Organisationer i opråb: Nyvalgt politiker, indtænk civilsamfundet for en ny og bedre svangreomsorg

Mange gravide og familier har brug for ekstra støtte til at sikre barnet og familien en god start på livet. Civilorganisationer står klar med eksisterende tilbud og et ønske om sammen med familierne, regionerne og kommunerne at videreudvikle de bedste fælles tilbud, skriver Martha Thilde Ahlman, Marie-Louise Gotholdt og Trine Schaldemose.

Af Martha Thilde Ahlman, Marie-Louise Gotholdt og Trine Schaldemose
hhv. national chef i Red Barnet, national chef i Røde Kors og vicedirektør i Mødrehjælpen

I september indgik både Region Hovedstaden og Region Syddanmark forlig om deres 2022-budgetter. I begge regioner vises der gode takter for fødselsområdet, hvor der nu vil være et ekstra stort fokus på at styrke forholdene for kommende og nybagte forældre.

I Mødrehjælpen, Red Barnet og Røde Kors hilser vi det varmt velkomment, at der er kommet et øget fokus på området – og ikke mindst, at man i Region Syddanmark har tænkt civilsamfundet aktivt ind. Det er der brug for.

Det er vigtigt, at forholdene og tilbuddene styrkes for alle – især også for de udsatte og sårbare familier, hvis udfordringer og behov vi som samfund kan og skal blive bedre til at imødekomme.



Sundhedsstyrelsen vurderer, at cirka hver femte fødende har brug for ekstra støtte i forbindelse med graviditet og fødsel, og i mere end hver ottende familie har sundhedsplejersker bekymringer i forhold til forældre-barn-relationen i barnets første leveår. Som samfund har vi derfor et stort ansvar for at sikre en god start på livet for alle børn og deres forældre. Og særligt her kan civilsamfundet spille en langt større rolle, end vi gør i dag.

Kommunal- og regionsrådsvalget er netop afholdt. Og derfor vil vi opfordre nyvalgte kommunalbestyrelser og regionsråd i hele Danmark til at invitere civilsamfundet indenfor og indtænke os aktivt, når planerne for en ny og bedre svangreomsorg iværksættes. Det vil give en mere langsigtet og helhedsorienteret indsats for gravide og barslende i Danmark.

Civilsamfundet som brobygger

I Mødrehjælpen, Red Barnet og Røde Kors er vi hver dag i kontakt med mange gravide og småbørnsfamilier. Det er vi blandt andet gennem vores frivilligt drevne netværksgrupper og aktiviteter og i vores mange individuelle tilbud til gravide og nybagte familier, herunder frivillige forældrestøtter i hjemmet, familienetværk, familievensforløb, småbørnsklubber og mentorforløb.

Kommuner og regioner yder en enorm vigtig indsats for familierne, hvis fulde potentiale opnås i samspil med civilsamfundet.
Relationen mellem de frivillige og familierne er bygget på tillid, omsorg og medmenneskelighed. Den er et vigtigt fundament til at opbygge familiernes selvtillid og tro på egne evner. Det oplever vi også, at frontpersonalet i kommuner og regioner bider mærke i og værdsætter.

Samtidig bygges der i relationen bro til lokalsamfundets netværk og fællesskaber. Civilsamfundet bidrager netop med et unikt fællesskab, et fast holdepunkt og meningsfyldt samvær, som kan fortsætte – også når familien ikke længere har behov for den offentlige indsats.

Synergien skal høstes

Regionernes og kommunernes samarbejde med civilsamfundet skal derfor styrkes, så de offentlige indsatser hurtigere kan skabe forandringer i familiernes liv.

Det er for eksempel tilfældet i Mødrehjælpens Familiehuse, hvor socialrådgivere fra Mødrehjælpen i et myndighedsfrit rum skaber den tryghed, der skal til, for at en sårbar familie tør at åbne op og fortælle om sine problemer.

Samme tryghed skaber frivillige i Røde Kors’ indsats ”God start på livet”, som støtter nybagte familier i eget hjem, så familien bedre kan lykkes som forældre. Derudover bidrager civilsamfundet med fællesskab og meningsfyldt samvær, som kan fortsætte, også udover en offentlige indsats. Et eksempel på dette er Red Barnets Småbørnsklubber.

For nogle familier er civilsamfundsindsatserne også en trædesten til at komme i job og uddannelse. Synergieffekten opstår netop, når vi tilbyder en helhedsorienteret støtte til familierne, hvor alle relevante aktører spiller sammen. Ved fælles indsats får familierne den rette faglige indsats, hvor de både bliver støttet i forældrerollen, får tro på sig selv og en håndsrækning til at danne netværk.

På tværs af sektorer og siloer

Vi ved fra mange års erfaring, at civilsamfundet har potentiale til at spille en mere central rolle i mange menneskers liv.

Og vi står klar; både med eksisterende tilbud og med et brændende ønske om sammen med familierne, regionerne og kommunerne at videreudvikle de allerbedste fælles tilbud. Samtidig skal vi opnå et større kendskab til, hvad vi hver især kan og tilbyder, så vi bliver bedre til at henvise mennesker til lige præcis de tilbud, der passer til dem.

Og ikke mindst skal vi blive bedre til at tænke på tværs af sektorer og siloer, så vi sammen kan løfte kvaliteten og supplere og understøtte hinanden, så familiernes trivsel støttes bedst muligt. Og så alle børn, der fødes her i landet, får en tryg start på livet, som de fortjener.

{{toplink}}

Forrige artikel Forskningschef: Børnene først – bare ikke, når forskningsmidlerne bliver uddelt Forskningschef: Børnene først – bare ikke, når forskningsmidlerne bliver uddelt Næste artikel Red Barnet: Styrket samarbejde med kommunerne skal hjælpe udsatte børn og unge ind i foreningslivet Red Barnet: Styrket samarbejde med kommunerne skal hjælpe udsatte børn og unge ind i foreningslivet