Per Schultz Jørgensen var en af de mest fremtrædende børneforskere i Danmark. Kort tid før sin død pegede han på de tre største udfordringer på børneområdet

Artiklen blev første gang bragt i Altinget Børn den 23. september 2022.

Som medlem af Børnerådet i 1990’erne kæmpede Per Schultz Jørgensen med næb og kløer for, at Danmark skulle afskaffe revselsesretten, så det ikke længere var tilladt for forældre at slå på sine børn.

Det blev til virkelighed i 1997, da Folketinget vedtog det med én stemmes flertal.

Året efter blev han formand for Børnerådet.

I offentligheden er han kendt som værende børnenes fortaler.

Og som forfatter til flere bøger om børne- og familielivet bliver han også kaldt for en af de mest fremtrædende danske børneforskere.

Jeg ringer til Per Schultz Jørgensen, der er professor emeritus i socialpsykologi ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, for at udpege de tre største udfordringer på børneområdet i dag.

Velfærdsstatens paradoks

Den største udfordring på børneområdet er uden tvivl den stigende mistrivsel blandt børn og unge.

Men det er et paradoks, siger Schultz Jørgensen, at vi på den ene side har et af de bedste velfærdssamfund i verden, og på den anden side har en stor andel af børn og unge, der mistrives.

Hvad er forklaringen på det?

”Det er en kulturkrise, der er med til at skabe mistrivslen,” siger han.

Han efterlyser en kulturændring på det strukturelle niveau, der lægger vægten på læringsfællesskaber fra daginstitutioner, børnehaver og skoler til gymnasier.

”Vores ideologi siger, at jo mere frihed børn får, desto bedre er det. Men børn skal ikke frisættes mere i en verden, hvor individualiseringen har taget overhånd,” siger han.

For at forstå det, er man nødt til at indse, at børnelivet i vores verden følger to spor, som let kommer til at kollidere med hinanden.

Det ene spor er frihed. Her udvikles børn selvstændigt, hvor de kan træffe beslutninger over deres eget liv.

Problemet opstår i den sociale dimension på de sociale medier, hvor børn næsten lever et parallelt liv på deres telefoner, som de er på døgnet rundt.

Det skaber et pres, fordi de møder konkurrencesporet, ifølge Schultz Jørgensen.

"Præstationssamfundet kræver mere fra dem, fordi de bliver sammenlignet med andre og sig selv døgnet rundt. De oplever et konstant pres, fordi de føler, at de skal være perfekte."

Med andre ord kolliderer frihedssporet med konkurrencesporet. Og det kan mange børn ikke håndtere.

”Børn har ikke den nødvendige robusthed, som er en indre målestok. Det er normer, pligter og opgaver, som man lever op til, og som vi skal hjælpe dem til at få,” siger han og henviser til dyder som for eksempel robusthed.

Kort sagt handler det om at påtage sig opgaver og være en del af et fællesskab.

Det kan være alt fra at bære sine egne tallerkner ud, hænge sin cykelhjelm op og holde sit værelse rent til at tømme opvaskemaskinen. Enkle opgaver, som børnene ikke skal have anerkendelse for.

”Mange børn sidder med en fornemmelse af, at de er en del af passagerlisten. Men det er de ikke, de er en del af besætningen,” siger han.

Derfor mener han også, at man er nødt til at uddanne flere dygtige lærere og pædagoger, der kan indgå i disse læringsfællesskaber og understøtte børnenes karakterdannelse.

Udsatte børn

Den andenstørste udfordring på børneområdet er gruppen af udsatte børn.

Regeringen har meldt ud, at der skal flere tvangsanbringelser.

Men det gør mere skade end gavn for udsatte børn, hvis man spørger Schultz Jørgensen:

”Anbragte børn har og får et problematisk liv, fordi de mister en tilknytning til sine forældre. Det sætter sig gennem livet.”

Med en stigning i antallet af underretninger af børn er der kommet en såkaldt ”underretningskultur.”

”Langt hovedparten af underretningerne henlægges som ubegrundede. Der er brug for en helt anden måde at tænke på,” siger han.

Ifølge Schultz Jørgensen bør staten kun i yderste nødstilfælde fjerne børn fra deres forældre.

”Med flere anbringelser risikerer staten at ødelægge nogle grundlæggende bånd mellem børn og forældre, som måske aldrig bliver genetableret eller repareret.”

Men skal barnets relation til forældrene for enhver pris understøttes af staten?

”Jeg anerkender, at der er en gruppe af forældre, som er uden for rækkevidde. Der skal staten selvfølgelig fjerne børnene fra deres forældre så hurtigt og resolut som muligt, men det er fortsat en lille gruppe, vi taler om og laver politik ud fra,” siger han.

Barnets tarv

Den tredjestørste udfordring på børneområdet er barnets tarv i skilsmisser eller opløste familieforhold.

Når forældrene går fra hinanden, kan der opstå konflikter om forældremyndighed og samvær med barnet.

Det er Familieretshuset, der for eksempel skal træffe afgørelser om, hvor barnet foreløbigt skal bo, og hvor meget barnet skal være sammen med den anden forælder.

Men med lange sagsbehandlingstider kan der gå flere måneder, før kriseramte forældre kan få hjælp fra Familieretshuset.

”I mellemtiden udnytter nogle forældre, at de har børnene boende til at skabe et modsætningsforhold til den anden forælder. Det er en samværschikane, som man også kalder for forælderfremmedgørelse, hvor børnene ender med ikke at se den anden forælder. Her er det typisk faren, der bliver valgt fra,” siger Schultz Jørgensen.

På grund af ”urimelige lange ventetider” kan det betyde, at barnets relationer til den ene forælder bliver forværret over tid og kan vise sig at være uoprettelige på længere sigt.

Det gør, at man er nødt til at udvise rettidig omhu.

"Inden for få uger skal barnet have genoprettet forbindelsen til den anden forælder, indtil man kan få det løst. Lige nu tilgodeser systemet ikke barnets tarv i de juridiske konflikter i skilsmissesager,” siger han og tilføjer:

”Ordningen med Familieretshuset er langt fra i stand til at løse den opgave. Børn har ret til to forældre. Det skal begge forældre og systemet huske på.”

vu@altinget.dk