Søvndal advarer mod intellektuel arrogance

INTERVIEW: SF mistede mange LO-vælgere i 90'erne, men Søvndal satser stærkt på at få dem tilbage. Han advarer mod højrøvethed og arrogance på venstrefløjen.

SF's stifter Aksel Larsen tog en del arbejdere og tillidsfolk med fra DKP, da han for 50 år siden dannede Socialistisk Folkeparti. Men SF's alliance af arbejdere, intellektuelle og unge smuldrede i 90'erne, og ved valgene i 2001 og 2005 stemte flere LO-arbejdere på Venstre og Dansk Folkeparti end på SF.

Den nye og totalt undertippede formand, Villy Søvndal, stod dermed over for en gigantisk udfordring, da han i foråret 2005 overtog roret. SF stod historisk svagt - og 46 år efter stiftelsen var der ikke meget "arbejderparti" over Aksel Larsens projekt. Det var i stedet blevet til et parti, der domineres af akademikere, lærere og andre offentligt ansatte.

Gymnasielærere eller LO-arbejdere
Villy Søvndal stod samtidig over for et afgørende strategisk valg. Skulle man - med Kamal Qureshis ord fra 2004 - hellere satse på stemmer fra "progressive gymnasielærere end reaktionære specialarbejdere"? Eller skulle man omvendt satse målbevidst på at generobre nogle af de arbejdervælgere, der i årene forud var gået over til højrefløjen?

Det var et spørgsmål, der splittede SF, men hverken Søvndal eller gruppeformand Ole Sohn var i tvivl om svaret:

"Vi havde tabt valgene siden 2001, fordi alt for mange privatansatte arbejdere fravalgte venstrefløjen. Hvis man ønsker at flytte flertallet væk fra VKO, må vi simpelthen favne bredere. Vi vinder ikke uden støtte fra LO-arbejderne, og det er en falliterklæring, hvis venstrefløjen ikke kan tiltrække arbejdervælgerne," siger Villy Søvndal til Altinget.

Har overhalet DF og V
Den øvelse er indtil videre lykkedes over al forventning. Således viser en nylig undersøgelse fra LO's Ugebrev A4, at SF nu er det næstmest populære parti blandt LO-medlemmerne.

"21 procent vil stemme på os. Socialdemokraterne er stadig de mest populære blandt LO-medlemmerne, men vi har overhalet både Venstre og DF. Det er meget vigtigt for os," siger Søvndal.

Ikke råd til at stemme SF
Han beklager stærkt, at partiet mistede opbakning fra den traditionelle arbejderbase i 90'erne, men peger på flere årsager til miseren:

"Der var nogle myter, som vi ikke selv fik banket tilstrækkelig ned:
Der var den myte, at SF ikke var økonomisk ansvarligt. Jeg har en fætter, der dengang sagde, at han gerne ville stemme SF - men at han ikke havde råd til det," griner Søvndal og fortsætter:

"Folk havde også det indtryk, at vi modtog alle strømninger udefra med åbne arme, bare de havde et fremmedklingende efternavn. Her har jeg gjort meget ud af at understrege, hvor afgørende det er, at folk, der kommer hertil, grundlæggende deler værdierne om demokrati og ligestilling."

Ikke grebet ud af den blå luft
Men det var vel ikke kun myter. F.eks. mødte mange lønmodtagere de negative konsekvenser af indvandringen i 90'erne. Det var SF vel ret længe om at erkende?

"Jo, det tror jeg, du har du ret i. Der var mange almindelige mennesker, der egentlig sympatiserede med os, men som alligevel ikke ville stemme på os, fordi vi ikke forholdte os til de problemer, de mødte i dagligdagen," siger SF-formanden, der understreger, at der er kommet nye boller på suppen:

"Vi forsøger nu at være meget tydelige på det her område. Vores "akutplan" efter afbrændinger af biler og skoler sidste vinter viste, at vi gerne vil hjælpe unge, der er kommet i problemer, men at vi aldrig vil acceptere undskyldninger for en sådan handlemåde. Den slags vil vi fandeme ikke finde os i, uanset hvad man har været igennem af ondt i dette liv." 

Des vanskeligere des bedre
Ud over de helt afgørende politiske problemer erkender SF-formanden også, at venstrefløjens kommunikation indimellem havde meget svært ved at nå ud over rampen:

"Der var engang, hvor det var en dyd på venstrefløjen at udtrykke sig så uforståeligt som muligt. Det er ikke særlig smart, hvis man gerne vil have folk til at stemme på sig. Nu er vi blevet bedre til at udtrykke os i vendinger, folk forstår."

Hængerøve og soveposer
Dertil kom visse stilmæssige problemer. Illustreret ved SF's landsmøder, der i mange år foregik i gymnastiksale på diverse folkeskoler og opbød et sandt skue af soveposer og hængerøve.

Var den stil også med at skabe afstand til segmentet af LO-vælgere?

"Ja, for jeg tror, mange folk forventer, at deres repræsentanter klæder sig ordentligt på, når de er på arbejde. Min far gik rundt i arbejdstøj til daglig, men han tog altid en pæn jakke på, når han var ude. Der er rigtig meget symbolik i den her diskussion," siger Søvndal og tilføjer hurtigt:

"Når jeg deltager i en diskussion på tv, skal folk helst koncentrere sig om mine pointer - i stedet for at overveje hvorfor i himlens navn den mand har klædt sig så underligt!"

Vælgerne præger partiet
I folketingsgruppen fik SF ved sidste valg en række unge talenter ind, der knyttes store forventninger til i partitoppen. Men Søvndal lægger samtidig vægt på, at folketingsgruppen nu har to tidligere fagforeningsformænd inden for LO-området. Det er Ole Sohn - og nu også den tidligere formand for TIB på Fyn, Kasten Hønge.

Men kan det ikke være lige meget, om det er velhavere eller LO-arbejdere, der stemmer på jer?

"Nej. Vi er glade for alle stemmer, men partierne bærer vælgernes synspunkter med sig. Hvis man ikke hører, hvad der sker på arbejdspladserne, bliver det andre virkeligheder, der kommer til at dominere et partis politik. Mit mål er at genskabe den gamle alliance af offentligt ansatte, privatansatte arbejdere og unge. Det har SF været i stand til i sine bedste perioder."

Venstrefløjens arrogance
Ikke desto mindre kan man stadig møde SF-folketingsmedlemmer, der hvisler, at man ikke "skal løbe efter stemninger blandt LO-arbejderne". Underforstået: De lidt primitive LO-arbejdere, der ikke har opnået samme humanistiske indsigt som akademikere og lærere. Den holdning advarer Søvndal stærkt imod:

"Jeg vil meget advare mod enhver form for arrogance og højrøvethed. Mine egne forældre havde kun syv års skolegang, og der kan være megen klogskab hos mennesker, der ikke har nogen uddannelse, men har brugt hele deres liv på at arbejde," siger Søvndal og tilføjer:

"Den værste fejl, venstrefløjen overhovedet kan begå, er at udvise intellektuel arrogance og tro, at kun mennesker med bestemte uddannelser kan indeholde klogskab."

Forrige artikel Simon Emil raser over forsinket godkendelse Simon Emil raser over forsinket godkendelse Næste artikel Klart flertal for SF i regering Klart flertal for SF i regering