Eksportsucces imod alle odds

Koncentrat af lederen "Eksportsucces - overskud imod alle odds" i Berlingske 17. juli 2003 om behov for et gennemskueligt skattesystem.

(...) Flot er det da, at danske eksportvirksomheder år efter år er i stand til at konkurrere med succes på verdensmarkederne, hvilket skæpper godt i valutakassen og skaber handelsoverskud. Historisk har vi jo ikke været vant til et plus i milliardklassen, og så meget mere imponerende er det i en tid, hvor kronen er bomstærk og danske varer derfor dyre, og hvor verdenshandelen har været ramt af den globale økonomiske afmatning. (...)

Flot, ikke mindst fordi vi selv har gjort meget for at forringe virksomheders konkurrenceevne. Det er f.eks. blevet sædvane, at danske lønstigninger ligger nær et procentpoint højere end lønstigningerne hos vore samhandelspartnere. Kan man hele tiden skabe produktivitetsstigninger, som overgår konkurrenternes, ja så kan der blive plads til lønfest.

Men der er bare ingen grund til at formode, at dansk erhvervsliv vil blive ved med at overgå sig selv. Forklaringen på den høje danske lønudvikling skal helt klart også findes i et fuldstændig håbløst skattesystem, som ingen kan gennemskue og som brandbeskatter enhver form for initiativ.

Regeringens skattelettelse var et skridt i den rigtige retning, men et meget, meget lille skridt. Samtidig må vi konstatere, at flere af vore samhandelslande er godt i gang med at reformere deres skattesystemer, og i flere af de nye østeuropæiske EU-lande kan selv en folkeskoleelev udregne direktørens selvangivelse. Vi er nødt til selv at komme i gang med reformarbejdet - om ikke andet så for at sikre et plus på betalingsbalancen fremover.

Forrige artikel Sen åbenhed i Statens Kunstfond Næste artikel VK vækker den kritiske sans til live