EU-Kommissionen klar med forslag om ny europæisk børnegaranti

Et netop vedtaget forslag fra EU-Kommissionen om indførelsen af en europæisk børnegaranti skal blandt andet sikre udsatte børn et gratis måltid i skolen og gratis pasningsordninger. S og V afviser forslaget, mens SF er positivt indstillet. 

EU bevæger sig med et forslag om indførelsen af ny børnegaranti ind på et område, der ikke er klassisk EU-terræn. 

Forslaget om børnegarantien skal sikre udsatte børn i medlemslandene ret til gratis pasning og skolegang, ét nærende måltid om dagen i skolen og adgang til gratis sundhedspleje.

Børnegarantien skal ses som et led i at gøre op med børnefattigdom i Europa.

"Selv inden pandemien var 22 % af alle børn i EU i risiko for fattigdom eller social udstødelse. Dette bør være utænkeligt i Europa. I løbet af det seneste år er disse uligheder blevet endnu større. Vi er nødt til at bryde denne nedadgående spiral og sikre, at børn i nød har adgang til et sundt måltid, uddannelse, sundhedspleje og ordentlige boligforhold uanset baggrund," siger Nicolas Schmit, kommissær med ansvar for beskæftigelse og sociale rettigheder, i en pressemeddelelse.

V og S: Børnegaranti giver ikke mening i Danmark
Men forslaget giver ikke mening i en dansk kontekst, lyder vurderingen fra Venstre og Socialdemokratiets ordførere på området.

"Alle de behjertede og sympatiske forsøg på at stille alle mulige garantier op er ikke de papir værd, de er skrevet på," siger Morten Løkkegaard (V). 

Socialdemokratiets ordfører på området, Marianne Vind, mener lige som Venstre, at det bør være op til de enkelte EU-lande selv at løse udfordringerne med børnefattigdom.

“Børn i Europa har brug for ordentlige vilkår, men det er altså ikke EU, der skal sørge for det med lovgivning,” siger hun.

Den socialdemokratiske EU-parlamentariker kommer dermed til at gå imod den europæiske gruppes holdning til forslaget De hilser nemlig tiltaget velkomment.

“Det er aldrig en god idé at gå imod gruppens holdning. Det svier da totalt i hjertet at stemme imod at passe på børnene i et samfund, som burde være fuldstændig logisk i alle lande. Men jeg tror bare ikke på, at vi på sigt passer godt på børnene, hvis EU skal ind og betale for de ting. Så kommer vi til at skulle betale endnu mere skat i Danmark," siger Marianne Vind.

Skal genstarte dansk fattigdomsdiskussion
SF's Kira Marie Peter-Hansen ser anderledes positivt på forslaget fra Kommissionen. Hun gør opmærksom på, at forslaget, hvis det bliver til virkelighed, ikke vil være af juridisk bindende karakter, men vil fungere som en henstilling fra Rådet.

"Jeg synes også, det er relevant i en dansk kontekst, fordi vi forhåbentlig kan bruge nogle af de erfaringer, man gør i de andre europæiske lande om, hvordan man kan undgå, at børn ender i social eksklusion og fattigdom,” siger hun. 

Hvis forslaget bliver til virkelighed, opfordres medlemslandene til inden for et halvt år at udarbejde handlingsplaner for, hvordan børnegarantien skal implementeres i de enkelte lande. 

Kira Marie Peter-Hansen mener, at børnegarantien kan bruges til at genstarte diskussionen om børnefattigdom i Danmark, og til at Danmark kan drage nytte af andre landes erfaringer med at bekæmpe børnefattigdom.

“Vi kan bruge den her børnegaranti til også at starte en diskussion i en dansk kontekst. Men det er klart, at garantien er mere relevant for romabørn, end den er for danske børn,” siger SF'eren.

Forrige artikel Børn fra udsatte boligområder klumpes sammen på stærkt segregerede skoler Børn fra udsatte boligområder klumpes sammen på stærkt segregerede skoler Næste artikel Evaluering: Iværksætteri giver udsatte børn en ny oplevelse af at gå i skole Evaluering: Iværksætteri giver udsatte børn en ny oplevelse af at gå i skole