Dansk Folkeparti oprettet i 1941
Dansk Folkeparti blev faktisk oprettet allerede under krigen - i 1941. I modsætning til det nuværende parti var forgængeren en politisk døgnflue i 1941. Kronikøren, der er samtidshistoriker, fortæller her den dramatiske historie om Dansk Folkeparti, der var resultatet af to overbetjentes vellykkede plan om at sætte lus i de hjemlige nazisters skindpels.
Lige fra begyndelsen var det en erklæret målsætning i det nye parti, at ballademagerne fra det hensygnende Fremskridtsparti, de såkaldte "landsbytosser", skulle formenes adgang.
Det nye parti, der kom til verden under dramatiske og kaotiske begivenheder, har siden vokset sig stort, idet mange af især Socialdemokratiets vælgere har stemt på det. Ved sidste folketingsvalg vragede et flertal af vælgerne Poul Nyrup Rasmussens regering, og bragte i stedet Venstre og de konservative til regeringsmagten, støttet af Dansk Folkepartis nu 22 mandater.
Ingen ringe bedrift for et kun syv-årigt parti.
Selve navnet "Dansk Folkeparti" er imidlertid ingen årsunge, men derimod et bedaget begreb på over 60 år. Allerede i marts 1941, altså 54 år før det nuværende Dansk Folkeparti blev dannet, opstod der nemlig et parti af samme navn i dansk politik.
Som vi skal se, var omstændighederne omkring dannelsen af dette første Dansk Folkeparti langt mere dramatiske end det forløb, der førte til dannelsen af det andet Dansk Folkeparti - uden sammenligning i øvrigt de to partier imellem.
Anspændt baggrund
Baggrunden anno 1940 var langt mere anspændt end de fredelige forhold, der prægede Danmark i 1995. Den 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland i en aktion, hvis primære mål var vort langstrakte nordiske broderland, Norge. Den tyske besættelse gav nyt håb til de danske nazister i DNSAP under ledelse af "partifører" Frits Clausen.
De hjemlige nazister der, ligesom de danske kommunister, kun havde været i stand til at overbevise et fåtal af vælgere om at stemme på dem, vejrede morgenluft da deres tyske idoler i løbet af ganske få timer overtog den reelle magt i Danmark.
Allerede om aftenen den 9. april fortalte den tyske gesandt i København, Cecil von Renthe-Fink, imidlertid Frits Clausen, at han ikke skulle regne med tysk støtte til at indtage de danske ministerier. Herefter opgav den danske partifører i første omgang sine planer om at sætte sig til rette i Statsministeriet.
Truslen fra den yderste højrefløj blev dog ikke mindre, og da den norske nazileder, Vidkun Quisling, i september 1940 kom til magten i Norge, fik hans danske partifæller igen blod på tanden.
I slutningen af måneden begyndte embedsmænd i det tyske Udenrigsministerium således at overveje, om en regering Frits Clausen skulle indsættes i Danmark. Samtidig iværksatte de ivrige danske nazister en voldsom propagandakampagne, der trods partiførerens heftige benægtelser, blev finansieret af tyske midler.
Gennem efteråret 1940 udfoldede de hjemlige nazister desuden en voldsom demonstrationsaktivitet, der kulminerede i det såkaldte "Spadeslag" med danske betjente i Haderslev den 8. december 1940. Anstrengelserne førte imidlertid ikke det af DNSAP ønskede resultat med sig. Den tyske støtte, som de danske nazister nødvendigvis måtte bygge alle deres regeringsdrømme på, udeblev nemlig.
Danske nazister
De danske nazisters heftige aktivitet i efteråret 1940 var naturligvis ikke gået upåagtet hen fra officiel dansk side. Ministrene i samlingsregeringen var nervøse for at taburetterne under dem vaklede, og fik først i midten af december 1940 vished for, at besættelsesmagten ikke ville udskifte dem med Frits Clausen og konsorter.
Også det danske politi interesserede sig stærkt for de hjemlige nazister i denne periode. Det gjaldt især Københavns Politis afdeling D, hvis opgave var at overvåge yderliggående danske politiske partier, og beskytte staten mod udemokratiske anslag.
To betjente i denne afdeling fik i efteråret 1940 den ide, at hvis man kunne splitte DNSAP's gruppe i Rigsdagen (der bestod af tre medlemmer), ville det svække Frits Clausens position. Det var de to overbetjente Max Weiss og Alfred Andersen, der den 1. april 1940 var tiltrådt i afdeling D, med de danske nazister som deres arbejdsområde, der fik ideen.
John T. Lauridsen beskriver i sit omfattende værk om de danske nazister, hvordan den plan, der skulle svække Frits Clausens stilling, førte til dannelsen af et nyt parti.
De to initiativrige overbetjente udså sig Thorkild M. Andersen fra DNSAP's folketingsgruppe, samt retsstatsmanden Svend E. Johansen, der i slutningen af juli 1940 stiftede Det Nationale Genrejsningsparti, hvis politik var at forene Retsstatspartiets politik med nazismen.
Overbetjentene undersøgte de to politikeres økonomiske forhold. De var, med Weiss ord, "ikke synderlig godt økonomisk funderet". Herefter kontaktede Weiss sin gamle bekendt, den danske nazist Wilfred Petersen, hvis parti, Dansk Socialistisk Parti, var i skarp opposition til de etablerede danske nazister i DNSAP.
