Psykolog svarer igen på kritik: Institutionsleder tegner et ureflekteret glansbillede Nexus

Michael Bidstrup Hansen forholder sig slet ikke til kritikken af Børne- og Ungehjemmet Nexus. Det ville være passende, hvis han påtog sig ansvaret og gav børnene en uforbeholden undskyldning, skriver psykolog og medvirkende i Nexusdokumentaren Ida Koch.

Institutionslederen for Nexus, Michael Bidstrup Hansen, svarede 3. junimin kritik af institutionen, på baggrund af TV 2s dokumentarprogram ”Et helvedes børnehjem”, hvori advokat Mads Bramming og jeg medvirkede som faglige 'vidner'.

Michael Bidstrup Hansen er langt hen ad vejen enig med mig i beskrivelsen af børnene på institutionen, af hvad de har behov for, og hvordan de pædagogisk bør mødes. Det er jeg ikke overrasket over, da både Michael Bidstrup Hansen jeg ved, hvad vi taler om – vi 'kender' børnene.

Men så rækker enigheden heller ikke længere.

{{toplink}}

Michael Bidstrup Hansen beklager, at jeg tager den nævnte dokumentar 'for gode varer', og kritiserer den dokumenterede brutale kultur og de viste og beskrevne overgreb på børnene.

Jamen, Michael Bidstrup Hansen, nogle af overgrebene fremgår af videoovervågning, nogle er beskrevet i akter, som filmselskabet har fået aktindsigt i. Flere ansatte har været sigtet for vold (senest 2023), og en har modtaget en voldsdom. Socialtilsynet har rejst kritik af brugen af magtanvendelser og af institutionskulturen, og der har været iværksat skærpet tilsyn.

Alt dette tror jeg på. Det er sket.

Børnene lyver ikke

Desuden har jeg ingen grund til at betvivle de tidligere anbragte unges udsagn. I hovedsagen tror jeg på unges udsagn. Disse unge løber faktisk en risiko ved at eksponere sig selv, dels med deres forhistorie dels som tidligere anbragte. Alligevel står de frem.

Har jeg grund til at betvivle de tidligere ansattes udsagn? Nej, faktisk ikke. De løber eksempelvis en personlig risiko for at blive retsforfulgt med deres indrømmelser. Alligevel står de frem.

Det er næppe uden grund at Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) 8. maj har politianmeldt den tidligere, den nuværende (Michael Bidstrup Hansen) og nogle tidligere ansatte på baggrund af dokumentaren.

Desuden – helt uafhængigt af dokumentaren – er det påfaldende, at så mange socialarbejdere løfter øjenbrynene, når anbringelse på Nexus kommer på tale. De ønsker ikke at 'deres' børn og unge anbringes dér.

{{toplink}}

Flere kan berette om tilfælde, hvor børn er stukket af, er gået under jorden eller er blevet ´sofa-surfere´, fordi de er bange for at være på Nexus. Eller socialarbejdere, der kender børn, der ankommer til Nexus med ren straffeattest, men kommer derfra med en plettet.

Så nej, helt i skoven er dokumentaren og kritikken desværre ikke.

Manglende reflektion

Jeg skriver i min første kronik; ”som seer kan vi selvsagt ikke vide, om det, vi præsenteres for, er repræsentativt for kulturen på Nexus”.

Men for mig er det tæt på underordnet, om det kun er et par af de cirka 50 ansatte på Nexus, der behandler nogle af børnene ulovligt og pædagogisk uforsvarligt, medens resten handler kvalificeret. To brodne kar er tilstrækkeligt til at skabe en frygtkultur blandt børnene og give dem ødelæggende erfaringer med voksne.

Kun et par børn behøver at blive behandlet brutalt for at det får indvirkning på de andre, således at angsten og vreden og mistilliden til de voksne forplanter sig til hele gruppen. Og jeg gentager fra min første kronik: Ingen børn skal udsættes for sådan en behandling.

Og uanset om det nu er to eller fire ansatte, der har forbrudt sig imod nogle anbragte børn, så er det et ledelsesansvar og en skandale, at det overhovedet har kunnet finde sted. Og derfor ville det være passende, at Michael Bidstrup Hansen med flere påtog sig ansvaret og gav børnene og deres pårørende en uforbeholden undskyldning.

Men alt dette forholder Michael Bidstrup Hansen sig slet ikke til. Hverken i dette medie eller i Politiken. Det er som om, grundlaget for hele denne debat er borte. I sine svar fortæller han alene om en forbilledlig institution, som ingen kan sætte en finger på.

Hvis virkeligheden på Nexus nu svarer til hjemmesidens indhold og Michael Bidstrup Hansens beskrivelse af Nexus, og det dermed er slut med provokerede magtanvendelser og vold, så er det lykkeligt, ikke mindst for de anbragte børn.

Men hvorfor reflekterer han ikke over, hvor skidt det var, for så at fortælle offentligheden, at nu er der rettet op på de kritisable forhold, nu er de voldsparate ansatte fyret, nu er kulturen en helt anden?

Forrige artikel Handicaporganisationer: Trods mangeårig indsats er det ikke lykkedes at skabe en folkeskole for alle Handicaporganisationer: Trods mangeårig indsats er det ikke lykkedes at skabe en folkeskole for alle Næste artikel Anne-Mette Friis: Barnets Lov kræver deltagelse – ikke tom inddragelse Anne-Mette Friis: Barnets Lov kræver deltagelse – ikke tom inddragelse