Danmarks nye justitsminister har lært at elske retsstaten

Det er ikke sådan, at Mattias Tesfaye har været ligeglad med eller ligefrem imod, at Danmark er en retsstat. Altså et samfund styret af lovgivning vedtaget af folkevalgte, og hvor alle er lige for loven. Han havde bare ikke tænkt så meget over, hvor vigtigt det er, før han i 2019 blev udlændinge- og integrationsminister.

Det fortalte landets nye justitsminister på dagen, hvor han først overdrog sit hidtidige ministerium til kollega Kaare Dybvad Bek (S) og bagefter overtog Justitsen fra Nick Hækkerup (S), som pludseligt har valgt at forlade dansk politik.

”Der er nogle embedsmænd herinde, der har lært mig at være tilhængere af retsstaten. Den viser sig virkelig fra sin allerbedste side på udlændingeområdet,” sagde Tesfaye i sin afskedstale. Han uddybede, at det er godt, at man i Danmark insisterer på, at ”selv om politikerne kan have travlt, er der nogle grundlæggende principper, borgerne kan forvente, at staten lever op til”.

41-årige Mattias Tesfaye bliver nu øverste ansvarlig for blandt andre politiet, retsvæsenet, anklagemyndigheden og politiets efterretningstjeneste. Vi spurgte ham: Er det først nu, du er begyndt at sætte pris på retsstaten?

”Jeg er - ligesom alle andre danskere, tror jeg - glad for at leve i et retssamfund. For bliver et samfund først drevet af vilkårlighed, korruption, sjusk eller politisk kammerateri, er det svært at vende tilbage fra. Vi skal være ekstremt glade for den forvaltningskultur, vi har i Danmark. Det har jeg altid ment og tænkt. Men forståelsen for, hvad det virkelig har af betydning i dagligdagen, er nok noget, jeg først har fået øjnene op for i de seneste tre år, hvor jeg har set, hvor enorm faglighed der er i den danske forvaltning,” siger Tesfaye.

I regeringens inderkreds

At den uddannede murer og partihopper med fortid i både Danmarks Kommunistiske Parti Marxister-Leninister, Enhedslisten og SF nu får en af S-regeringens tungeste poster i et ministerium med stor arbejdsbyrde og en konstant strøm af potentielle møgsager er selvfølgelig ikke tilfældigt.

Det er en tillidserklæring fra Mette Frederiksen og en anerkendelse af, at han gennem tre år som udlændinge- og integrationsminister er lykkedes med at fastholde den stramme udlændingepolitik uden at blive alvorligt uvenner med støttepartierne. Han ser ud til at have ramt en balance, hvor han har været ideologisk uden at blive opfattet som skinger.

”Han har taget luften ud af udlændingepolitikken, og det er historisk,” siger Altingets politiske redaktør, Esben Schjørring.

Mattias Tesfaye hører til inderkredsen og idémændene i Frederiksens regering og får nu plads i regeringens magtfulde koordinationsudvalg.

Han har i hele sin politiske karriere – uanset hvilket parti, han har været medlem af - haft stærke, ideologiske holdninger. 

Da han som ung SF’er i 00’erne begyndte at markere sig i den offentlige debat, var det som den veltalende murersvend, der genoplivede en klassekampsdebat om arbejdernes og de faglærtes vilkår. Det er også den sociale indignation og kampen for mere lighed, der har været Tesfayes drivkraft gennem hele den politiske karriere. 

 

Han blev politisk aktiv under skraldemandskonflikten i Aarhus midt i 90'erne og blev formand for murerlærlingene i byen under sin lærlingetid.

”Jeg har interesseret mig for politik, siden jeg var en stor dreng. Men det har mest været arbejdsmarkedsområdet og udlændingeområdet. Paragraffer, som de ligger og roder med heroppe bagved, har ikke stået øverst,” som han selv siger til Altinget ude foran Justitsministeriet netop efter at have overtaget det fra kollega Hækkerup.

Ny rolle i Mettes band?

Så hvad kan man forvente sig af Tesfaye som minister i det, der bliver kaldt ét af regeringens vigtigste værdiministerier?