Petersen kontaktede herefter de to folketingsmedlemmer. Johansen var "ret hurtigt villig", hvorimod det "kneb noget" med Andersen. Begge de herrers ømme punkt drejede sig om økonomi. De var ikke sikre på at Wilfred Petersen havde penge nok, men denne forsikrede at han havde uanede midler, og talte bl.a. om en halv million kroner, hvilket hjalp gevaldigt på de to parlamentarikeres forhandlingsvilje.
Så mange penge var der nu ikke i Petersens slunkne partikasse, men gennem trafikminister Gunnar Larsen - der rådede over store private midler - blev der fremskaffet 200.000 kroner i kontanter, som de to parlamentarikere fik forevist på et københavnsk værtshus. Synet af de mange rare penge gjorde udslaget.
Dansk Folkeparti stiftes i 1941
Den 1. marts 1941 blev Dansk Folkeparti stiftet af en lille, men broget skare af "partier". Foruden Wilfred Petersens Dansk Socialistisk Parti drejede det sig om Svend E. Johansens Det Nationale Genrejsningsparti og endelig Nationalt Samvirke-Fagstatsbevægelsen, der var udsprunget af generalauditør Viktor Pürschels parti Nationalt Samvirke. Sidstnævnte var opstået efter Pürschels brud med de Konservative i slutningen af 1938, men blev en kortlivet affære, idet partiet gik i opløsning den efterfølgende sommer. Pürschel selv røg ud af Folketinget ved valget samme år.
Den 11. november 1940 blev partiet imidlertid genoplivet og blev, ved en sammenslutning med de eksisterende fagbevægelser, til Nationalt Samvirke-Fagstatsbevægelsen under Pürschels ledelse, og var altså et af de tre partier, der indgik i Dansk Folkeparti. Det nye partis ledelse bestod af folketingsmedlemmerne Thorkild Andersen, Svend E. Johansen og tidligere MF Viktor Pürschel, mens Wilfred Petersen blev organisationsleder.
Dansk Folkeparti blev anmeldt i Folketinget den 5. marts 1941, men det nye parti fremkaldte ingen reaktioner fra tingets øvrige partier. Omvendt var det nu heller ikke den store talelyst, der prægede Dansk Folkepartis medlemmer. Viktor Pürschel, der ikke længere var medlem af Folketinget, udtalte sig slet ikke på partiets vegne i den korte periode han var medlem af det, mens Thorkild Andersen kun talte for partiet en eneste gang i perioden 1941-43.
Svend E. Johansen var derimod mere talelysten. Den 29. oktober 1941 sagde han således, at regeringen måtte finde de bedste chancer for Danmark under de ændrede forhold, som "det store opgør" havde ført med sig. "Fredens Syssel" skulle opbygges på det grundlag krigen havde skabt, fortsatte den forhenværende retsstatsmand. Forventningen om den endelige tyske sejr over Sovjetunionen, der på dette tidspunkt så ud til at nærme sig, skinner tydeligt igennem.
Ingen af de to DF'ere kritiserede på noget tidspunkt DNSAP fra Folketingets talerstol.
Samme forhold gjorde sig gældende for de danske nazisters vedkommende. De sagde intet om Dansk Folkeparti; ja, den nazistiske partifører sagde faktisk i 1941 ikke et eneste ord i Folketinget før den 20. august, hvor tinget behandlede lovforslaget om forbud mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed.
Partiføreren var med andre ord ikke nogen flittig taler. Det var resten af DNSAP's Rigsdags "gruppe", der efter Thorkild Andersens udtræden bestod af fuldmægtig Aage Henriksen, til gengæld. Han holdt den ideologiske fane højt, og præsenterede den 12. november 1941 sit partis forslag om ægteskabslån.
DNSAP ønskede at sikre befolkningens fortsatte vækst og fremhævede, at den "befolkningspolitiske effektivitet" af ægteskabslån fremstod tydeligt i Tyskland og Sverige, hvor lignende love var blevet indført.
Godt en måned senere, den 17. december 1941, var Henriksen igen på banen for at præsentere Folketinget for et nazistisk lovforslag. På overfladen drejede det sig om så ædelt et formål som en dyreværnslov, men det fremgik tydeligt af talen, at det reelle formål var at ramme de danske jøder.
Henriksen fremhævede "germanernes nænsomme behandling af husdyr" fra gammel tid og betonede derefter, at "et lille trossamfund" måtte vige, således at det danske folk også på dette punkt kunne blive placeret på linie med "Europas førende kulturfolk".
Selv om DNSAP buldrede voldsomt på propagandatønderne i efteråret 1940, fik de hjemlige nazister ikke den fjerneste indflydelse på noget som helst politisk spørgsmål.
En politisk døgnflue
Det samme var tilfældet for Dansk Folkeparti, og det nydannede "parti" viste sig da også at være en politisk døgnflue. Allerede tre måneder efter dannelsen af partiet, den 12. juni 1941, trådte Pürschel ud af det - som nævnt uden en eneste gang at have udtalt sig på partiets vegne.
I begyndelsen af 1943 fulgte Svend E. Johansen efter, og den 8. marts 1943, godt to år efter dannelsen af partiet, gik også Thorkild Andersen. Hermed var butikken lukket og slukket, og Dansk Folkeparti, der var resultatet af to overbetjentes vellykkede plan om at sætte lus i de hjemlige nazisters skindpels, gled ud i glemslen.
