Billedets devaluerede sandhedsværdi

Når alle og enhver om et øjeblik kan tage billeder med deres mobiltelefon på et hvilken som helst gadehjørne, så får vi brug for en etisk debat om det ægte og originale presse- og tv-billede. Med Irak-krigen er vi blevet mindet så meget om, at styringen af informationsformidling er en del af det taktiske krigsværktøj, som naturligt hører enhver moderne krig til, og at pressefrihedens stærkeste forsvar overfor censur og manipulation er de billeder, som sprænger rammerne for det forventede og fortæller en historie fra virkeligheden, hvor brutal, sørgelig, oprørende, skræmmende eller kaotisk den end måtte være.

Presse- og tv-billedets ypperste mål er ikke kunstens eller fiktionens eleganteri og manipulation. Det er dokumentation og håndværk. Det er pressefrihedens og journalistikkens stærkeste våben. Det er det skarpe, ubønhørlige påtrængende og til tider livsbekræftende nu, som rummer de følelser, den forstand, den indignation og den fordomsfrie undren, som er journalistikkens fornemste privilegium.

De nye teknologier har gjort det muligt at bringe krig og ulykker frem til os ”live” og uden forsinkelse. Vi er til stede i kampvognen lige i skudlinjen og midt i Saddam Husseins paladser, når de amerikanske tropper slår sig ned i hans forladte sofaer. Vi følger jagten på terrorister på tætteste hold på skulderen af en fotograf i første skudlinje.

Virkelighedens dramaer kan ofte måle sig med fiktionens - ja endog overgå vores vildeste fantasi. Det tvinger filmens og fiktionens folk til at udvikle stadig mere avancerede filmtricks og teknologiske stunts.

Det tvinger igen virkelighedens billedmæssige håndværkere til at overskride nye grænser og gå endnu tættere på. Det er en farlig spiral, vi har udløst. Ingen lige nu kan se, hvor ender, bortset fra at vi kan kigge bekymret på dødsstatistikkerne for pressefolk udsendt på stadig mere farlige opgaver.

Mobiltelefoner med fotoøjne
Nye teknologier giver os mulighed for adgang til at få historien fra langt flere forskellige øjenvidner end tidligere. Nyhedsredaktionerne modtager vidneberetninger sendt via nettet og optaget med små digitale videokameraer eller for den sags skyld de nyeste mobiltelefoners små indbyggede fotoøjne.

Nettet har ikke bare har demokratiseret den publicistiske rolle men også fragmenteret den, så det er stadig mere vanskeligt at kende troværdig information fra løgn eller en troværdig afsender fra en plattenslager.

Når f.eks. billederne af en militærisk henrettelse i en baggård i Gaza kommer til os fra uautoriserede kilder, kan det være svært at skelne, om det er politisk videoaktivisme og propaganda, eller om der er tale om original og væsentlig dokumentation for et uantageligt overgreb.

Når mere eller mindre professionelle videoaktivister, og dem er der mange af som publicerer på nettet, tilbyder os billeder fra aktioner og såkaldt dokumentation for overgreb og lovbrud, hvad er så sandhedsværdien i den dokumentation, eller ser vi her en tendens til et oprør mod mediernes verdensbillede og nyhedspriorteringer, som vi burde være mere opmærksomme på.

Paparazzi ren barnemad
Inden længe kan alle med de nye mobiltelefoner blive hverdagsdokumentatister og det gamle begreb paparazzi-fotografering af de kendte og kongelige det rene barnemad. For slet ikke at tale om, hvad vi selv i medierne kan udrette af billedmanipulation med de digitale teknikker.

Vi må sætte gang i en etisk debat om pressefotografiets og tv-billedets autenticitet og integritet. Når alle og enhver om et øjeblik kan tage billeder med deres mobiltelefon på et hvilken som helst gadehjørne og i et hvilken situation, så får vi brug for at varedeklarere det pressebillede og det tv-billede, som med en enkel, uangribelig troværdighed og ægthed fortæller en historie - om menneskers liv, hverdag og gerninger på godt og ondt.

Synspunktet bringes også i fagbladet Journalisten.

debat@altinget.dk