Konsulent: Voksensportens alvor er rykket ind i børnesporten – men ingen taler børnenes sag

Børn, der er gode og glade for sport, skal i en tidligere og tidligere alder vælge den bevist og voksen-alvorligt til. Konsekvensen er overbelastning, og det er dårlige nyheder, både for børnene og for sporten, skriver Lise Kissmeyer.

Af Lise Kissmeyer
Konsulent og indehaver af vidensplatformen Insidesport

Så den store udfordring for det danske talentarbejde er, hvordan man får stoppet de interesser, der presser på for at accelerere udviklingen.

Det er fedt, at Altinget tager sportens talentarbejde op til debat. For der er rigtig meget at snakke om, og det er utrolig sjældent, at vi har denne debat om, hvordan vi vil arbejde med vores unge ambitiøse sportsfolk.

Det er sigende i sig selv. Der bliver stillet meget få spørgsmål til, hvad vi gør, og hvordan vi gør det, og hvorfor vi gør det?

Og derudover er der et helt centralt spørgsmål, som vi ikke kan fortsætte med at lade ligge ubesvaret bagerst på hylden. Det er spørgsmålet om, hvordan vi arbejder medalje-orienteret med vores børn på en måde, der er god for børnene?

Meget sigende handler mange af Altingets spørgsmål til dette tema netop om, hvordan vi gør det smartere og mere effektivt?  Men gennem de sidste mange år er der blevet skruet rigtig meget på rigtig mange parametre.

Børn i en voksen verden

Det betyder i praksis, at de unge og børnene, der er gode og glade for deres sport, i en tidligere og tidligere alder skal vælge sporten bevist og voksen-alvorligt til. De skal vælge særlige skoleordninger; de skal måske vælge at flytte klub; købe sig til ekstra privattræning; konkurrere mere og rejse mere ud i verden; og de skal fylde flere træningspas ind i hverdagen.

For er der én ting, der er sikkert med elitesporten, så er det, at den aldrig står stille. Den spurter altid afsted og optimerer vedholdende på alt, så der kan præsteres bedre og vindes.

Det er jo sportens dna. Men for børnene og de unge betyder det, at ’voksen-sportens’ alvor og krav rykker længere og længere ned i børnenes sport. Der er ingen bremser indbygget, og der er ingen, der taler børnenes sag.

Og der er jo det med børn, at de netop er umodne og uselvstændige væsner. De siger ikke selv fra, hvis det bliver for meget. De klør bare på, så længe de kan og orker. De gør det, som de voksne siger, at der skal til for at blive rigtig god.

Konsekvensen bliver over en bred kam, at de unge, der kan klare systemet med kravene, forventningerne og forpligtelserne, bliver bedre og bedre. Det er desværre rigtig nemt at aflæse, at putter man mere træning og optimering ind, så skaber det resultater. Men altså kun på den korte bane. 

For risikoen er overbelastningsskader – som er steget voldsomt for børnene i en stadig yngre alder. Risikoen for burn out og drop out er stor. Det ser vi over hele verden. Talentsporten bliver som et udskilningsløb.

Det er ikke sikkert, det er de største talenter, der kommer videre op på seniorsportens medaljeskamler. Det bliver dem, der kan holde til sports-opvæksten både fysisk, praktisk og mentalt.

Stop interesser, der presser udviklingen

Det bekymrende er, at vi i dag har masser af god forskning, der viser, at det er bedst for børnene og dermed sporten, at man netop ikke selekterer tidligt. At man ikke specialiserer tidligt. At man ikke går efter resultater og medaljer tidligt.

Det sunde miljø giver tid og plads til uforpligtende leg og udvikling; plads til egne initiativer med frirum, både til træning og i kalender og til et ungdomsliv ved siden af sporten.

Så den store udfordring for det danske talentarbejde er, hvordan man får stoppet de interesser, der presser på for at accelerere udviklingen. Det handler både om, hvordan man får fortalt forældre, at de netop ikke skal skubbe eller trække deres børn, men de skal gå ved siden af dem og give dem en hånd, når de har brug for det. 

Forældrene skal i stedet tage en ny rolle på sig og være med til at bremse de trænere og ledere, der har egne kortsigtede interesser i ’at lave nogle talenter’.

For der er mange lønnede ansatte i sporten i dag, der også er under pres for at levere, og de ser gennem fingre med, at de kommer til at tabe rigtig mange andre sportsglade børn på vejen, fordi sportstilbuddet alt for hurtigt bliver alt for meget og et enten-eller – og hvor børnene skal komme til alle otte træninger og ikke må melde afbud til en kamp eller et stævne.

{{toplink}}

Hvor børnene skal lære at være disciplinerede, have kontrol, planlægge og klare mange afsavn – og ikke fjante rundt og prøve livet lidt af. Det vil sige, at de skal være små voksne og springe ungdommens ’grumsede’ livslæring over.

Så det optimale fremtidige talentarbejde handler måske meget mere om at bremse, dosere og holde fat i det legende i sporten, fællesskabet og alt det andet fantastisk gode, som sporten kan.

Forrige artikel Askovfonden: Vi bør behandle børn i mistrivsel, som vi behandler potentielt kræftramte Askovfonden: Vi bør behandle børn i mistrivsel, som vi behandler potentielt kræftramte Næste artikel Danmarksdemokraterne: Gælder retten til familieliv ikke danske børn? Danmarksdemokraterne: Gælder retten til familieliv ikke danske børn?