Børne- og Undervisningsministeriets nye departementschef er et skarpt og ordentligt rodehoved

Børne- og Undervisningsministeriets nye departementschef, Kent Harnisch, får topkarakterer med på vejen fra tidligere kollegaer. Han beskrives som en usædvanligt dygtig, ordentlig og sympatisk embedsmand, der er kendt for at have et "legendarisk" rodet kontor.

Det roder omkring Kent Harnisch.

Men han har usædvanlig godt styr på sit arbejde.

Beskrivelsen går igen af manden, som 1. april blev ny departementschef i Børne- og Undervisningsministeriet.

Fra tidligere kollegaer lyder der generelt ros af både embedsmanden og personen Kent Harnisch.

Den nu tidligere afdelingschef i Finansministeriet omtales konsekvent som både lun, sympatisk, fagligt stærk og ordentlig.

Og så er der også lige rodet midt i det hele.

”Jeg tror, hans kontor er legendarisk i Finansministeriet. Man skulle tro, der havde været indbrud. Papirer, rapporter og alt muligt over det hele,” siger Christopher Arzrouni, der fra 2016-19 var særlig rådgiver i Finansministeriet.

Overblik og faglighed
Christopher Arzrouni kender også Kent Harnisch fra Fødevareministeriet, hvor han i 00’erne var ministersekretær under Eva Kjer Hansen (V), mens Christopher Arzrouni var særlig rådgiver.

Og ifølge Christopher Arzrouni er det fysiske rod på ingen måde sigende for den leder, Børne- og Undervisningsministeriet nu har fået.

”Selv i mindre sager kan man spørge ham, og han vil stadig kunne huske, hvad problemerne har været. Han har overblikket. Han har styr på processer og på tal. Det er hans store styrke,” siger Christopher Arzrouni.

Beskrivelsen underbygges af en kilde, som igennem flere år har arbejdet både under og på linje med Kent Harnisch.

”Han lever i nuet og er et rodehoved på den måde. Men han roder ikke oppe i hovedet. Han roder ikke i den måde, han tænker på,” siger kilden, som ikke ønsker at blive citeret med navn.

Krumtap i stort maskineri
Manden, som i 2015 gjorde Kent Harnisch til udgiftspolitisk chef og i 2018 til afdelingschef i Finansministeriet, tidligere departementschef Martin Præstegaard, deler fuldt ud det positive syn på embedsmanden Kent Harnisch.

”Han er inde i sit stof. Han kender teknikken og de faglige sammenhænge på de områder, han arbejder med. Han sætter en ære i selv at have fagligheden, men også at hans medarbejdere har den. Som leder bruger han tid og kræfter på, at hans organisation og medarbejdere tilsvarende lægger vægt på fagligheden,” siger Martin Præstegaard.

Som afdelingschef stod Kent Harnisch blandt andet for koordinationen af sager til regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg.

Og den opgave kan man ikke løse, hvis ikke man virkelig har styr på sine sager, siger Martin Præstegaard.

”Der ligger et stort koordineringsarbejde mellem mange ministerier i det. I den rolle tilrettelægger man uge efter uge regeringens arbejde. Det står han selvfølgelig ikke alene med, men det er en stor beslutningstagnings-maskine, som han har været krumtappen i.”

Omsorgsfuld
Det er ikke kun embedsmanden Kent Harnisch, som får pæne ord med på vejen.

Skal man tro flere tidligere kollegaer, er han som leder og person en sympatisk, venlig, omsorgsfuld og lun nordjyde.

”Han stiller høje krav til sine folk, men han er meget, meget optaget af, at vi også har det godt, og at vi føler os trygge og glade. Han vil gå meget langt for sine folk,” siger en tidligere kollega.

Kent Harnischs omsorg strækker sig øjensynligt også til datterens hest og familiens mange dyr i det hele taget.

Som en kilde beskriver, så er Kent Harnisch uden for arbejdet ofte beskæftiget med at køre rundt med en hestetrailer, være hos dyrlægen, muge ud i hestestalden eller lufte et eller andet dyr.

Den begrænsede tid, der måtte være tilbage derudover, bruger han blandt andet på at interessere sig for kunst og at køre rundt i sin gamle Saab.

Ikke erfaring med uddannelse
Kent Harnisch er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har siden starten af årtusindet været ansat i centraladministrationen.

På intet tidspunkt har han imidlertid været forbi Undervisningsministeriet eller Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Han har heller ikke været ansat i en kommune eller på anden måde haft direkte ledelsesansvar på uddannelsesområdet.

Den famøse læringskurve kan derfor blive stejl for Kent Harnisch i rollen som Børne- og Undervisningsministeriets departementschef.

Flere kilder vurderer imidlertid, at han har meget gode forudsætninger for hurtigt at komme op i omdrejninger.

Martin Præstegaard mener her eksempelvis, at arbejdet med Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget vil vise sig som en stor fordel.

”Han har fået en enorm evne til at sætte sig ind i mange forskellige sager på kort tid. Han er trænet i at forstå sager og træffe beslutninger hurtigt. Han er blevet stresstestet i mange sager og mange forskellige problemstillinger,” siger han. 

Kent Harnisch har overtaget posten som departementschef fra Birgitte Hansen, som i stedet skal være rigsrevisor. 

Forrige artikel Forebyggelsesformand: Højere aldersgrænse på alkohol fjerner ikke forældrenes ansvar Forebyggelsesformand: Højere aldersgrænse på alkohol fjerner ikke forældrenes ansvar Næste artikel Manglende aftale om kontanthjælp betyder ny forlængelse af midlertidigt børnetilskud: ”Det er utilfredsstillende” Manglende aftale om kontanthjælp betyder ny forlængelse af midlertidigt børnetilskud: ”Det er utilfredsstillende”