Synergi i replik til KL: Havde kommunerne udvist rettidig omhu, ville behovet for energirenovering ikke være så akut

”Der er god grund til at stille skarpt på klima i bygninger”, skriver formand for KL’s Miljø- & Forsyningsudvalg og borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen i sit debatindlæg i Altinget.

Så langt er vi enige, for vores bygningsmasse står for 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug. Potentialet for at reducere Danmarks CO2-udledninger og samtidig spare penge på energiregningen er derfor enormt.

Men når Hansen harcelerer mod EU-Kommissionens forslag til et nyt bygningsdirektiv, der skal sætte grænser for europæiske bygningers stand og energiforbrug, er vi langt fra enige. Kommissionen foreslår blandt andet, at alle bygninger skal hæves fra energimærke F og G til minimum E.

Frederikshavns borgmester mener, at kommunerne i højere grad selv bør have frihed til at vælge, hvilke midler de ønsker at anvende til at nedbringe deres energiforbrug. Hun stiller spørgsmålstegn ved, om det er klogt at ”forcere energieffektivisering i den dårligste del af bygningsmassen”.

Bygninger i bekymrende dårlig stand
”Energispareindsatsen i regioner og kommuner er baseret på en frivillig indsats,” skriver Energistyrelsen på sin hjemmeside. Den frihed er blevet udmøntet vidt forskelligt rundt omkring i kommunerne.

Selvom nogle kommuner arbejder godt med området, er det langt fra tilfældet generelt. Ifølge en undersøgelse fra Transition for Synergi har 42 procent af kommunerne ikke et mål for at spare på energien.

Selv blandt de kommuner, der har udarbejdet en strategi for energibesparelser, er det ikke alle steder, at der er fulgt penge med til at implementere strategien. Samtidig kan vi se, at det ikke er alle kommuner, der har overblik over, hvilke bygninger de i det hele taget ejer.

Den kommunale bygningsmasse er overordnet set i bekymrende dårlig stand. 68 procent af de kommunale bygninger har et dårligt energimærke (D-G), mens kun 7 procent har energimærke A. Ifølge Klimarådets formand, Peter Møllgaard, får kommunerne derfor ”ofte det største klimamæssige udbytte ved at fokusere på energirenoveringer”.

Energiforbruget i en bygning med energimærke G er nemlig op til tyve gange højere end en tilsvarende bygning med energimærke A. Potentialet for energibesparelser er derfor størst i netop den dårligste del af bygningsmassen, som Birgit S. Hansen ellers er bekymret for, at man stiller krav til.

Stort økonomisk potentiale
På nuværende tidspunkt energirenoveres under én procent af de danske bygninger årligt. Det svarer til, at der kun energirenoveres i hver bygning med mere end 100 års mellemrum.

I forbindelse med energieffektiviseringsdirektivet foreslås et krav om en årlig energirenoveringsrate på tre procent, hvilket svarer til, at den enkelte bygning gennemgår en energirenovering hvert 33. år.

Det burde være et rimeligt krav for udtjente bygninger, der hver dag huser rigtig mange borgere. Vi hører fra flere af de kommuner, der allerede arbejder godt med dagsordenen, at de renoverer langt mere, fordi det er nødvendigt, og fordi det er en god investering.

Energirenoveringer er nemlig en god forretning, da det på grund af energibesparelserne fører til penge i hånden på bygningsejerne – i dette tilfælde kommunerne og i sidste ende borgerne selv.

{{toplink}}

I en ny undersøgelse af renoveringspotentialet for de kommunale bygninger, som Transition har foretaget for Synergi, viser det sig, at kommunerne med en investering på fem milliarder kroner kan opnå en årlig besparelse på 430 millioner kroner på deres energiregning – og 35 procent af CO2-udledningen fra deres bygninger svarende til 80.000 ton.

Når investeringen er tjent hjem, vil de sparede millioner gå direkte ind i kommunekassen, hvor de kan anvendes til bedre formål end spildt energi.

Det vil samtidig medføre, at cirka hver femte kommunale bygning vil have et dårligt energimærke (D-G), hvor det for nuværende er mere end to ud af tre.

Birgit S. Hansen gør opmærksom på, at priserne på byggematerialer er steget, men glemmer at nævne energiprisernes himmelfart. Og da Transition-undersøgelsen er foretaget inden energikrisens begyndelse, er det økonomiske potentiale for energirenoveringer markant forøget.

Krav til grønne bygninger er nødvendige
Hansen fremfører samtidig argumentet om, at ”energirenovering konkurrerer med andre udgifter til cykelstier, skoler og børnehaver under kommunernes anlægsloft”. Det er dog kun rigtigt, hvis kommunerne finansierer projektet via eget budget. Denne løsning er dog ikke optimal.

Udgifterne til energirenoveringer konkurrerer nemlig ikke med andre anlægsudgifter, hvis de enten finansieres gennem KommuneKredit (som kommunerne har automatisk låneadgang til ved energirenoveringer) eller i samarbejde med eksempelvis ESCO-virksomheder. Det ved mange kommuner desværre ikke, og derfor udnyttes den oplagte mulighed ikke tilstrækkeligt.

I sin kritik af bygningsdirektivet fremhæver Hansen energiledelse, indførelse af automatiserede systemer, samt at data fra forsyningsselskaberne skal stilles til rådighed for bygningsejerne som alternativer til energirenoveringer.

Det er synd, at de aldeles fremragende forslag fra Hansen anses som alternativer. Der er intet i det foreslåede bygningsdirektiv, der står i vejen for, at man ikke både kan energieffektivisere gennem renovering og på anden vis, og jeg anser Hansens forslag som vigtige supplerende virkemidler til energirenoveringer.

Generelt må man dog konstatere, at den fortsatte frihed, som kommunerne ønsker, indtil nu har resulteret i en kommunal bygningsmasse i en elendig forfatning. Det til trods for, at klimadagsordenen og potentialerne ved at mindske energispildet ikke er noget, der opstod i går. Havde alle kommuner udvist rettidig omhu, ville behovet for at energirenovere ikke være så akut, som det desværre er nu.

Derfor er det meget positivt, at der med EU-Kommissionens forslag til bygningsdirektivet – og energieffektiviseringsdirektivet - endelig stilles krav til kommunernes bygninger om at bidrage til den grønne omstilling. Det er faktisk helt nødvendigt.

debat@altinget.dk