Bertel Haarder slår Jens Otto Krag om en uge

REKORDLISTE: Om få dage rykker Bertel Haarder op på rekordlisten over ministre, der har siddet i længst tid. Og passerer S-legenden Jens Otto Krag.

Over 6600 dage. Eller 18 år og to måneder.

Så lang tid har undervisningsminister Bertel Haarder (V) sammenlagt været minister siden 1982 i i alt otte regeringer, når han fylder 65 år den 7. september.

Og blot en lille uge efter fødselsdagen passerer han Socialdemokraternes tidligere formand og mangeårige statsminister Jens Otto Krag på listen over ministre, der har siddet længst tid siden 1848.

Søndag den 13. september har Bertel Haarder nemlig været minister i 6637 dage og rykker dermed op som nummer otte på rekordlisten og henviser Krag til pladsen som nummer ni.

Tæt på at slå Stauning
Hvis Bertel Haarder stadig er minister til sin fødselsdag næste år vil han tilmed overhale en anden S-legende, nemlig den mangeårige statsminister Thorvald Stauning og indtage pladsen som nummer seks på rekordlisten.

Derimod er der lange udsigter til, at undervisningsministeren snupper førstepladsen. Den sidder Jacob Brønnum Scavenius Estrup solidt på, eftersom han i slutningen af forrige århundrede var indenrigsminister, finansminister og konseilspræsident i næsten 24 år sammenlagt.

Og den rekord vil Bertel Haarder først slå, hvis både den borgerlige regering og han selv skulle blive siddende helt indtil foråret 2015. Altså når han er 71 år gammel.

Ungt sind og vedholdenhed
Alligevel er statsminister Lars Løkke Rasmussen benovet over at have en minister placeret så højt på den historiske rekordliste.

"Det er jo en illustration af, at Bertel er en meget begavet politiker, der har opnået resultater og været med til at forme samfundet mere end de fleste får mulighed for. Og det er et bevis for, at et ungt sind intet har med alder at gøre," siger Lars Løkke Rasmussen til Altinget.dk.

Derimod har Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt en både anerkendende, men også ironisk distance til Haarders mange år som minister.

"Når de unge demonstrerer mod Bertel i dag, så tror de næsten ikke på mig, når jeg siger, at det gjorde jeg også selv i 80erne. Men det siger noget om Bertels enorme engagement og vedholdenhed, og det må man respektere," siger Helle Thorning-Schmidt.

Forrige artikel Thulesen Dahl-fætre på slap tv-line om ny biografi Thulesen Dahl-fætre på slap tv-line om ny biografi Næste artikel Bertel Haarder - ildkuglen