på Stengade og love, at i 2004 vil borgerne i Helsingør have 65 mio kr. mere end sidste år at gøre godt med. Et beløb, der efter hans udlægning, vil stige til 120 mio kr. i år 2007.

Havde det nu været H.C. Andersen - og ikke blot Hans Andersen -ville han nok have været ærligheden selv. Ikke bare digtet en historie, men også fortalt, at det var er digt. Men sådan gør et rigtigt folketingsmedlem ikke – selv om han hedder Andersen. Næh, han fortæller bare sin egen version af historien, som om det er den rene og pure sandhed – og så håber han, at borgerne døser lidt hen og ikke er så opmærksomme på den rigtige historie.

De blunder jo, har han nok sagt til sig selv, men de blunder ikke alle sammen på samme tid. Nogen hører efter nogle gange – og det er nok for mig!

Høre lidt mere til
Nu skal det jo ikke være sjov og digt alt sammen, så den gode mand, folketingsmedlem fra Venstre med navnet Hans Andersen, må vi høre lidt mere til. For eksempel om det med skattelettelser for penge, der kunne have være brugt bedre – og måske også om det med skattestop og nedskæringer og brugerbetalinger og frit valg og takstforhøjelser og højere arbejdsløshed. mv.

Jeg vil meget gerne høre Andersen fortælle den rigtige historie om, hvordan det som gavmild politiker føles at skulle give store skattelettelser til dele af befolkningen – for så samtidig at kradse pengene ind ved at fjerne tilskud på stribe f.eks. til efteruddannelse, lade bus- og togpriserne stige mange procent, gøre det dyre at gå på aftenskole og se arbejdsløsheden stige til det højeste niveau i de seneste fem år (182.900 ledige i november), øge brugerbetalingen, f.eks. på en række institutionstakster og på de ældres mad med omkring 15% samt mange andre finurligheder i form af indirekte skatter og brugerbetalinger.

Dertil kommer, at de flotte skattelettelser, som Andersen (altså Hans Andersen) beretter om, ikke på nogen måde kommer pensionister og andre på overførselsindkomst til gode – selv om de fleste af prisstigningerne og brugerbetalingerne rammer også denne gruppe af befolkningen. Der er endda ikke nogle konkrete forslag på bordet fra regeringens til generelle forbedringer af den almindelige pensionists økonomiske vilkår. Ældrechecken er desværre kun et lapperi på en gruppe af pensionister.

Alt det vi da gerne høre lidt mere om – for det er jo bagsiden af Venstres medalje!

Forrige artikel Økonomisk opsving i tynd tråd Næste artikel Skattestoppets ulidelige lethed