Danske politikeres magt til at uddele statsborgerskaber er enestående i EU. Nu siger europæiske professorer, at det ikke burde forekomme i en retsstat

Bag lukkede døre sidder danske folketingspolitikere hvert år og behandler mellem 200 og 500 særlige sager om statsborgerskaber.

Politikerne skal hverken forklare sig eller følge bestemte love, når de beslutter, om en person kan få dansk statsborgerskab eller ej. De stemmer udelukkende ud fra egen overbevisning.

I intet andet EU-land sagsbehandler politikere på den måde. Eller i det omfang.

Den danske solopraksis bliver kaldt både "bemærkelsesværdig" og "usædvanlig" af tre professorer på tværs af EU.

De frygter blandt andet, at politikernes magt i de såkaldte dispensationssager skaber mere vilkårlighed og flere brud på menneskerettighederne.

“Jeg ser det som et levn fra det 19. århundrede, og det burde ikke forekomme i en retsstat i dag,” siger juraprofessor Patrick Wautelet fra Universitetet i Liège i Belgien.

Dansk enegang vækker opsigt

Det er da også en praksis, som Rumænien har afskaffet for længe siden, mens lande som Holland og Belgien inden for nyere tid har reformeret lignende systemer. 

Det fortæller René de Groot, professor emeritus i komparativ ret fra Maastricht Universitet, der kalder den udbredte danske praksis for “meget bemærkelsesværdig”. 

Tilsvarende lyder det fra professor Maarten Vink fra Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze i Italien.

“I EU er det virkelig usædvanligt. Jeg kender ikke et andet EU-land, der gør det her,” siger han og tilføjer:

“I dag afspejler denne skønsmæssige procedure udført af politikere i Danmark en forældet praksis i Europa, og det er i det hele taget en meget usædvanlig praksis i retsstatsbaserede demokratier rundt i hele verden.”

Maarten Vink er også meddirektør for det globale forskningsnetværk Global Citizenship Observatory (Globalcit), der analyserer statsborgerskabslove og valgrettigheder rundt om i verden.

Den danske praksis

I Danmark er det – ligesom i andre EU-lande – muligt at få statsborgerskab, hvis man opfylder en række generelle kriterier vedtaget af Folketinget.

Her opstiller politikerne de betingelser, hvorunder et statsborgerskab kan erhverves og tabes, mens det er op til en forvaltning på en objektiv og gennemsigtig måde at afgøre, om ansøgerne lever op til de opstillede kriterier. 

Men det er herfra, at den danske praksis får øjenbrynene til at løfte sig på de udenlandske professorer. 

For opfylder man ikke de opstillede krav i Danmark, kan man måske få en dispensationssag op i Folketingets indfødsretsudvalg, hvor ansøgernes skæbne afgøres af en afstemning blandt folketingsmedlemmerne. 

I årene 2018 til 2021 behandlede Folketingets Indfødsretsudvalg på årsbasis mellem 216 og 587 ansøgninger om dispensation.

Risiko for vilkårlighed og diskrimination

De tre professorer ser flere retssikkerhedsmæssige udfordringer ved den danske praksis.

Herunder at de danske politikere ikke behøver efterleve forvaltningslovens regler, og ansøgerne derfor ikke får nogen begrundelse for, hvorfor deres ansøgninger er blevet afslået.

Samtidig skal politikerne ikke følge objektive kriterier, når de skal tage stilling til sagerne, ligesom ansøgerne ikke kan klage over en afgørelse. 

“Jeg finder det meget problematisk, at et land i EU lader det være op til politikere, om borgere skal have statsborgerskab, når det foregår uden at give grunde til afslaget og ikke giver borgerne mulighed for at udfordre afgørelsen,” siger René de Groot. 

“Der er en risiko for diskriminerende afgørelser, for det er uigennemsigtigt, hvad de danske politikere baserer deres skøn på,” lyder det fra Maarten Vink.

Patrick Wautelet advarer mod, at den danske praksis skader tilliden til myndighederne og hele systemet, når ansøgere ikke kan få at vide eller forstå, hvorfor de er blevet afvist. 

“Jeg mener, at denne praksis skaber risiko for vilkårlighed i afgørelserne, og jeg kan ikke se, at det er i en retsstats interesse. Det kan skade tilliden til, at også andre institutioner i Danmark behandler sager på en fair, upartisk, åben og gennemsigtig måde,” siger han. 

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) anerkender, at Danmark har et system “der er anderledes end i mange andre lande”.

“Man kan have forskellige holdninger til, om det er hensigtsmæssigt, men det er nu engang sådan, det er beskrevet i Grundloven, og det er ikke lige noget, man kan ændre med et fingerknips,” siger han i en skriftlig kommentar.

Kaare Dybvad Bek er som minister ikke inde over indfødsretsudvalgets enkelte dispensationssager, men han henholder sig til, at de dog “beror på en konkret og individuel vurdering af den enkelte ansøger, om der bør meddeles dispensation”.

18-årige Nadia er blandt dem, der har prøvet at ende som sag i Folketingets Indfødsretsudvalg. Hun fik afslag. I dag fører familien en sag mod staten, hvor advokaten slår på, at indfødsretsudvalget har handlet i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), fordi afslaget er vilkårligt, ikke proportionalt og i strid med forbuddet mod diskrimination på grundlag af race, etnicitet, religion eller national oprindelse.

Nadia har under anonymitet valgt at fortælle sin historie. Den kan du læse her {{toplink}}

Afskaffet i Belgien og Holland

Belgien er et af de lande, der i længst tid har haft et system lig det danske, men i 2012 begrænsede Belgien kraftigt politikernes mulighed for at sagsbehandle.

Det skete ud fra en erkendelse af, at parlamentet slet ikke var gearet til at behandle så mange ansøgninger hvert år, fortæller Patrick Wautelet.

“Derfor taler vi nu om måske 10-15 sager om året, hvor det er politikerne, der behandler ansøgninger. Det er blevet exceptionelt,” siger han. 

Det kan være en meget lovende fodboldspiller, som politikerne gerne vil give statsborgerskab, så han eller hun kan repræsentere Belgien under et kommende OL eller VM.

Det var nogenlunde de samme argumenter, der gjorde, at også Holland tilbage i 1985 reformerede sit system.

“Men allerede flere årtier forinden var opstået en diskussion, om at naturalisation er en ret, ikke en tjeneste, og at det ikke længere kunne gå, at det foregik ved fortrolige diskussioner i parlamentet, hvor ansøgerne ikke vidste, hvad der foregik. De fik bare et resultat, som de ikke havde mulighed for at udfordre,” fortæller René de Groot.

Han forstår ikke, hvordan de danske politikere er i stand til på kvalificeret vis at behandle flere hundrede sager om året ved siden af deres øvrige parlamentariske arbejde.

“Jeg undrer mig over, hvordan udvalget i det danske folketing gør det. Det er jo næsten et fuldtidsjob, hvis man gør det seriøst,” siger René de Groot. 

sine@altinget.dk