Centerleder: En social bæredygtig fremtid på Christiania kræver bredspektret indsatser

Debatten om den forestående udvikling af Christiania med etableringen af 15.000 kvadratmeter nye almene boliger har endnu engang rejst spørgsmålet: Kan man bygge sig ud af sociale problemer? 

Svaret på dette spørgsmål afhænger i høj grad af, hvordan man definerer de sociale problemer og operationaliserer de skridt, der skal tages for at løse dem.

Følger man debatten om Christiania, står det klart, at der er mange forskellige problemforståelser og dermed også forskellige forslag til løsninger.

Er det trygheds- og kriminalitetsudfordringer, sociale problemer eller boligmangel i hovedstaden, der skal adresseres? Lider Christiania under en isolation, der skal brydes, eller risikerer stedet at miste sit særpræg gennem omdannelse? Er formålet at skaffe flere billige boliger, som kan give tag over hovedet til borgere i udsatte positioner, eller er formålet at tiltrække flere ressourcestærke borgere som en modvægt til områdets sociale problemer?

Entydigt byggefokus skygger for social vinkel

Ønsket om at bygge sig ud af sociale problemer skaber et behov for en fælles klarhed over boligområdets udfordringer, hvilke mål, man ønsker at opnå, og hvordan også de sociale dimensioner af et bæredygtigt og velfungerende boligområde kan operationaliseres.

Et klart eksempel på, hvad problemforståelsen og operationaliseringen af den betyder for byudviklingsprocesser, finder vi i omdannelsen af udsatte boligområder.

Center for Boligsocial Udvikling har i flere år undersøgt sociale udfordringer og indsatser i landets udsatte boligområder.

Boligområderne huser mange beboere i udsatte positioner med komplekse sociale problemstillinger, og måler man på socioøkonomiske parametre, har de en høj andel af beboere med lav indkomst, lavt uddannelsesniveau samt i arbejdsløshed og kriminalitet.

Derudover er områderne ofte præget af en ensartet og monoton arkitektur og en infrastruktur, der lukker sig om sig selv.

I udviklingen af områderne er der kommet et stigende fokus på segregation, hvor selve koncentrationen af udsatte grupper og områdernes fysiske isolation fra resten af byen ses som det primære problem.{{toplink}}

Med vedtagelsen af Parallelsamfundsaftalen i 2018 blev det vedtaget politisk, at denne problemforståelse skulle operationaliseres gennem et mål om at ændre sammensætningen af boligtyper i landets 'omdannelsesområder'.

Det er et mål, der indtil nu har medført et stort fokus på at ommærke og nedrive almene boliger, bygge nye private boliger og etablere nye veje og stiforbindelser. 

Denne tilgang spejler en tendens, som er beskrevet i den internationale forskning om udsatte bydele, til at definere sociale udfordringer som iboende problemer forbundet med boligområdet, som kan adresseres gennem fysiske og byplanmæssige indsatser og omsættes til mål, som man i mange tilfælde kan bygge sig til. 

Til en sammenligning fylder den sociale dimension derimod forsvindende lidt i de store omdannelsesprojekter, blandt andet fordi målene er notorisk svære at definere og omsætte til målbare parametre. 

Social integration kræver alsidige tiltag

Desværre er der ikke meget, der tyder på, at fysiske byomdannelser er i stand til at løse de underliggende sociale problemer.

Derimod kan et entydigt fokus på boligmassen komme til at skygge for behovet for at skabe socialt velfungerende boligområder og i sidste ende udfordre områdets sociale sammenhængskraft. 

I 2031 kan Christiania potentielt befinde sig i en situation, hvor de nye almene boliger ikke kun fysisk adskiller sig fra resten af bydelen med en markant anderledes arkitektur og tydelige grænser langs matrikelskellet.

Der er også en risiko for en social afkobling mellem beboerne i de nye boliger og christianitterne i andre boligformer.

Dette fremtidsscenarium kan imødegås ved at definere opgaven bredere end en byggeindsats.

Erfaringen er, at det kræver en målrettet og bredspektret indsats, hvis der skal opstå en positiv social kontakt. For fysisk integration skaber ikke nødvendigvis social integration.

Løsningen kalder på en stor værktøjskasse, hvor mange forskellige aktører og fagligheder bringes i spil.

Vender vi tilbage til eksemplet med omdannelse af udsatte boligområder, peger forskere og praktikere på forskellige greb såsom løbende inddragelse af beboere og lokalsamfund, etablering af inkluderende sociale mødesteder, diffuse kantzoner og bløde overgange mellem forskellige boligformer, etablering af fælles faciliterer og organiseringsformer samt sociale indsatser, som understøtter beboere med færre ressourcer.

Det kræver ikke kun en bred involvering af mange aktører, men også at aktørerne er enige om målene med byudviklingen og parate til at sætte handling bag. 

{{toplink}}

debat@altinget.dk