Umiddelbart er det ikke de store værdipolitiske budskaber, han har med til sin første dag på jobbet. I stedet har manden, der er kendt for at holde meget lange tænkepauser, når han taler med folk eller giver interview (så lange, at det ifølge hans departementschef ofte skete under coronanedlukningens mange virtuelle møder, at medarbejderne troede, forbindelsen var røget, når Tesfaye pludselig blev tavs) en ambition om at trække tempo ud af dansk politik generelt.

”Der er et meget højt pres på Christiansborg for, at der hele tiden skal vedtages ny lovgivning. Jeg glæder mig til at få ansvaret for, at retsstaten også virker i hverdagen, og at vi overvejer grundigt, om det er det rigtige lovgivning, vi indfører,” siger justitsministeren, som mener, at ”der har været for meget fart på i dansk politik i en hel del år”. 

”Der er behov for at vi engang mellem trækker vejret tungt og sover på det og er mere grundige, i stedet for at lovmøllen bare kværner derudad. Det er noget af det, jeg vil have fokus på,” siger Mattias Tesfaye.

Han gav Kaare Dybvad en yogamåtte i tiltrædelsesgave, så han tage en tænkepause, når det hele går for stærkt. Og så fastslog han i sin egen tiltrædelsestale som justitsminister, at ”der er ikke noget politisk kursskifte på vej”.

Da Tesfaye i 2019 blev udlændinge- og integrationsminister, erklærede han, at mens hans forgænger Inger Støjberg havde været forsanger i Løkke-bandet med fuldt fokus på udlændingepolitikken som politisk kampplads, var hans ambition at være den kedelige bassist bagerst i Mettes band.

Denne mandag eftermiddag – kun to dage efter, at Mette Frederiksen ringede og spurgte ham, om han ville tage justitsministerposten – er han dog ikke tilsvarende klar på sin nye rolle.

”Det er et godt spørgsmål. Jeg har ikke lige tænkt over, hvilket instrument jeg skal spille nu”.

Måtte åbne for fogeden

Mattias Tesfayes vej til ministerkontorerne ligner ikke nogen andens i regeringen. Den startede i den aarhusianske bydel Vejlby, som muligvis deler postnummer med det velhavende Risskov, men også er kendetegnet ved at huse flere almene boliger, hvor beboernes dagligdag er milevidt fra borgerne i villaerne.

Her voksede Tesfaye op med sin mor, der for det meste var på kontanthjælp, og sin fem år ældre bror. Hans etiopiske far var uddannet skibsbygger og alkoholiker og flyttede fra familien, da Mattias Tesfaye var fire år. 

Han har tidligere fortalt til Euroman, hvordan han som dreng jævnligt måtte sørge for, at moderens dagpengekort blev udfyldt og sendt ind til kommunen til tiden for at undgå for mange måneder, hvor der ikke røg dagpenge ind på kontoen. Var de for sent på den med at få sendt kortet, kørte han på sine rulleskøjter ned til postcentralen, hvor man kunne nå at få et brev med næste morgenpost, hvis man kom inden klokken 23. Han har også flere gange måttet åbne døren og sige til fogeden, at hans mor ikke var hjemme, mens hun sad og gemte sig inde i lejligheden. 

Blev politisk aktiv i protest mod S

”Jeg synes, tilværelsen var uretfærdig. Så tændte jeg for fjernsynet og kunne se, at alle der sad på flæsket var socialdemokrater. Min borgmester, vores statsminister, min fodboldtræner, lærerne nede i skolen. Jeg er vokset op i et socialdemokratisk samfund og tænkte, at det var på grund af dem, der var så stor uretfærdighed,” siger den nye justitsminister til Altinget.

”Jeg blev ikke politisk aktiv i krig mod Pia Kjærsgaard eller Anders Fogh. Lykketoft og Nyrup var mine yndlingsmodstandere,” har han tidligere sagt til Politiken. 

Den politiske karriere startede derfor langt fra S. Nærmere bestemt i Rød Ungdom, som var tilknyttet Danmarks Kommunistiske Parti Marxister-Leninister, hvor han var, indtil han som 24-årig meldte sig ind i Enhedslisten.

Men gradvis har han nærmet sig den politiske midte. 

