Ellemann starter ny politisk sæson med "katastrofal" meningsmåling

Regeringspartierne og især Venstre bløder vælgere, viser ny Epinion-måling. Selvom mindre end hver tiende dansker vil stemme på Venstre, kan det kan godt blive værre for Jakob Ellemann-Jensen, advarer politisk kommentator.

Selvom Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) de seneste uger har været på kombineret bustur og charmeoffensiv, er der ikke meget, der tyder på, at danskerne har ladet sig forføre af SVM-regeringens top.

Det er i hvert fald det billede, der tegner sig i en spritny meningsmåling, som Epinion har lavet for Altinget og DR.

I målingen, der er lavet på baggrund af 2.154 gennemførte interview, er der tværtimod tilbagegang at spore for alle tre regeringspartier.

Værst ser det ud for Venstre, der aldrig er blevet målt lavere af Epinion. Instituttet har lavet politiske meningsmålinger siden 2008.

Ifølge den seneste måling agter kun 8,7 procent at stemme på det liberale regeringsparti, der – trods løfter om det helt modsatte – pegede på Mette Frederiksen som statsminister i kølvandet på valget for godt et år siden. Ved den lejlighed fik Venstre 13,3 procent af stemmerne.

Ved valget i 2019 fik Venstre opbakning fra næsten en fjerdedel af vælgerne.

Regulær katastrofe

Billedet er tilsvarende dystert for Venstre i Gallups nyeste måling, der blev omtalt i Berlingske mandag.

Her svarer 9,7 procent, at de ville sætte kryds ved partiet, hvis der var folketingsvalg i morgen. Det er i Gallup-regi den laveste tilslutning til det liberale regeringsparti siden december 1983.

"Særlig for Venstre er det en regulær katastrofe. Det har ikke hjulpet det mindste, at Jakob Ellemann-Jensen er kommet tilbage efter sin sygemelding," siger Erik Holstein, der er politisk kommentator på Altinget.

{{toplink}}

Han forventer ikke, at regeringen og Venstres bebudede skattelettelser til fem milliarder kroner bliver den "trylledrik, Ellemann håber på".

"Det er der intet, der tyder på. De færreste vælgere er særlig interesserede i skattelettelser – og de mest liberalistiske af Venstres vælgere er samtidig bitre over top-topskatten," siger han.

På samme måde forestiller han sig, at de kommende forhandlinger om en CO2-afgift på landbruget kan gøre ondt værre for det gamle landbrugsparti.

Det skyldes, at en række fremtrædende Venstre-folk i de seneste dage har advaret mod regeringens planer om at beskatte erhvervet og ikke forbrugeren.

"Venstres problemer er ikke engang slut. Lige om lidt skal der diskuteres CO2-afgift på landbruget, og Inger Støjberg (formand for Danmarksdemokraterne red.) slikker sig om munden ved udsigt til den diskussion. Venstre risikerer at ryge endnu længere ned," lyder det fra Erik Holstein.

Kroniske fejl i konstruktionen

Den nye måling er den sidste forud for den nye politiske sæson, der officielt skydes i gang med Folketingets åbning tirsdag. Dermed ser det ud til, at regeringen skal lægge godt fra land, hvis skibet skal vendes, vurderer Erik Holstein.

"Målingen er katastrofal for både Venstre og Socialdemokratiet. Man må køligt konstatere, at charmeoffensiven rundt om i landet ikke har kunnet forhindre endnu en masseflugt fra regeringen. Genstarten ser ud til at kræve endnu en genstart, og det begynder at vidne om kroniske fejl i konstruktionen," siger han.

Selvom det primært er Venstres tal, der springer i øjnene, er målingen også skidt nyt for statsminister Mette Frederiksen.

{{toplink}}

I målingen står Socialdemokratiet til 20,4 procent af stemmerne. Ved valget sidste år var der opbakning fra 27,5 procent.

"Socialdemokraterne havde en vis fremgang efter sommerferien, hvor Mette Frederiksen for alvor stemplede ind igen. Men hun har slet ikke fået overbevist sit bagland om, at skattelettelser er god socialdemokratisk politik i en tid, hvor kommunerne må spare – og hendes nye "arbejde er livets mening"-filosofi er ikke synderlig populær," siger Altingets politiske kommentator.

Godt nyt for venstrefløjen

Erik Holstein hæfter sig desuden ved, at SF og Enhedslisten tilsammen kan mønstre større opbakning end socialdemokraterne. I det nuværende folketing er Socialdemokratiet ellers næsten dobbelt så stort som de to venstrefløjspartier tilsammen. Samtidig er SVM-regeringens meningsmålte flertal for længst forduftet.

"Hvis der er noget, der på et tidspunkt kan få socialdemokraterne til at opgive samarbejdet med de borgerlige, så er det den slags målinger. Både SF og Enhedslisten gør det rigtige: De står fast på mange af de synspunkter, der for kort tid siden var Mette Frederiksens – og så står de ellers parat med det store net for at fange skuffede socialdemokratiske vælgere," siger han.

,

Forrige artikel I årevis har Katja fået livet på Christiansborg til at glide. Nu skal hun vogte hærdede kriminelle  I årevis har Katja fået livet på Christiansborg til at glide. Nu skal hun vogte hærdede kriminelle  Næste artikel Folketinget er åbnet: Fire grafer tager temperaturen på dansk politik Folketinget er åbnet: Fire grafer tager temperaturen på dansk politik