Astrid Krag til DF: Drop stråmanden og lad os sætte børnene først

Af Astrid Krag (S)
Social- og Indenrigsminister 

En forkert påstand bliver ikke mere rigtig af at blive gentaget.

Derfor bliver jeg også træt, når Karina Adsbøl (DF) i et debatindlæg på Altinget 6. januar påstår, at regeringen vil opsætte kolde, kvantitative mål for antallet af anbringelser og adoptioner.

Naturligvis vil vi ikke det!

Vi har afvist den stråmand mange gange, men jeg bliver åbenbart nødt til at gøre det igen.

Ingen vil sætte måltal for anbringelser. I stedet mener regeringen, at vi skal hjælpe svigtede børn tidligere og bedre. Det vil i nogle tilfælde føre til en anbringelse og andre gange til anden hjælp.

Det handler om at sætte børnene først frem for at tage ideologiske hensyn til at holde sammen på familien for enhver pris.

Uenig med DF's ideologi
I Weekendavisen udtalte Karina Adsbøl for nyligt, at vi skal sætte ”familien først”. I Kristeligt Dagblad har Martin Henriksen (DF) udtalt, at ”børnene er forældrenes – ikke statens eller Socialdemokratiets.”

Her er jeg bare uenig i DF’ernes ideologi.

Børn tilhører hverken forældrene, staten eller noget som helst parti. Børn er til i deres egen ret. De tilhører dem selv.

Derfor er forældres ret til deres børn heller ikke ubetinget. Hvis forældrene svigter barnets grundlæggende ret til tryghed og omsorg, skal fællesskabet tage over. Det har vi pligt til.

Det er et kæmpe svigt af børnene, når vi sætter forældres ret til barnet før barnets ret til et trygt familieliv. Vi svigter børnene, hvis vi griber ind for sent med den rette indsats eller slet ikke griber ind, når børn vokser op i mistrivsel.

Søskende får ikke nok hjælp
Lige nu anbringer vi næsten fem gange så mange 16-årige som 1-årige, 2-årige, 3-årige eller 4-årige. Og så kan vi se, at når et barn anbringes, så er der i de fleste tilfælde forsøgt med forebyggende indsatser såsom aflastningsordning eller støtte i hjemmet forinden.

Vi har fået advarsler fra organisationer som Børns Vilkår og Socialpædagogerne, om at vi for ofte griber for sent ind med for eksempel en anbringelse.

Det er også bekymrende, at mange anbragte børn har søskende, der slet ikke får hjælp. Langt størstedelen af de hjemmeboende søskende til anbragte børn, der havde oplevet omsorgssvigt eller manglende kompetencer hos forældrene, fik slet ingen social foranstaltning i 2018.

Hvis storesøsteren oplever omsorgssvigt fra forældrene, er det nærliggende, at lillebror også har behov for hjælp af den ene eller anden slags.

Forældre får for mange chancer
Alle børn har ret til en god og tryg barndom. Men i dag er der alt for mange børn, vi som samfund svigter, fordi vi lader dem vokse op i hjem med omsorgssvigt. Fordi vi giver forældrene, der svigter børnene, for mange chancer.

Hver gang vi giver dem endnu en chance, og det stadig ikke lykkes, er der et barn, der betaler prisen. Og den pris har ingen råd til at betale.

For en socialdemokratisk regering er det en værdikamp. Ulige vilkår og betingelser i opvæksten er den værste uretfærdighed, der findes. Derfor er og bliver børn det vigtigste fokus i socialpolitikken. Og derfor er målet for regeringen at sætte børnene først.

Selvom der er værdier og ideologi på spil, skal debatten foregå på et sagligt grundlag. Så lad os droppe stråmændene. Ingen vil have kvantitative mål for anbringelser.

Men vi vil hjælpe børnene tidligere end i dag. Det er fair at være uenig. Men lad os diskutere, hvordan vi bedst sætter børnene først uden at skyde hinanden forkerte holdninger i skoene.

debat@altinget.dk