”Efterhånden som jeg kom i lære og begyndte at mødes med nogle svende, der havde nogle andre perspektiver på tilværelsen, fandt jeg ud af, at det ikke var så meget på grund af Socialdemokratiet, men måske mere på trods af Socialdemokratiet, at der er uretfærdighed,” siger han, men understreger, at han stadig har sin politiske indignation i behold.

”Jeg kan stadig blive virkelig frustreret og vred, når man oplever social uretfærdighed. Men det er sjældent på grund af velfærdsstaten. Det er som regel, fordi den ikke er færdigudviklet. Der er stadig masser at tage fat på.” 

"Han bliver kastet lige ind i Løvens hule"

Før Mattias Tesfaye forlod hjemmet i Albertslund mandag morgen for at tage til ministerieoverdragelser, forsikrede han sin kone og moderen til sine to børn, at arbejdsmængden ville blive nogenlunde den samme som hidtil trods den nye titel.

Men det løfte kan nok blive svært at holde. Som ny øverst ansvarlige for beskyttelse af retsstaten overtager Mattias Tesfaye i hvert fald en række opgaver, der er til at få øje på.

En betændt sag om Forsvarets Efterretningstjeneste er stadig uafklaret. En ny aftale om at placere udvisningsdømte i et lejet fængsel i Kosovo skal føres ud i livet. Institut for Menneskerettigheder har tidligere advaret om, at de indsatte risikerer at miste deres retlige beskyttelse mod eksempelvis tortur, hvis der bliver tvivl om, hvorvidt Danmark eller Kosovo har ansvaret for dem.

Tesfaye skal også i gang med at forhandle en ny flerårsaftale for domstolene. Og så kommer der snart en rapport fra kommissionen, der har kulegravet minksagen, hvori Justitsministeriet har spillet en markant rolle.

”Han bliver kastet lige ind i løvens hule. I minksagen bliver der sat spørgsmålstegn ved, om det der er foregår i de øverste politiske lag i landet, har været lovligt. Og så er der en sag om Forsvarets Efterretningstjeneste og Claus Hjort, hvor vi i Venstre mangler svar på nogle helt rimelige spørgsmål. Det bliver han nødt til at forholde sig til forholdsvis hurtigt,” siger Venstres retsordfører, Morten Dahlin.

Også Rosa Lund fra Enhedslisten står klar med forventninger til den nye justitsminister, som hun kender godt fra tidligere forhandlinger, fordi hun er både udlændinge-, integrations- og retsordfører.

”Jeg har en stor forventning om, at en handlingsplan mod racisme er lige på trapperne. Tesfaye kender alle problemstillingerne, fordi han har været udlændingeminister, og han kender alle organisationerne på området,” siger Rosa Lund, som også forventer, at Tesfaye som tidligere fagforeningsaktiv kommer til at kæmpe for offentligt ansattes ytringsfrihed om eksempelvis  arbejdsforhold.

Fra ph.d. til murer

Når det gælder forskellen på Nick Hækkerup og Mattias Tesfaye er Morten Dahlin især spændt på én ting:

”Der er ingen tvivl om, at Hækkerup i sit virke som justitsminister ofte placerede sig der, hvor der var meget lidt stopklods for, hvad staten skulle blande sig i, og hvilke magtbeføjelser man skulle give politikerne. Jeg glæder mig til at se, hvad skiftet betyder for Socialdemokratiets politiske kurs på det punkt,” siger han.

En åbenlys forskel på Hækkerup og Tesfaye er deres baggrund. Mens den afgåede minister er ph.d. i jura, er den nytiltrådte uddannet murer. Det får dog næppe den store betydning, vurderer Tesfaye, som sjældent italesætter sin faglærte baggrund som noget, der skulle gøre ham til en værre eller bedre politiker end sine mange universitetsuddannede politikerkolleger.

”Det er rigtigt, at min forgænger har en flot forskeruddannelse indenfor jurastudiet. Men hans job har været at være politiker, og det er det samme job, jeg har. Så jeg er ikke så bekymret for, at jeg kommer til kort. Det handler mere om, at man har værdierne det rette sted, og man knokler hårdt, og det vil jeg gerne,” siger han.

kk@altinget.dk, red@altinget.dk