Smal V-regering vil få DF på nakken

KLUMME: Den nye partimode, V og DF, er på kollisionskurs i spørgsmålet om reformer, skriver Altinget.dks chefredaktør.

Af Rasmus Nielsen, chefredaktør 

PARTIMODEN HOS MEDIERNE skifter med meningsmålinger og valgresultater. I de sidste 6-7 år har SF været en mediedarling - først Villy-effekten, siden selvdestruktionen.

På det allerseneste er Venstre og Dansk Folkeparti kommet tilbage på partimode, ganske som under Fogh-tiden, hvor de to partier sammen med Konservative styrede Danmark.

Nu tyder meningsmålingerne jo mere og mere klart på, at blå blok inden for et par år kommer tilbage til regeringskontorerne. Det fremstormende Venstre vil helst danne regering alene; men det bliver formentlig med støtte fra et Dansk Folkeparti, der med Kristian Thulesen Dahl som formand bliver helt anderledes besværligt at danse med, end da formanden hed Pia Kjærsgaard. Hun stod stabilt bag Fogh, så længe den stramme udlændingepraksis stod fast.

Dansk Folkeparti passerede i april i Altinget.dks såkaldte Risbjerg-snit af alle meningsmålinger sensationelt Socialdemokratiet som landets næststørste parti. Det er længe siden, at DF snuppede flere arbejderstemmer end S. Partiet er ikke til at komme udenom for Lars Løkke Rasmussen (V), selv ikke hvis han kan lokke Radikale hjem i blå blok - for der mangler i april-snittet stadig lidt, for at "reform-flokken" V, K, LA og R kan mobilisere et flertal.

DERFOR ER KRISTIAN Thulesen Dahl så meget mere central en spiller i dansk politik end f.eks. SF-formanden, erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen. Hvad er det så, den nye DF-konge vil? Det får vi et godt indtryk af i Kristian Thulesen Dahls interview med Altinget.dks nye månedsmagasin, Altinget | Politik, maj-udgaven.

Det må være sur-sød læsning for Venstre. Sødt, fordi han klart giver afkald på ministertaburetter. Noget, der også er uspiseligt for Venstre. Han gør det dog ikke for at lette forhandlingerne med Løkke om det politiske grundlag for en ny regering - DF-formanden gør det af hensyn til sit eget partis indflydelse. På spørgsmålet, om DF skal i regering efter næste valg, svarer han:

"Mit bedste bud er, at det skal vi ikke. Jeg er meget fokuseret på, at Dansk Folkeparti skal være en magtfaktor på lang sigt. Vi skal blive et parti, som man er nødt til at inddrage, når de store politiske linjer trækkes." 

Så langt så sødt for duet-spillet mellem de to kommende super-navne i dansk politik, Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl. For nu bliver det surt.

I samme interview stillede vi den økonomidrevne Thulesen et af de dér helt nede på jorden spørgsmål, som kan sætte mere på plads end selv højtspændte spørgsmål om optjeningsperiode til dagpenge og lignende. Nemlig om der er for meget eller lidt lighed i Danmark:

"Grundlæggende så har vi behov for at omfordele mere. Fra rig til fattig. Men det kan også være fra rige kommuner til fattige kommuner."

Tag den, reform-flok, der vil begrænse overførselsindkomster og selskabsskatter for at skabe vækst og private arbejdspladser indenlands. 

Når Dansk Folkeparti ønsker mere lighed, ønsker at tage fra "rige" og give til "fattige" og udligne penge fra "rige kommuner" til "fattige kommuner", er partiet på kollisionskurs med det genvundne liberale Venstre, Lars Løkke Rasmussen står for.

DEN FUNDAMENTALE UENIGHED om de store linjer brød da også ud i lys lue i den såkaldte Kristi himmelfarts-ferie, hvor Danmark slapper af med en af de utallige forårs-fridags-varianter, nu indeklemt fredag, som selv bankerne regner som en helligdag. Løkke gav et af sine sjældne interviews til Berlingske, hvor han gjorde gældende, at når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) med eget - ikke særligt positivt klingende - ordvalg går "reform-amok", så er det ikke nok. Ikke nok for Venstre.

"Vi må ikke skabe et billede af, at tingene er overstået nu. De reformer, der er lavet, er ikke i sig selv nok til at skabe et harmonisk samfund, når økonomien vender sig. Der er behov for flere reformer. Vi må ikke stoppe her."

Lars Løkke Rasmussen nævner over for avisen skattetrykket, beskæftigelsesindsatsen, udviklingsbistanden og hele den offentlige sektor som mål for sin reformiver. Man må forstå det sådan, at det første skal ned, det andet skal op, det tredje skal ned, og det fjerde skal også ned. Selv om Løkke ikke melder så klart ud, svarer Thulesen prompte i Jyllands-Posten:

"Den uafbrudte snak om reformer gør danskerne ængstelige for fremtiden og nervøse for, hvad de har at gøre godt med. Det kan forstærke krisen ved, at de holder sig tilbage for at sætte ting i gang. Der er behov for en periode, hvor danskerne kan få ro, fred og tryghed."

DET KAN NOK være, at landet får en smal Venstre-regering efter næste valg, hvornår det så kommer. Sent efterår 2014? Men hvis den skal bygge på DF-mandater, hvad andet kan de to partier så blive enige om end at spare på udviklingsbistanden og at genindføre en stram udlændingepolitik? Hvad med dagpengereformer, hvad med selskabsskatterne og ikke mindst: Hvad med størrelsen på den offentlige sektor? Ned/op?

Lars Løkke Rasmussen gør klogt i at intensivere sine relationer til den del af "reform-flokken", De Radikale, der i tidernes morgen brød ud af det liberale parti og dannede sit eget. For skal Danmark for alvor reformeres med flere i arbejde, færre på overførsel, mere privat vækst og jobskabelse og mindre offentlig sektor, kan det kun ske i et flertal mellem V, R, K og LA. Selv om Socialdemokraterne hader det, så er Dansk Folkeparti et moderne S nr. 2. Og liberal-borgerlig politik ført med "socialdemokratiske mandater" har aldrig været særlig slagkraftig.  

Det spændende spørgsmål er derfor også: Hvor længe skal Radikale afluses, som det hedder på Christiansborg-slang, før partiet - mod massiv indflydelse, forstås - flytter sine mandater fra rød til blå skål? Hvis de kommende måneder alligevel giver et flertal af de fire reformivrige partier, V-K-R-LA, må mange radikale tænke: Venstre skal skære i udviklingsbistanden og indvandringen sammen med DF, som vil tage sig betalt med noget nær reform-stop. Eller vi kan sætte blå foran rød og gennemføre økonomiske reformer af Danmark, samtidig med at vi bevarer en anstændig udviklingsbistand og udlændingepolitik. Det sidste vil da også passe mange Venstre-folk langt bedre end de politiske muligheder sammen med selvsikre DF.

 

Forrige artikel Hvis DF bliver større end S Næste artikel Læren af Topsøe